xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Film: Samarbejde mellem pårørende og hjemmeplejen

Brug filmen og de tilhørende spørgsmål på et personalemøde om pårørendesamarbejde.

VIDEN OG INSPIRATION, FILM 09 JAN 2023

Hvad er et godt samarbejde med pårørende? Og hvordan kan I styrke samarbejdet hos jer? På denne side finder du en kort film og et sæt refleksionsspørgsmål, der kan hjælpe dig i gang med at sætte pårørendesamarbejdet på dagsordenen hos jer.

Materialerne er udarbejdet i forlængelse af en analyse, der er lavet for Sundhedsstyrelsen, og som kortlægger nuværende praksis i forhold til pårørendesamarbejde samt kompetencebehov, anvendte metoder og indsatser.

Filmen præsenterer de vigtigste pointer fra undersøgelsen.

Sådan bruger du filmen og refleksionsspørgsmålene

Filmen varer under tre minutter, og den kan ses samlet eller opdelt i tre små klip, et for hvert af hovedpointerne i undersøgelsen. 
Der kan være mange forskellige anledninger til at sætte en fælles faglig refleksion i gang: Personalemøde, gennemgang af borgere, temadag om pårørende, undervisningsgang, supervision mv. Hvordan du bruger filmen, afhænger af jeres rammer for det faglige møde, men en første refleksion på det samlede materiale ville kunne nås, hvis du afsætter ca. 45-50 min. 

Forberedelse

  • Vær tydelige om format og rammer for den faglige refleksion: Hvor lang tid har I? Vil du tage alle pointer på et møde eller opdele refleksionen på flere møder? Er der en facilitator, som kan samle jeres refleksioner op? Ønsker I at igangsætte en prøvehandling på baggrund af drøftelsen?
  • Afprøv formatet. Åbn refleksionsspørgsmålene, som du finder i præsentationen nedenfor og test, at filmen og lyden går i gang.
  • Overvej, om du ønsker at tage udgangspunkt i de foreslåede spørgsmål, eller om du vil tilpasse dem, så de bedre rammer jeres praksis. 
  • Overvej, om du vil starte med at vise filmen i sin helhed for at give et samlet billede af undersøgelsen, eller om I går direkte til de tre filmklip med pointerne fra undersøgelsen.

Når I er sammen

  • Præsentér rammerne for mødet, baggrund for at se filmen, og hvad I gerne vil opnå med mødet.
  • Hvis det er besluttet at vise filmen i sin helhed, start med det. Gå derefter i gang med at se de tre klip hvert for sig og drøfte de tilhørende spørgsmål.
    • Se klippet sammen 
    • Drøft spørgsmålene to-og-to, eller drøft i plenum
    • Saml op, og notér evt. de vigtigste refleksioner fra jeres faglig refleksion.
  • Når I har gennemgået de forskellige klip, aftal gerne hvordan I vil følge op, og hvem der skal være tovholder for det.

Hent refleksionsspørgsmålene


Animationen er udarbejdet af Karen Leth Illustrations Aps