xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Mere kokain beslaglægges i Europa

Mængden af beslaglagt kokain er i år på et rekordhøjt niveau i Europa. Meget tyder på, at stigningen i udbuddet af kokain på markedet er forbundet med et stigende antal indberetninger af sundhedsproblemer.

06 JUN 2019

Det viser den Europæiske narkotikaårsrapport 2019, som udkommer i dag fra det europæiske narkotikaovervågningscenter, EMCDDA.

De seneste data fra EU's medlemslande (samt Norge og Tyrkiet) viser, at både antallet af beslaglæggelser og mængden af beslaglagt kokain er steget. Hertil kommer, at koncentrationen i den kokain, der sælges på gadeplan, er på et historisk højt niveau. Og samtidig stiger antallet af personer, som kommer i stofbehandling for første gang, og har kokain som hovedproblem for deres misbrug.

Den tendens viser sig også i Danmark, hvor antallet af personer, der for første gang bliver indskrevet i misbrugsbehandling med kokain som hovedstof, er steget fra 13 procent i 2016 til 18 procent i 2017. Det fremgår af rapporten ”Stofmisbrugsbehandling – efterspørgsel og tilgængelighed”, som også offentliggøres i dag.

Antallet af nye stoffer falder stadig

I årsrapporten fra EMCDDA er der også fokus på de nye psykoaktive stoffer (NPS), der indberettes fra EU s medlemslande. I 2018 blev 55 nye psykoaktive stoffer opdaget og indberettet i EU. Det betyder, at det samlede antal stoffer, som overvåges på europæisk plan i dag, er 730. De årlige antal indberettede NPS er de seneste år faldet fra 101 i 2014, til 66 i 2016, 52 i 2017 og 55 i 2018. 

Selv om der er dukket færre nye stoffer op i de senere år, er mange af dem under særlig overvågning i EMCDDA og i EU's medlemslande. EMCDDA fremhæver, at selv om den opioid-epidemi, der ses i USA og Canada i disse år, slet ikke ses i Europa, giver det stadig anledning til bekymring, at der forekommer illegalt brug af de særlige syntetiske opioider, især fentanyl-analoger. Disse stoffer er nemlig i høj grad forbundet med forgiftninger og dødsfald, da de er særligt potente og nemme at overdosere.
 
Læs den europæiske årsrapport fra EMCDDA

Læs rapporten Stofmisbrugsbehandling – efterspørgsel og tilgængelighed 

Se i øvrigt materiale fra EMCDDA:

EMCDDA's pressemeddelelse på dansk

EMCDDA's rapport, Denmark Country Drug Report 2019 (bliver tilgængelig i løbet af i dag, den 6. juni)

Læs mere om The European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA)