Engelsk

Håndtering af nyresten i almen praksis

Der er mange, der får nyresten, især mænd. Månedsbladet Rationel Farmakoterapi beskriver denne gang, hvordan læger kan håndtere nyresten, og hvilke smertestillende lægemidler, der kan bruges til formålet.

18 MAR 2019

Der er mange, der får nyresten, især mænd. Månedsbladet Rationel Farmakoterapi beskriver denne gang, hvordan læger kan håndtere nyresten, og hvilke smertestillende lægemidler, der kan bruges til formålet.

Det er typisk mænd i alderen 30-50 år, der får nyresten. Hver femte mand og lidt under hver tiende kvinde vil opleve at få nyresten. Nyresten skyldes, at kroppens affaldsstoffer krystalliserer og sætter sig fast i urinvejene. Det er meget smertefuldt, men kan som regel behandles med NSAID, som er smertestillende medicin. Små nyresten passerer ofte af sig selv. 

”Hjørnestenen i behandling af akutte smerter ved nyresten er de smertestillende lægemidler, NSAID. Hvilket NSAID, der vælges, afhænger af, hvad patienten ellers fejler, hvilken anden medicin der tages, og om der samtidig er kvalme og opkastninger”, siger farmaceut Casper Larsen. Han tilføjer ”Opioider til behandling af nyrestenssmerter er andet valg og kun til kortvarig brug. Patienter, som har smerter, der ikke reagerer på medicinen, bør henvises akut til en urolog, der er ekspert i nyre- og urinvejssygdomme”.

Nyresten giver typisk smerter i højre eller venstre side af ryggen (flankerne) og nogle gange også kvalme og opkastninger. Der kan også være blod i urinen, som enten kan ses med det blotte øje, eller som kan måles med en urinstix. De fleste sten under 5 mm passerer af sig selv. Hvis man først har haft en nyresten, er der cirka 50 % sandsynlighed for, at man får en nyresten på et senere tidspunkt. Man kan selv sænke risikoen, for at det sker, ved at drikke 2,5-3 liter væske hver dag. 

Læs artiklen i Månedsbladet for Rationel Farmakoterapi, marts 2019: Håndtering af nyresten i almen praksis