Engelsk

Aktører

Et forløb med afsæt i Demensrejseholds tilgang og aktiviteter kræver meget af jer som kommune. Både af jer, som skal implementere, og jer, som skal praktisere. I nedenstående kan I læse mere om, hvad I bør overveje, inden I går i gang – og hvorfor I overhovedet skal gå i gang.

For dig der skal implementere

Mange kommuner kender til udfordringer i ældreplejen. Det kan være konflikter med borgeren, frustreret personale, som føler sig afmægtige, fordi de står i en fastlåst situation, klager fra pårørende, eller oplevelsen af hele tiden at ´brandslukke´ og at være på bagkant frem for på forkant ift. at tilgodese borgerens behov og forebygge konflikter i fællesrummet, at borgerne går fra hjemmet eller lign. Det er eksempler på de udfordringer, som Demensrejseholdet kan hjælpe kommuner med at tackle.

Evalueringen af Demensrejseholdsprojektet viser, at forløbet, som det er sammensat, kan skabe et bedre arbejdsmiljø for personalet og gøre det bedre at være beboer på kommunens plejecenter. Det giver færre klager fra pårørende og gladere personale.

Et Demensrejseholdsforløb er en kompleks og krævende indsats, som vil forandre jeres organisationer. Det er vigtigt, at I gør jer klart, præcis hvilken form for forløb I har behov for hos jer.

På forvaltningsniveau skal I prioritere midler i hele forløbet, og at sikre at I har mennesker med de rette kompetencer til at gennemføre aktiviteterne i organisationen. Det er også forvaltningsniveauet, som italesætter behovet for forandring og skaber de rette rammer for forløbet fx vikardækning. Forvaltningsniveauet sikrer også, at lederniveauet har de rette betingelser. Forvaltningsniveauet skal sikre at der er opbakning til hele forløbet og ikke kun dele heraf, samt at der etableres et rum for ledersparring og for udvikling med de udfordringer, det indebærer, når praksis åbnes op, og udfordringer og dilemmaer kan drøftes i et åbent rum. Det indebærer bl.a. at forvaltningsniveauet aktivt tager del i ledermøder/forpligtelsesdage/afslutningsdage og understøtter praksisændringer f.eks. samarbejdsrelationer mellem ledere og demenskoordinatorer og andre organisatoriske tilpasninger, arbejdstilrettelæggelse m.v.

For dig der skal praktisere

I der har jeres daglige gang i hjemmepleje og plejebolig, kender udmærket til udfordringerne i hverdagen: for lidt tid til opgaverne og til de komplekse borgere med demenssygdomme, som skaber afmagt blandt personalet.

Med et forløb bygget op om Demensrejseholdets aktiviteter og erfaringer skaber I en organisationsudvikling og forandrer jeres arbejdskultur. Det sker, når I forandrer jeres måde at tale og arbejde på fagligt. Ofte handler det ikke om store forandringer, men det handler om de små greb og metoder i hverdagen, som kan gøre en stor forskel. Det kan ikke give jer mere tid, men det kan give jer redskaber til at bruge tiden på en anden måde, og det giver overskud i hverdagen samt mindsker afmagten blandt personalet. Læs mere om effekter i Demensrejseholdets evaluering.

Når I som ledere, mellemledere eller faglige ressourcepersoner skal I gang med at køre et Demensrejseholdsforløb, er det vigtigt, at I tager udgangspunkt i egen praksis.

Det er jeres udfordringer, som skal være omdrejningspunktet for processen og den læring, I ønsker at skabe. I kan også vælge at køre hele eller dele af konceptet hos jer, alt efter hvad der giver mening for jer. Det handler om at ”turde turde” at skabe forandringen. Og det kræver, at både ledere og medarbejdere i organisationen tager en forpligtende og aktiv rolle i at udvikle og forandre organisationen igennem hele forløbet.

Det er også vigtigt at være meget klar på demenskoordinatorens mulige rolle i projektet, som bærer af en stor del af læringen i det daglige arbejde. I den uddybende rapport Demensrejseholdets teori og metoder, kan du læse mere om ledelsens og medarbejdernes rolle i projektet.

Opdateret 14 MAJ 2019