Engelsk

Metode

Den Nationale Rekommandationsliste er udarbejdet efter en systematisk og transparent metode i samarbejde med specialistgrupper og et rådgivende udvalg.

Rekommandationslisten bygger på en fastlagt metode, hvori der indgår fokuserede spørgsmål, en dokumenteret litteratursøgning, gennemgang af evidensen for lægemidlernes effekt og bivirkninger samt andre forhold.

Der inddrages kliniske erfaringer fra specialistgrupper, der er udpeget af relevante specialeselskaber, heriblandt altid Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Herudover er der nedsat et Rådgivende Udvalg for Den Nationale Rekommandationsliste, der rådgiver Sundhedsstyrelsen og indstiller til godkendelse i Sundhedsstyrelsen.

I Sundhedsstyrelsen er det Indsatser for Rationel Farmakoterapi, der varetager udarbejdelsen af rekommandationslisten.

Rekommandationer

Rekommandationerne tager udgangspunkt i en samlet vurdering af følgende områder:

  • Effekt og bivirkninger
  • Kontraindikationer
  • Interaktioner
  • Patientværdier og patientpræferencer. 

Rekommandationerne gives i tre niveauer:

  • Rekommanderet
  • Rekommanderet i særlige tilfælde
  • Ikke rekommanderet 

Høring

Nye rekommandationslister sendes i høring i ca. fire uger på den offentlige høringsportal. Indkomne høringssvar, høringsversionen og et høringsnotat vil blive lagt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside i forbindelse med offentliggørelse af den endelige rekommandationsliste.

Opdateret 28 MAR 2019