Børnevaccinationsrapport 2016
Vaccinationer er en af de mest effektive måder at forebygge smitsomme sygdomme, vi har. Ved at vaccinere imod de meget smitsomme børnesygdomme, som mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste, kan vi både forebygge infektioner hos den enkelte og spredningen af sygdommene i befolkningen generelt.
Vaccinationer er en af de mest effektive måder at forebygge smitsomme sygdomme, vi har. Ved at vaccinere imod de meget smitsomme børnesygdomme, som mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste, kan vi både forebygge infektioner hos den enkelte og spredningen af sygdommene i befolkningen generelt.
For at sikre en god beskyttelse af hele befolkningen er det nødvendigt med en høj tilslutning til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet. Med en tilstrækkelig høj tilslutning beskyttes ikke kun det enkelte barn. Vi beskytter også immunsvækkede børn, der ikke kan tåle at blive vaccineret, imod smitte. Ligesom vi beskytter de børn, der endnu er for små til at blive vaccineret.
I 2016 steg tilslutningen til næsten alle vacciner i børnevaccinationsprogrammet.
”Vi har i 2016 set en højere tilslutning til alle vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet end i 2015, med undtagelse af HPV-vaccinen, og det er vi utrolig glade for. Den højere tilslutning skyldes blandt andet den store indsats fra Statens Serum Institut, der sender breve til forældre med en påmindelse om at få deres børn vaccineret, hvis de ikke er blevet det” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Vi har dog også set et markant fald i tilslutningen til HPV-vaccinen i 2016, hvor kun 15 % af pigerne født i 2003 blev vaccineret færdigt med HPV-vaccinen. De danske sundhedsmyndigheder er meget bekymrede over det store fald. Derfor vil der i de kommende år blive arbejdet på at genoprette tillid og en høj tilslutning til HPV-vaccinen.
Som forberedelse til dette arbejde spurgte Sundhedsstyrelsen i 2016 forældre og unge piger om deres holdninger og bekymringer i forhold til HPV-vaccinen. Viden herfra skal bruges til en stor informationsindsats om HPV-vaccinen, der går i gang i 2017.
”I forundersøgelsen var der fokus på viden, holdninger og beslutningsprocesser i forhold til HPV-vaccinen blandt pigerne og deres forældre. Denne viden kan vi bruge til at klæde forældrene bedre på til at kunne træffe beslutning om, hvorvidt deres pige skal vaccineres mod HPV-infektionen” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen har i fællesskab lavet årsrapporten for børnevaccinationsprogrammet i 2016. Rapporten indeholder generel information om vaccinationsprogrammet, tilslutningen til og effekter af vaccinerne, indberettede bivirkninger og de igangsatte indsatser, der skal forsøge at øge tilslutningen til HPV-vaccinen.
Årsrapporten kan læses af alle med interesse for det danske børnevaccinationsprogram, både forældre, medier, beslutningstagere og andre myndigheder.
Læs mere i Børnevaccinationsprogrammet – Årsrapport 2016 (version 2, januar 2018)