xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvilken præventionsform med hormon giver den laveste risiko for blodpropper og kræft?

Kvinder, der bruger præventionsmidler med hormon, som p-piller og hormonspiral, er i risiko for at få alvorlige bivirkninger. Derfor har Månedsbladet for Rationel Farmakoterapi udgivet en praktisk guide til, hvad almen praksis skal tage op i en samtale om prævention.

21 FEB 2022

Den nye udgave af Månedsblad for Rationel Farmakoterapi giver en række gode råd, som lægen med fordel kan bruge, når han eller hun skal vurdere, hvilket præventionsmiddel med hormon, der egner sig bedst til kvinder i forskellige aldersgrupper og med forskellig grundrisiko. Månedsbladet indeholder desuden konkrete anbefalinger om, hvilke præventionsmidler med hormon lægen bør vælge imellem ud fra en risikovurdering.

”Vi håber, at vi med månedsbladet kan give de praktiserende læger nogle brugbare værktøjer til at vælge mellem de forskellige præventionsmidler med hormon. Det er meget vigtigt, at lægen forholder sig til den enkelte kvindes risiko for at få alvorlige bivirkninger som blodpropper og kræft,” fortæller specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Iben Lund Thonesen.

Præventionsmidler med hormon som p-piller og p-ring giver en øget risiko for blodpropper. Risikoen stiger med alderen og er afhængig af både hormonmængde og hormontype. Hormonspiral og p-piller øger derudover risikoen for brystkræft, og risikoen stiger jo længere tid, kvinden bruger den form for prævention. Samlet set er der dog ikke højere risiko for kræft ved brug af p-piller i forhold til kvinder, der aldrig har anvendt prævention med hormon, fordi p-piller samtidig nedsætter risikoen for kræft i æggestokke og i livmoderslimhinden.

Flere skal bruge p-piller med lavere indhold af østrogen

Inden for p-piller er førstevalget levonorgestrel og 20 mikrogram østrogen, men til kvinder med blødningsforstyrrelser kan man overveje p-piller med højere østrogendosis.

”Vi kan se af forbrugstallene, at mange kvinder bruger p-piller, der indeholder levonorgestrel og 30 mikrogram østrogen, og vores vurdering er, at mange kvinder i stedet kunne bruge p-piller med et lavere indhold af østrogen. Derfor håber vi, at vi med artiklen kan være med til, at flere bliver sat i behandling med p-piller med lavest muligt indhold af østrogen, og at de høje doser kun bruges til dem, som har brug for det,” fortæller Iben Lund Thonesen.

Månedsbladet gennemgår også den nyeste viden om andre hyppige bivirkninger som humørsvingninger, depression, akne og blødningsforstyrrelser.

Læs mere i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 2, 2022: Hormonal kontraception – Hvad skal jeg vælge?

Opdateret 22. februar 2022 kl. 12:50 og 23. februar 2022 kl. 11:07