Engelsk

Implementeringshåndbog

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en implementeringshåndbog med konkrete forslag til, hvordan sygehuse og kommuner kan implementere de nationale kliniske retningslinjer

Implementeringshåndbogen indeholder et bredt udvalg af evidensbaserede metoder, som kan inspirere til lokale initiativer og fremme implementeringen. Det er bl.a. forslag til, hvordan man kan fastsætte mål, bruge feedback, lave tidsestimater og inddrage patienter og pårørende.

Indhold

Håndbogen er bygget op i to hovedsektioner:

En sektion med gode råd til gennemførelse af implementeringsaktiviteterne fra start til slut. Denne del trækker på generel implementeringsteori og forskning i implementering af forbedringer i sundhedssektoren

En sektion med udvalgte erfaringsbaserede hjælpeværktøjer, som kan understøtte gennemførelsen af specifikke delopgaver. Denne del indeholder detaljerede skemaer og vejledninger.

Sigtet med håndbogen er at præsentere et udvalg af metoder og værktøjer, man kan bruge i det daglige implementeringsarbejde.

Målgruppe

Den primære målgruppe for håndbogen er de medarbejdere, der får til opgave at drive processen med at implementere den givne NKR i en institution eller på tværs af institutioner, fx som projektleder eller projektmedarbejder i en projektgruppe.

Værktøjskassen kan desuden benyttes af ledere, der har det øverste ansvar for implementeringen og af fagfolk, der som følge af implementeringen skal ændre en del af deres praksis.

Opdateret 01 MAJ 2019