xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Sundhedsstyrelsen udgiver tre nye vejledninger om patientdosimetri

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye vejledninger om måling og indsamling af patientdoser til sammenligning med diagnostiske referenceniveauer for nuklearmedicinske undersøgelser og referencedoser for patienter, der modtager røntgenundersøgelser.

03 MAJ 2022

Referenceniveauer og referencedoser er et fastlagt nationalt dosisniveau, som en undersøgelse på en standard patient forventes at holde sig under. Det er vigtigt at kunne sammenligne doser på tværs af sygehuse for den samme type af nuklearmedicinske undersøgelse eller røntgenundersøgelse, for at sikre, at alle undersøgelser foretages på den bedst mulige måde. 

”Referencedoserne er et vigtigt redskab til at gennemføre røntgenundersøgelser og nuklearmedicinske undersøgelser med samme høje kvalitet landet over. Referencedoserne er ikke grænseværdier, men et sammenligningsgrundlag, som er fastsat ud fra de dosisniveauer, som bruges på hospitalerne. Formålet er at indskrænke spredningen i doser, så man både sikrer, at de anvendte doser er tilstrækkelige til at give den nødvendige billedkvalitet, samtidig med at patienterne ikke udsættes for unødigt høje doser,” forklarer sektionsleder Hanne Waltenburg.

Vejledningerne handler om måling af patientdoser ved henholdsvis nuklearmedicinske undersøgelser af voksne, CT-undersøgelser af voksne og ved en række røntgenundersøgelser, inklusiv CT-undersøgelser af børn. Desuden indeholder vejledningerne nye diagnostiske referenceniveauer for nuklearmedicin samt referencedoser for en række røntgenundersøgelser.

Som noget nyt er der også indsamlet patientdoser og fastsat diagnostiske referenceniveauer for en række undersøgelser udført på hybridskannere (PET/CT og SPECT/CT). Indsamlingen af patientdoser for røntgenundersøgelser, inkl. CT, af børn, er sket som en del af et nordisk samarbejde for at sikre et større og bedre datagrundlag. 

 

Hvad er patientdosimetri?

Patientdosimetri er et værktøj, der skal være med til at sikre den bedst mulige kvalitet af undersøgelser, der udføres ved anvendelse af eksempelvis radioaktive lægemidler eller røntgenstråling, under samtidig hensyntagen til den dosis, patienten får fra undersøgelsen. Ved patientdosimetri bestemmes den dosis, som patienten typisk får fra en given undersøgelse. For nogle typer af undersøgelser skal man inddrage de nationale diagnostiske referenceniveauer/doser i vurdering af kvaliteten.