xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Første nationale kliniske anbefalinger om brug af lægemidler ved forebyggelse og behandling af covid-19

Sundhedsstyrelsen sender de første af en række af nationale kliniske anbefalinger om brug af lægemidler ved forebyggelse og behandling af covid-19 i høring. De første anbefalinger handler om brug af glukokortikoid (binyrebarkhormon) til behandling af børn og unge, voksne, samt gravide og ammende med covid-19.

23 MAR 2022

Da covid-19 spredte sig i 2019, var der meget begrænset viden om, hvilke lægemidler der kunne anvendes mod sygdommen. Der er siden udviklet nye lægemidler og afprøvet allerede kendte lægemidler til at forebygge og behandle covid-19, og der er kommet mere viden på området. Glukokortikoid-anbefalingerne er de første anbefalinger, ud af en række prioriterede lægemiddelområder til forebyggelse og behandling af covid-19. De kommende anbefalinger vil blive sendt i høring løbende i de kommende måneder.

”Sammen med landets faglige eksperter har vi præciseret og prioriteret de områder, hvor det er vigtigst at få afklaret evidensen og give vejledning om, hvilke lægemidler der bør bruges eller undlades”, fortæller Simon Tarp, der er formand for arbejdsgruppen.

De lægemidler, arbejdsgruppen ser på, har enten som formål at forebygge infektion, forebygge sygdom efter smitte eller forebygge alvorlig sygdom med covid-19. Derudover er formålet med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at understøtte de kliniske selskabers arbejde med anbefalingerne og dermed sikre robusthed i forhold til en evt. udvikling.

”Høringsprocessen er med til at sikre, at vi får anbefalinger af høj kvalitet, og at de efterfølgende kommer til gavn for klinikerne og patienterne. Vi ser derfor meget frem til både at modtage faglige kommentarer og kommentarer om eventuelle organisatoriske udfordringer med den efterfølgende implementering af anbefalingerne”, forklarer Simon Tarp fra Sundhedsstyrelsen.

Formålet med anbefalingerne er at bidrage med nationale standarder for brug af lægemidler ved forebyggelse og behandling af covid-19 og derigennem medvirke til en ensartet og evidensbaseret tilgang på tværs af landet. Målgruppen for de nationale kliniske anbefalinger er personer i sundhedssektoren, der varetager behandling og pleje af patienter med covid-19, herunder læger og sygeplejersker.

Anbefalingerne om glukokortikoid til covid-19 er forskelligartede og rummer både anbefalinger for og imod brug af lægemidlet, afhængig af graden af sygdom. De er i høring frem til den 19. april 2022. Derefter bliver høringssvarene indarbejdet, og anbefalingerne forventes færdige i starten af maj 2022.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside findes listen over prioriterede lægemiddelspørgsmål samt status for dem. 

Gå til Høringsportalen

Se kommissorium

Se fokuserede spørgsmål og status

Se medlemsliste for arbejdsgruppen og referencegruppen

Om nationale kliniske anbefalinger

Sundhedsstyrelsens nationale kliniske anbefalinger skal fungere som beslutningsstøtte, når fagpersoner skal træffe beslutninger om, hvilken sundhedsfaglig indsats der skal tilbydes i specifikke kliniske situationer.


Anbefalingerne har ofte et tværfagligt og tværsektorielt fokus og skal medvirke til, at der kommer ensartede tilbud om forebyggelse, undersøgelse og behandling af høj faglig kvalitet på tværs af landet.


En national klinisk anbefaling er afgrænset til en specifik problemstilling i et patientforløb og er et supplement til landsdækkende, regionale og kommunale retningslinjer samt behandlingsvejledninger fra de faglige selskaber.


Læs mere om Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer og anbefalinger her