xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Skip to content

Videndeling og koordinering

For at skabe synergier og sammenhænge mellem Fælles om ungelivet og andre indsatser i kommunen, skal I som programgruppe arbejde aktivt for en systematisk videndeling og koordinering internt i kommunen. Vær opmærksom på, at det kræver en stor indsats at arbejde systematisk med koordinering og videndeling.

Det anbefaler vi, at I gør

  • Få overblik gennem kortlægninger

    Kortlæg indsatser, netværk, samarbejdsfora m.fl. med relevans for Fælles om ungelivet. Et samlet overblik kan bidrage til, at I kan drage nytte af de snitflader, der er, og undgår parallelindsatser i kommunen.
  • Etabler et formaliseret netværk eller en koordinationsgruppe

    Hvis der er mange indsatser, der overlapper i kommunen, kan det være en god idé at styrke kommunikationen og videndelingen gennem et formaliseret netværk eller en koordinationsgruppe på medarbejderniveau. Her kan I dele viden og erfaringer samt koordinere kontakten til målgrupper.

    Eksempel på koordinationsgruppe i Gentofte Kommune

  • Systematiser videndeling og koordinering

    Sørg for at systematisere videndeling og koordinering internt i programmet og med relevante eksterne parter, så der løbende er et opdateret overblik over udviklingen i Fælles om ungelivet. Det kan gøres gennem løbende nyhedsbreve eller opdateringer på kommunens intranet.

Forskel på tilgang i små og store kommuner

I arbejdet med Fælles om ungelivet kan I opleve forskellige styrker afhængigt af, om I kommer fra en større eller en mindre kommune.

Større kommune

I en større kommune kan behovet for intern koordinering være omfattende. Koordineringsarbejdet er dog relevant, da det muliggør at drage nytte af andre projekters indsatser og formål samtidig med, at den lokale data indsamlet i Fælles om ungelivet kan udbredes til allerede eksisterende projekter. Som medarbejdere i en større kommune kan I i højere grad forvente at have de rette ressourcer i form af viden, erfaringer, kompetencer og medarbejdere internt i kommunen til at arbejde systematisk og vedvarende med rusmiddelforebyggelsen blandt unge. I har samtidig også gode muligheder for at samarbejde med eller trække på erfaringer fra allerede igangsatte relevante indsatser internt i kommunen. Da der kan være stor afstand og begrænset kendskab til medarbejdere i andre forvaltninger, kan man invitere sig selv på besøg i andre forvaltninger med et formål om at lære hinandens arbejdsområder bedre at kende og samarbejde om fælles dagsordener.

Mindre kommune

Som medarbejdere i en mindre kommune har I bedre forudsætninger for at danne jer et overblik over allerede eksisterende indsatser om unge og rusmiddelforebyggelse, så parallelindsatser eller overlap undgås. Det vil desuden være nemmere at identificere eventuelle relevante samarbejdspartnere internt i en mindre kommune, da der er en større sandsynlighed for, at kolleger allerede kender hinanden eller har et eksisterende samarbejde, eksempelvis på tværs af forvaltninger eller fagområder.

Hensyn til kommuners forskellighed

Der er flere andre forskelle på landets kommuner end kommunestørrelse. Eksempelvis hvordan I er organiseret, jeres traditioner for at arbejde på tværs i kommunen og med lokale aktører som foreninger og civilsamfundet, jeres erfaringer med rusmiddelforebyggelse målrettet unge mv. Jeres forskelligheder gør, at I arbejder med Fælles om ungelivet på forskellige måder.