Case: Thisted Kommune nytænker ældreplejen med talegenkendelse
Thisted Kommune har taget et skridt ind i fremtidens ældrepleje i et på forsøg at forbedre dokumentationskvaliteten og spare tid. Talegenkendelse er en af de teknologier, der er blevet testet, og resultaterne peger på positive forandringer i arbejdslivet for mange.
"Appwriter er Guds gave til mig," udtaler Sandie, en 43-årig medarbejder i hjemmeplejen. Sandie, der er ordblind, har haft store udfordringer med dokumentationen før implementeringen af talegenkendelse. Nu dikterer hun direkte ind i omsorgsjournalsystemet Cura, og hun har oplevet en markant forbedring i både trivsel og arbejdseffektivitet.
I de indledende test mødte medarbejderne teknologiens begrænsninger, særligt for dem med dialektudfordringer. Resultaterne viste en varierende succesrate, hvor antallet af forkerte ord varierede fra 10 – 50 %, men mens udviklerne så udfordringer, så medarbejderne potentiale. For selv 60 % nøjagtighed ville være en betydelig forbedring i forhold til den nuværende situation.
Thisted Kommune valgte derfor at fortsætte afprøvningen og fokuserede på værktøjet Appwriter. Appwriter anvendes allerede på bl.a. SOSU-skolen i Thisted Kommune, og det var derfor et velkendt værktøj for mange af kommunens medarbejdere.
Tidseffektiv og brugervenlig
I begyndelsen af 2022 blev Appwriter afprøvet i drift sammen med 16 medarbejdere fra hjemmeplejen i Thisted Kommune. Testgruppen var repræsentativ for hjemmeplejen og inkluderede både medarbejdere med og uden skrivevanskeligheder. Appwriter blev anvendt til at omsætte tale til tekst, læse skreven tekst op og give ordforslag, og derudover har den indbyggede fagordbøger og kan scanne og oplæse tekst fra papir.
Resultaterne af afprøvningen viste, at langt de fleste medarbejdere sparede tid ved at diktere deres dokumentation frem for at skrive den manuelt. Kvaliteten af dokumentationen var den samme, uanset om den blev dokumenteret ved skrift eller tale. De medarbejdere, der havde øvet sig og brugt appen mest, opnåede de bedste resultater. Selvom ikke alle medarbejdere var lige begejstrede, ønskede 10 ud af 16 at fortsætte brugen af Appwriter efter testen.
Fra test til implementering: En kulturforandring
Sandie har 11 års erfaring i hjemmeplejen i Thisted Kommune, men fordi hun er ordblind, har hun haft store udfordringer med skriftlig dokumentation. Især læsningen af borgeroplysninger i omsorgsjournalsystemet Cura voldte hende problemer, og hun måtte ofte spørge kolleger om hjælp. Det resulterede i, at Sandie ofte dokumenterede uden for arbejdstiden på grund af tidsmangel.
Med oplæsningsfunktionen bruger Sandie nu sin transporttid produktivt ved at få information om den næste borger læst højt for sig. Når hun er ude hos en borger, dikterer hun relevant information til sin arbejdstelefon, der omdanner det talte ord til skreven tekst. Hvis der er vigtig information på et stykke papir, scanner hun det, så Appwriter kan læse det højt senere. Sandie er begejstret for funktionen og fortæller, at hun er blevet mindre stresset, og at hun ikke længere behøver at spørge kolleger om hjælp på grund af sin ordblindhed.
Efter testperioden er det ikke kun Sandie, der bruger værktøjet. Andre kolleger i hjemmeplejen anvender det også, selvom de ikke har læse- og skrivevanskeligheder. Det viser, at potentialet er stort, og at værktøjet kan være nyttigt for alle medarbejdere.
Teknologiens potentiale
Thisted Kommune har besluttet at udbrede brugen af Appwriter efter afprøvning i hjemmeplejen. I første omgang tilbydes alle medarbejdere i hjemmeplejen værktøjet samt undervisning i brugen af det. Desuden implementeres det på udvalgte ældrecentre, men tanken er, at det på sigt skal tilbydes alle i ældreplejen, og andre afdelinger i kommunen har også vist stor interesse for værktøjet. Selvom teknologien kan og bør forbedres til det danske sprog, er mange medarbejdere positive. Thisted Kommune er derfor langsomt gået i gang med kulturforandringen og at udbrede teknologien i troen på, at det vil være med til at spare tid og øge kvaliteten i fremtidens dokumentationspraksis.
Dette er en sammenskrivning af en række artikler og rapporter vedrørende forsøget i Thisted Kommune oprindeligt bragt på platformen Omsorg og nærvær under www.sst.dk i 2022. Denne artikel tegner derfor et billede af projektet anno 2022. Der er siden blevet arbejdet videre med projektet.