xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hydrochlorthiazid kædes sammen med hudkræft

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at resultaterne fra et nyt dansk studie, som finder, at personer med hudkræft oftere er i behandling med hydrochlorthiazid, på nuværende tidspunkt bør føre til ændringer for patienter i behandling med hydrochlorthiazid.

05 DEC 2017

Sundhedsstyrelsen mener ikke, at resultaterne fra et nyt dansk studie, som finder, at personer med hudkræft oftere er i behandling med hydrochlorthiazid, på nuværende tidspunkt bør føre til ændringer for patienter i behandling med hydrochlorthiazid.

Det videnskabelige tidsskrift, Journal of the American of Dermatology, har offentliggjort et studie*, der forbinder lægemidler mod hypertension, der indeholder stoffet hydrochlorthiazid, sammen med en øget sandsynlighed for hudkræft (særligt pladecellekræft).

”Det er forståeligt, at resultater som disse gør patienter, som er i behandling med hydrochlorthiazid, bekymrede.  Derfor er vi meget tilfredse med, at Lægemiddelstyrelsen har rejst en sag hos det europæiske lægemiddelagentur, så en mulig årsagssammenhæng mellem hydrochlorthiazid og hudkræft kan blive undersøgt nærmere. Vi tager det alvorligt, når der kommer nye studier som dette, der giver mistanke om alvorlige ukendte bivirkninger ved et lægemiddel, men det er samtidig vigtigt, at der ikke bliver draget forhastede konklusioner, og at vi får mere viden på området”, siger specialkonsulent Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen.

Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) i Sundhedsstyrelsen vil følge området nøje:

”Som læge har man flere alternativer, når det gælder valg af lægemiddel til behandling af hypertension, og resultaterne fra dette studie kan indgå i overvejelserne om valget af behandling. Vi vurderer, at man skal være tilbageholdende med at ændre på behandlingen for de patienter, som er velbehandlet på hydrochlorthiazid, indtil redegørelsen fra det europæiske lægemiddel agentur foreligger”, siger Simon Tarp.

Hydrochlorthiazid tilhører lægemiddelklassen thiazid diuretika, som i Danmark ud over hydrochlorthiazid omfatter bendroflumethiazid. Hydrochlorthiazid anvendes ofte som kombinationstablet med et andet antihypertensiva eller et kaliumbesparende diuretika. Bendroflumethiazid fås som kombinationstablet med kaliumchlorid. Det omtalte studie finder ingen sammenhæng mellem hudkræft og brug af bendroflumethiazid eller andre antihypertensiva.