Netværksmøder om at skabe trivsel i ældreplejen og undgå voldsomme episoder
Sundhedsstyrelsen inviterer dig til en række netværksdage, hvor du kan dele dine erfaringer og høre, hvordan dine kolleger arbejder med at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder og udadreagerende adfærd i ældreplejen.
Demenssygdom kan med tiden påvirke borgerne, så de reagerer med en adfærd, der kan virke uforståelig og voldsom, fx agiteret, truende eller rastløs adfærd. Adfærden er ofte udtryk for, at borgeren ikke trives, og situationerne giver utryghed for borgeren selv, andre borgere og for medarbejderne.
Sundhedsstyrelsen inviterer nu til regionale netværksmøder, hvor du får mulighed for at udveksle erfaringer og blive klogere på, hvordan du kan gennemføre og forankre indsatser, der forebygger udadreagerende adfærd og voldsomme episoder, og dermed skabe en øget trivsel og tryghed på din arbejdsplads. I hver region afholder vi en møderække på tre netværksmøder, og du skal som udgangspunkt kunne deltage i alle tre møder.
Hvad får du ud af at deltage?
- Inspiration til, hvordan I går fra viden til handling og fastholder de gode indsatser
- Perspektiver på, hvordan I skaber psykologisk tryghed over for medarbejdere
- Indspil til, hvordan I skaber et fælles fagligt afsæt
- Relevante oplæg, der bidrager med konkrete metoder og faglige tilgange
- Udveksling og sparring på problemstillinger og løsninger
- Mulighed for netværk med kolleger fra andre kommuner og arbejdspladser.
Målgruppe
Netværksdagene er for dig, der er leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant i ældreplejen. Du arbejder enten i en kommunal, privat eller selvejende plejeenhed.Tid og sted
Netværksdagene afholdes i november 2023, april 2024 og oktober 2024. Nedenfor kan du se, hvor og hvornår det første netværksmøde afholdes:
- Netværk Nordjylland: Aalborg 13. november 2023
- Netværk Sjælland: Ringsted 13. november 2023
- Netværk Midtjylland: Århus 14. november 2023
- Netværk Syddanmark: Odense 20. november 2023
- Netværk Hovedstaden: København 22. november 2023
Møderne afholdes i tidsrummet 11.30-15.00
Du tilmelder dig alle tre netværksmøder, når du tilmelder dig.
Tilmeld dig allerede nu
Du kan kun deltage i det netværk, som afholdes i den region, hvor din arbejdsplads er placeret. Det er gratis at deltage og forplejning er inkluderet.
På hvert netværk er der plads til 50 deltagere. Tilmelding foregår efter ”først til mølle”-princippet. Sundhedsstyrelsen forbeholder sig retten til at sortere i de tilmeldte deltagere.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at medarbejdere om muligt? deltager sammen med deres leder for at sikre implementering og ledelsesforankring.
Fristen for tilmelding er 30. oktober 2023.