xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvilke udfordringer og muligheder er der på brystkræftområdet?

Sundhedsstyrelsen har i en ny rapport beskrevet kapacitetsudfordringer på brystkræftområdet. Rapporten gennemgår udfordringerne på området og kommer desuden med anbefalinger til løsninger.

24 MAR 2022

Brystkræftområdet har været præget af udfordringer i en årrække. Sundhedsstyrelsen nedsatte derfor i sommeren 2021 en faglig arbejdsgruppe, der skulle rådgive Sundhedsstyrelsen om de nuværende udfordringer på brystkræftområdet og bidrage med anbefalinger til mulige løsninger på kort og langt sigt.

Udfordringerne på brystkræftområdet drejer sig særligt om utilstrækkelig kapacitet inden for både screening, udredning og behandling af brystkræft. Årsagerne er blandt andet mangel på kvalificeret personale, for eksempel radiografer, læger og sygeplejersker, samtidig med at der over de seneste år er kommet et stigende antal patienter og en øget kompleksitet i udrednings- og behandlingsmuligheder.

Sundhedsstyrelsen har løbende fulgt situationen sammen med regionerne, og regionerne har gennem de senere år arbejdet med flere tiltag for at løse udfordringerne. Alligevel vurderer

Sundhedsstyrelsen, at brystkræftområdet kun lige netop i balance kapacitetsmæssigt, og selv mindre ændringer, som for eksempel sygemeldinger hos personalet, kan få balancen til at tippe og føre til ventetid. Der er aktuelt fortsat to regioner, der har svært ved at overholde tiderne til screening og udredning for brystkræft.

”Arbejdsgruppen har hjulpet os med at få et klart billede af udfordringerne og hvilke muligheder, der er for at løse dem, dels på kort, men særligt på længere sigt. Det er også blevet klart, at det er en kompleks situation, hvor der ikke er nogle nemme løsninger. Der er mangel på kvalificeret personale, som det ofte tager lang tid at uddanne, og de kan ikke bare hentes i andre regioner eller i udlandet – for der mangler de også” siger Enhedschef Tanja Popp.

Drøftelserne i arbejdsgruppen er kommet vidt omkring de forskellige dele af arbejdet med brystkræft i sundhedsvæsenet, og har resulteret i 11 anbefalinger. De handler dels om at uddanne mere personale, men også om at udnytte kapaciteten bedre gennem ændrede procedurer, bedre koordination og samarbejde. Anbefalingerne indgår nu i det videre arbejde i en politisk task force på brystkræftområdet.

Kapacitetsudfordringer på brystkræftområdet - Faglig gennemgang af udfordringer og anbefalinger til løsninger