Engelsk

Sunde børn

Det kan være overvældende at stå med ansvaret for et helt nyt liv. Sundhedsstyrelsen har udgivet en bog til støtte for jer, der lige er blevet forældre. Den indeholder den vigtigste viden for nybagte forældre samt råd og anbefalinger om det lille barns forskellige behov, dets udvikling og sundhed og er lige til at slå op i, når I har brug for et kvalificeret svar på nogle af alle de spørgsmål, der dukker op især i starten af forældreskabet.

Bogen ”Sunde børn” er en nyttig bog til nye forældre. Den samler råd og anbefalinger om børns sundhed og udvikling fra 0 til 2 år, og den giver også inspiration til, hvordan I kan afstemme forventningerne til hinanden som forældre, arbejde sammen og tage fælles beslutninger, der er gode for barnet og jeres familie.

Bogen indeholder bl.a. afsnit om: 

  • Amning, spørgsmål og svar
  • Modermælkserstatning, sådan gør man
  • Barnets mad, søvn og gråd
  • Barnets udvikling trin for trin med inspiration til leg og samvær
  • Parforholdet i den ny familie med inspiration til, hvordan problemer kan drøftes og løses
  • Lægeundersøgelser, vaccinationer og sygdomme.

Sunde børn i et nyt land 

Bogen ”Sunde børn i et nyt land” er rettet mod forældre, der ikke har dansk som modersmål, og som stadig er mest trygge ved deres eget sprog. I bogen beskrives de anbefalinger, som de danske sundhedsmyndigheder giver for, at børn kan vokse op og blive så sunde som muligt.

Bogen beskriver også de generelle, kulturelle normer for spædbørnspleje, små børns mad, vitaminer og vaccinationer og leg samvær med barnet, som de fleste i Danmark genkender. Bogen kan købes i Komiteen for Sundhedsoplysning, på de fleste apoteker eller hentes på sst.dk 

Forældrene kan bruge bogen i samtaler med sundhedsplejersken, lægen eller andre om barnets sundhed og udvikling set ud fra forskellige kulturelle baggrunde og værdier. Bogen er udkommet på engelsk, arabisk, farsi, polsk, rumænsk og somali og udleveres af sundhedsplejersken ved første besøg i hjemmet eller hentes her på hjemmesiden.

Opdateret 02 MAJ 2019