xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Temadag vil sætte fokus på værdighed i den sidste tid

Hvordan kan vi i ældreplejen blive bedre til at tage de nødvendige samtaler med borgere og deres pårørende, så den sidste tid bliver så værdig som mulig og i overensstemmelse med den enkeltes ønsker og behov?

08 APR 2022

Det er et af omdrejningspunkterne, når Videnscenter for værdig ældrepleje afholder den første af flere temadage om værdighed i den sidste tid. Her vil vi sætte fokus på rammerne for en værdig sidste tid, herunder hvordan man som medarbejder på plejehjem, midlertidige døgnpladser og i hjemmeplejen bliver endnu bedre til at have gode samtaler om en værdig død for den enkelte. Det kan være svært, men det er helt centralt for at kunne imødekomme borgerens ønsker og behov i den sidste periode af livet.

”Det at tale med borgerne og deres pårørende om borgernes ønsker og håb for en god og værdig tid i deres sidste tid – og ikke mindst en værdig afslutning på livet - kan være svært for den enkelte medarbejder. På denne temadag præsenterer vi praksisnære eksempler og metoder, som kan anvendes som inspiration i egen praksis. Vi håber, at mange vil deltage med andre kollegaer, så de kan støtte hinanden i det videre arbejde efter temadagen”, siger programleder i Videnscentret Kari Rose Holm.

Med udgangspunkt i en personcentreret omsorg bliver vi klogere på, hvordan vi styrker borgerens livskvalitet og selvbestemmelse, og hvordan vi skaber et godt og værdigt samarbejde med de pårørende.  Temadagen vil også komme med konkrete ideer til, hvordan ledere og medarbejdere i fællesskab kan skabe rum for at styrke værdigheden i den sidste fase af borgerens liv.

Der vil blive taget udgangspunkt i konkrete og praksisnære metoder og redskaber, som tager afsæt i deltagernes egen hverdag og praksis.  

Temadagen er til medarbejdere og ledere i ældreplejen, der ønsker inspiration og input til arbejdet med værdighed i den sidste tid. 

Praktisk information 

Temadagen bliver afholdt tre steder i landet:

  • København d. 23. maj 2022 kl. 9-15 i MBKs lokaler, Pilestræde 61, 1112 København K
  • Middelfart d. 25. maj 2022 kl. 9-15 på Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart
  • Aalborg d. 7. juni 2022 kl. 10-16 på Radisson Blu Limfjord Hotel, Ved Stranden 14-16, 9000 Aalborg

Det er gratis at deltage. Dog er der begrænset antal pladser, så det er ”først til mølle”. 

Tilmelding foregår elektronisk og du kan tilmelde dig her. Der er tilmeldingsfrist d. 16. maj 2022 for temadagene i København og Middelfart, samt d. 1. juni for temadagen i Aalborg. 

Kontakt

Spørgsmål vedrørende temadagen kan rettes til vaerdighed@sst.dk

Læs mere om Videnscenter for værdig ældrepleje på Videnscentrets hjemmeside samt på Facebook og LinkedIn.