Engelsk

Vidensgrundlag

”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” er baseret på den nyeste viden om træning og demens samt Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet for alle mennesker, herunder mennesker med demens. Vidensgrundlaget består her af skandinaviske træningsstudier blandt mennesker med demens og andre videnskabelige studier, der har undersøgt sammenhængen mellem fysisk aktivitet og kognitiv funktion hos ældre og mennesker med demens.

Den psykiske funktion har et samspil med den fysiske og den sociale funktion, og i guiden anvendes de tre funktioner til en samlet forståelse af funktionsevnen hos mennesker med demens. Guiden anvender dermed en forståelse af funktionsevne, som bygger på ICF-modellen (International Classification of Functioning), og guiden har Tom Kitwood’s demensligning som referenceramme.

En central del af guiden er inspiration og gode råd til kommunikation med mennesker med demens. Her tager guiden udgangspunkt i Tom Kitwood’s personcentrerede omsorgsforståelse.

Nedenfor er guidens vidensgrundlag uddybet og suppleret med henvisninger til mere viden og litteratur:

Fakta

Fysisk aktivitet og demens

Vidensgrundlaget for ”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet og videnskabelige studier, der har undersøgt effekter af fysisk aktivitet blandt ældre og mennesker med demens, herunder træningsstudier blandt mennesker med demens.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet:

Der gælder de samme anbefalinger om fysisk aktivitet for mennesker med demens som for befolkningen generelt. Det vil sige, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger for aldersgruppen 18-64 år og aldersgruppen 65+ år også gælder i denne sammenhæng. De væsentligste forskelle er, at yngre mennesker bør udføre mere højintens træning end ældre mennesker. Derudover bør ældre mennesker have øget fokus på balancetræning.

De fleste mennesker med demens er 65+ år, og for denne aldersgruppe er Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

  • Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen ud over almindelige kortvarige hverdagsaktiviteter. Aktiviteten skal foregå ved moderat intensitet og af mindst 10 minutters varighed, hvis man vælger at bryde aktiviteten op i intervaller.
  • Mindst to gange om ugen skal der indgå aktiviteter af mindst 20 minutters varighed, som vedligeholder eller øger konditionen samt muskel- og knoglestyrken.
  • Lav udstrækningsøvelser mindst to gange om ugen af mindst 10 minutters varighed for at vedligeholde eller øge kroppens bevægelighed.
  • Udfør desuden regelmæssigt øvelser for at vedligeholde eller øge balanceevnen.

Se også Sundhedsstyrelsens anbefalinger til aldersgruppen 18-64 år.

Videnskabelige studier:

”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” bygger på tre indsigter fra videnskabelige studier om fysisk træning og aktivitet til mennesker med demens:

  • Højintens funktionel styrketræning kan forbedre balance og ADL
  • Højintens konditionstræning kan forbedre kondition og i nogen grad kognition
  • Genkendelighed og sociale elementer er en vigtig del af træning

Sundhedsstyrelsen offentliggør medio 2018 en opdateret udgave af kapitlet ”Fysisk træning som behandling ved demens” fra publikationen ”Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling” [16]. Opdateringen vil indeholde en sammenfatning af det videnskabelige grundlag for fysisk træning til mennesker med demens og omhandle effekten af fysisk aktivitet på fysisk funktion, herunder ADL og balance, effekten på kognitiv funktion samt social interaktion i forbindelse med fysisk aktivitet. Opdateringen vil kunne læses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Højintens funktionel styrketræning kan forbedre balance og ADL

I UMDEX- [6] og EXDEM-studierne [7] er der observeret en positiv effekt på balance og ADL-funktion (Almindelige Daglig Livsførelse) hos mennesker med demens som følge af højintensiv funktionel styrketræning to eller flere gange om ugen (svarende til 8-12 RM). RM står for ”Repetition Maximum” og er en beregning af træningsbelastning. Træningsprogrammet fra UMDEX kan findes i et studie af Littbrand (2006) [14].

Højintens konditionstræning kan forbedre kondition og i nogen grad kognition

Flere studier har observeret positive effekter af fysisk aktivitet på fysisk form, funktionsniveau og præstation i kognitive tests [1,2,3,4]. Der er i ADEX-projektet blevet observeret positive effekter på konditionen hos borgere med Alzheimers sygdom i mild grad, der trænede to eller flere gange om ugen ved 70-80 % af maksimal puls [5]. Det indikerer en betydning af træningsmængde (dosis). Ydermere viser studiet, at træningen i nogen grad kunne mindske psykiske og adfærdsmæssige symptomer [8].

