Engelsk

Nyt lægespeciale i akutmedicin

Sundhedsministeren har i dag godkendt Sundhedsstyrelsens indstilling om oprettelse af et nyt lægefagligt speciale i akutmedicin. Den nye type speciallæger kan blive en stor gevinst for det danske sundhedsvæsen.

12 JUN 2017

Sundhedsministeren har i dag godkendt Sundhedsstyrelsens indstilling om oprettelse af et nyt lægefagligt speciale i akutmedicin. Den nye type speciallæger kan blive en stor gevinst for det danske sundhedsvæsen. Speciallægerne i akutmedicin skal være specialister i den akutte og afklarende fase af et sygehuskrævende sygdomsforløb, og de skal arbejde tæt sammen med både sygehusets øvrige speciallæger og med sundhedsvæsenet uden for sygehusene.

”Patienten skal møde en speciallæge i akutafdelingen, som kan vurdere patientens symptomer og tage stilling til den indledende udredning og behandling. Samtidig skal akutmedicineren koordinere patientens videre forløb, både i og udenfor sygehuset, med tæt involvering af speciallæger fra andre specialer. Samtidig kan lokale aftaler sikre, at nogle akutte patientgrupper modtages af speciallæger inden for andre specialer end akutmedicin. Det vigtige er, at patienten hurtigt bliver vurderet, og at der bliver taget stilling til det videre patientforløb”, forklarer direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Med godkendelsen af det nye speciale bliver næste skridt at udarbejde en målbeskrivelse til uddannelsen af de nye speciallæger. Sundhedsstyrelsen vil hjælpe til i den proces i samarbejde med både Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) og andre tilgrænsende specialer. Desuden skal bekendtgørelser tilpasses, der skal etableres uddannelsesprogrammer, uddannelsesforløb, dispensationsordninger m.m. Der vil derfor gå noget tid før de første speciallæger i akutmedicin i Danmark vil kunne opnå speciallægeanerkendelse.

Sundhedsstyrelsens indstilling om et nyt speciale er udarbejdet på baggrund af drøftelser i en arbejdsgruppe, der har foretaget en vurdering og lavet en redegørelse af de faglige og organisatoriske udfordringer på landets akutafdelinger.

Læs mere: Sundhedsstyrelsens indstilling om speciale i akutmedicin til ministeren

Sundhedsstyrelsens rapport: Vurdering af et speciale i akutmedicin i Danmark