Teoribaserede patientanalyser i medicinsk teknologivurdering - en metode publikation
I denne metodepublikation vil det blive vist, hvordan teori inddrages gennem hele analyseprocessen, både når MTV-spørgsmålene formuleres og i den efterfølgende dataproduktion, analyse og konklusion. Dog er der lagt mest vægt på at redegøre for, hvordan teori kan forme og underbygge brugeranalyser og i mindre grad på, hvordan sådanne analyser metodisk udarbejdes på baggrund af litteraturbaserede analyser.
Forståelsen af brugeren som forbunden med teknologi, organisation og økonomi falder i tråd med den forståelse, der ligger til grund for kapitlet om patienten i Sundhedsstyrelsens Metodehåndbog for Medicinsk Teknologivurdering. Nærværende metodepublikation bygger videre på metodehåndbogen og opstiller konkrete forslag til, hvordan forhold vedrørende brugere af teknologi kan undersøges og analyseres i MTV.
Målgruppen for denne publikation er primært producenter af MTV, men publikationen vil også have relevans for alle, der arbejder aktivt med patient- og brugerinddragelse i sundhedsvæsnet.