xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Internationalt samarbejde om beredskab på sundhedsområdet

Sundhedsstyrelsen er den overordnede nationale myndighed for beredskabet i sundhedssektoren, og som sådan varetager vi også Danmarks rolle i det internationale samarbejde omkring beredskab på sundhedsområdet.

Sundhedsstyrelsen er blandt andet national koordinerende myndighed for implementeringen af det internationale sundhedsregulativ (IHR) og deltager som Danmarks repræsentant i diverse internationale beredskabsfora, fx under Nordisk Råd og EU.

Det Internationale Sundhedsregulativ (IHR)

WHO’s sundhedsregulativ har til formål at forebygge, beskytte imod, kontrollere og respondere på international sygdomsspredning. Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for at sikre implementeringen af sundhedsregulativet i det danske beredskab.

Sundhedsstyrelsen har den koordinerende rolle i forhold til implementering af sundhedsregulativet, og har medvirket til at sikre at de relevante myndigheder og aktører er blevet involveret og har bidraget til samarbejdet.

Sundhedsstyrelsen medvirker løbende til at sikre og udvikle rammerne for sundhedsregulativets implementering i Danmark og udarbejder løbende rapporter til WHO.

Læs mere om IHR

EU-samarbejde

Sundhedsstyrelsen deltager som en af repræsentanterne fra Danmark i EU’s Health Security Committee (HSC), der har til formål at sikre europæisk koordination i spørgsmål om potentielle grænseoverskridende sundhedstrusler.

Sundhedsstyrelsen har endvidere plads i bestyrelsen for det Europæiske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (ECDC), der overvåger sygdomsforekomsten i Europa og rådgiver de nationale sundhedsmyndigheder om håndteringen af grænseoverskridende sygdomsudbrud.

Nordisk samarbejde

Sundhedsstyrelsen deltager som Danmarks repræsentant i det nordiske beredskabssamarbejde under Nordisk Råd (Svalbard-gruppen). I Svalbard-gruppen sparrer de nordiske sundhedsmyndigheder om udvikling af sundhedsberedskabet og forsøger at finde fælles løsninger på problemstillinger, der ikke kan løses inden for de enkelte lande alene.

Via Svalbard-gruppen kan de enkelte lande endvidere anmode om hjælp til at håndtere større ulykker eller naturkatastrofer.

Læs mere om Svalbard

NATO

Sundhedsstyrelsen deltager som Danmarks repræsentant i NATO’s civile-militære samarbejde på sundhedsområdet.

Opdateret 14 JUN 2022

Håndtering af coronavirus/COVID-19 er en beredskabsopgave