Få en plads på diplommodulet om at forebygge og håndtere voldsomme episoder i ældreplejen
Arbejder du som leder, nøgleperson, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant inden for ældreplejen, har du fortsat mulighed for at tilmelde dig en gratis plads på holdene i Odense eller Ålborg i efteråret 2022. Den gratis uddannelse har kørt siden starten af 2021. Den tager afsæt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at forebygge, håndtere og lære af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i ældreplejen.
Diplommodulet skal styrke ledere og medarbejdere i ældreplejen til at arbejde mere systematisk med udadreagerende adfærd og voldsomme episoder primært hos borgere med demens og herigennem øge trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere. Diplommodulet har været fyldt op i både 2021 og vinteren 2022, men der er stadig ledige pladser på holdet i efteråret 2022 i både Odense og Ålborg.
Der har været stor tilfredshed med uddannelsen.
”Evalueringerne fra uddannelsen viser, at den er blevet taget rigtig godt imod af kursusdeltagerne. De har været tilfredse med forløbet og oplevet, at det har været lærerigt, spændende og yderst brugbart i deres hverdag. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde diplommodulet igen her i efteråret og håber, at det også bliver fyldt helt op”, fortæller projektleder Louise Schytte
Fakta om diplommodulet
Diplommodulet henvender sig primært til ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter, demenskoordinatorer og nøglepersoner i ældreplejen, der har ansvar for at udvikle deres medarbejderes praksis eller implementere processer og arbejdsgange i ældreplejen.
Diplommodulet har et omfang på 8 undervisningsdage og tages på deltid over en 16 ugers periode. Undervisningen er praksisnær og veksler mellem fysisk fremmøde og virtuel undervisning med teoretiske oplæg, diskussioner og gruppearbejde.
I efteråret 2022 (opstart august) foregår undervisningen i København (her er venteliste), Odense og Aalborg. Der er plads til 25 deltagere pr. hold.
Modulet er udviklet i samarbejde med professionshøjskolen UCN act2learn, som udbyder uddannelsen på vegne af Sundhedsstyrelsen.
Læs mere om diplommodulet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Her er det også muligt for øvrige professionshøjskoler at hente inspirationsmateriale om uddannelsen: Kompetenceudvikling – Diplommodul