Intro til kvalitet
Der er enighed om, at det er vigtigt med god kvalitet i ældreplejen – men hvad er egentlig kvalitet, og hvordan kan man vurdere, om man leverer god kvalitet?
Kvalitet er et udtryk for, hvor godt noget er, og kvaliteten i ældrepleje kan beskrives ud fra tre forskellige perspektiver.
- Faglig kvalitet: Kvaliteten i kerneydelserne fx behandling, pleje, omsorg m.fl.
- Borgerrettet kvalitet: Fx borgernes tilfredshed, oplevelser og vurderinger af kontakten med ansatte på ældreområdet
- Organisatorisk kvalitet: Fx tilrettelæggelsen af arbejdet, samarbejdsrelationer, sammenhæng i borgerforløbet og effektiv ressourceudnyttelse.
Husk, at det ikke er altid, at kvalitet fra det ene perspektiv også opleves som kvalitet set fra et af de øvrige.
I kan arbejde med kvalitet i ældreplejen i jeres daglige praksis ved hjælp af faglige pejlemærker og -refleksionsmøder, ledelsessparring og supervision, kompetenceudvikling, borgerinddragelse, anvendelse af redskaber og modeller mv.
Sæt klare mål for kvaliteten
Kvalitet hænger tæt sammen med mål: At opstille mål for en indsats og kortlægge, om man når målet. Men målene kan blive sat på mange forskellige niveauer: På nationalt niveau kan det være lovgivning, bekendtgørelser, målepunkter i tilsyn samt nationale mål, anbefalinger og retningslinjer. Lokalt kan det handle om kommunale kvalitetsstandarder, servicemål samt indikatorer og mål, som indgår i de redskaber, I bruger til at styrke kvaliteten i jeres daglige praksis.
I den daglige praksis kan I arbejde med eller udvikle kvaliteten ud fra faglige pejlemærker som for eksempel nærvær, trivsel, livskvalitet og omsorg. På den måde kan I gøre kvalitetsarbejdet til en del af hverdagen.
Det kan også være, I i jeres team sætter jer konkrete mål for en indsats. Et eksempel kan være, at I sætter det som mål at øge trivslen for en borger med demens ved at tilpasse sansestimuli i hverdagen. Om I når jeres mål kan fx måles på, om den pågældende borger har færre episoder med udadreagerende adfærd.
Balance mellem mål
I praksis er det vigtigt, at der er balance i målene – at der på den ene side er fokus på den faglige kvalitet i behandling og pleje, borgerens oplevelse af kvaliteten og den livskvalitet, som indsatsen giver for borgeren, og på den anden side at I har blik for organisatorisk kvalitet: Det vil sige, at I sikrer, at der er de rette kompetencer og indsatser på rette tid samt ressourcerne til at gennemføre dem.
Hvis der kommer for store ubalancer, kan det medføre menings- og magtesløshed for både ledere, medarbejder og borgere og deres pårørende. Systematisk arbejde med løbende kvalitetsudvikling og -sikring skal således være menings- og værdifuldt for medarbejderne og ske i hverdagen som en del af kerneprocesserne.
Brug PSDA i kvalitetsarbejdet
PDSA er en enkel og konkret metode til at sætte skub i forandrings- og forbedringsprocesser. PDSA er en forkortelse for de engelske begreber Plan (planlæg), Do (udfør), Study (analysér), Act (handl) og omtales også som forbedringsmodellen.