xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye anbefalinger skal ændre tilgangen til personer med samtidigt brug af flere lægemidler (polyfarmaci)

Hvilke tiltag kan være med til at forebygge og håndtere, at personer med mange samtidige sygdomme (multisygdom) får uhensigtsmæssigt mange lægemidler på samme tid? Det beskriver Sundhedsstyrelsen i nye anbefalinger målrettet sundhedsprofessionelle og beslutningstagere.

24 MAJ 2022

”Det kan være både nødvendigt og gavnligt at bruge flere lægemidler på samme tid. Og brugen af de enkelte lægemidler stemmer ofte overens med de gældende retningslinjer for de enkelte sygdomme. Men det er desværre ofte usikkert, om ny medicin virker efter hensigten, når den bliver givet til personer, der i forvejen får mange lægemidler. Samtidig stiger risikoen for skadelige virkninger, jo flere lægemidler man tager. Derfor er det vigtigt at tage emnet op,” siger chefkonsulent Solveig Forberg.  

Anbefalingerne beskriver både, hvordan man kan forebygge uhensigtsmæssig brug af mange lægemidler, hvem der er i særlig risiko for at få mange lægemidler, og forslag til udvikling af metoder til at finde de patienter, der har behov for en særlig indsats.

Den sundhedsprofessionelle anbefales at tage udgangspunkt i den enkelte patient og dennes situation, når den nuværende behandling revurderes, eller når der er overvejelser om at give yderligere lægemidler. Samtidig anbefales det, at den praktiserende læge som udgangspunkt tager sig af den løbende vurdering af lægemiddelforbruget hos patienterne, og at der gennemføres en medicingennemgang på de relevante patienter enten i eller i tæt samarbejde med almen praksis.

”De 13 anbefalinger beskriver konkrete tiltag, der skal ruste sundhedsprofessionelle til at forebygge og håndtere uhensigtsmæssig brug af lægemidler hos personer med mange sygdomme. Anbefalingerne er skrevet i et samarbejde med en meget bred og engageret arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra otte forskellige faglige selskaber, Danske Patienter, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Derudover har vi haft anbefalingerne ude i offentlig høring for at sikre, at de er brugbare i det tværfaglige samarbejde. Vi håber, at de kan være en løftestang til at få udviklet området,” siger chefkonsulent Solveig Forberg.

Sundhedsstyrelsen er derudover i gang med at udarbejde anbefalinger om multisygdom, som forventes udgivet i efteråret 2022. Anbefalingerne vil fokusere på, hvordan forløb for personer med multisygdom skal tilrettelægges, samt anbefale på hvilke områder, hvor der er behov for, at ny viden opbygges.

De nye anbefalinger for brug af lægemidler hos personer med mange sygdomme er desuden omdrejningspunktet for Indsatser for Rationel Farmakoterapis Stormøde om polyfarmaci ved multisygdom, som bliver holdt den 2. juni 2022. 

Anbefalingerne

Anbefalinger om polyfarmaci ved multisygdom

Høringsnotat og høringssvar

Hvad er multisygdom?

Personer med multisygdom er personer med to eller flere kroniske sygdomme, der optræder samtidig, og hvor én sygdom ikke nødvendigvis er mere central end de andre.

 

Behandlingsvejledninger og andre anbefalinger på lægemiddelområdet, der skal rådgive læger og andet sundhedspersonale i behandlingen af mennesker med sygdomme, tager som oftest kun udgangspunkt i én sygdom eller ét symptom ad gangen.

 

Der mangler viden og rådgivning om brug af flere lægemidler på samme tid, og hvordan der eventuelt kan prioriteres imellem lægemidlerne.

Hvad er polyfarmaci?

Polyfarmaci er ofte en direkte konsekvens af, at en person har multisygdom.

 

Polyfarmaci er ikke et entydigt defineret begreb. I den bredeste forstand beskriver polyfarmaci blot brug af flere lægemidler samtidig.

 

De senere år er begrebet polyfarmaci ofte blevet defineret, som samtidig anvendelse af flere end et bestemt antal lægemidler, typisk sat til 5 eller flere lægemidler.

 

Polyfarmaci opfattes traditionelt som overforbrug af medicin, men de senere år er man blevet mere opmærksom på at tale om hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig polyfarmaci, da der er mange tilfælde, hvor polyfarmaci kan være både nødvendigt og gavnligt.