Der mangler i dag viden om effekten af fysisk aktivitet på kognitiv funktion hos ældre med sværere grader af demens.

I nylige kognitionsstudier blandt raske voksne og ældre uden demens, er det blevet observeret, at fysisk aktivitet kan have positiv indvirkning på hjernens struktur, funktion og en række kognitive funktioner [2,9,10]. Det er dog væsentligt, at den fysiske aktivitet har en vis intensitet for at kunne påvirke hjernens og musklernes funktion – både ved konditions- og styrketræning. Det er også vigtigt, at den fysiske aktivitet foregår i tidsmæssig nærhed til en læringssession, hvor den enkelte skal tilegne sig ny viden eller ny motorisk funktion [11,12]. Hvorvidt dette også er tilfældet for mennesker med demens er endnu uvist, men der er for nyligt gjort lignende fund hos apopleksipatienter altså patienter, der har haft blødning eller blodprop i hjernen [13].

Genkendelighed og sociale elementer er en vigtig del af træning

Erfaringer fra en række adspurgte kommunale træningscentre peger på vigtigheden i at træningsøvelser og aktiviteter for mennesker med demens er genkendelige og sker i et socialt fællesskab. Hertil er der dokumenteret positive effekter af bevægelsesaktiviteter i form af holdspil på trivsel og sociale parametre hos raske ældre [15].

Referencer: 

1. Angevaren, M., et al. (2008). Physical activity and enhanced fitness to improve cognitive function in older people without known cognitive impairment. Cochrane Database Syst Rev, vol. 3.

2. Colcombe, S. and A.F. Kramer (2003). Fitness effects on the cognitive function of older adults: a meta-analytic study. Psychol Sci, vol. 14(2), pp. 125-130.

3. Etnier, J.L., et al. (2006). A meta-regression to examine the relationship between aerobic fitness and cognitive performance. Brain Res Rev vol. 52 (1), pp. 119-130.

4. Gallaway, P.J., et al. (2017), Physical Activity: A Viable Way to Reduce the Risks of Mild Cognitive Impairment, Alzheimer's Disease, and Vascular Dementia in Older Adults. Brain Sci, vol. 7(2).

5. Sobol, N.A., et al. (2016). Effect of aerobic exercise on physical performance in patients with Alzheimer's disease. Alzheimers Dement, vol. 12 (12), pp. 1207-1215.

6. Toots, A., et al. (2016). Effects of a High-Intensity Functional Exercise Program on Dependence in Activities of Daily Living and Balance in Older Adults with Dementia. J Am Geriatr Soc, vol. 64 (1), pp. 55-64.

7. Telenius, E.W., K. Engedal, and A. Bergland (2015). Effect of a high-intensity exercise program on physical function and mental health in nursing home residents with dementia: an assessor blinded randomized controlled trial. PLoS One, vol. 10 (5).

8. Hoffmann, K., et al. (2016). Moderate-to-High Intensity Physical Exercise in Patients with Alzheimer's Disease: A Randomized Controlled Trial. J Alzheimers Dis,  vol. 50(2), pp. 443-453.

9. Erickson, K.I., et al. (2011). Exercise training increases size of hippocampus and improves memory. Proc Natl Acad Sci U S A, vol. 108 (7), pp. 3017-3022.

10. Roig, M., et al. (2013). The effects of cardiovascular exercise on human memory: a review with meta-analysis. Neurosci Biobehav Rev, vol. 37 (8), pp. 1645-1666.

11. Thomas, R., et al. (2016). Acute Exercise and Motor Memory Consolidation: The Role of Exercise Timing. Neural Plast.

12. Thomas, R., et al. (2016). Acute Exercise and Motor Memory Consolidation: The Role of Exercise Intensity. PLoS One, vol. 11(7).

13. Nepveu, J.F., et al. (2017). A Single Bout of High-Intensity Interval Training Improves Motor Skill Retention in Individuals With Stroke. Neurorehabil Neural Repair, vol. 31(8), pp. 726-735.

14. Littbrand, H., et al. (2006). A high-intensity functional weight-bearing exercise program for older people dependent in activities of daily living and living in residential care facilities: evaluation of the applicability with focus on cognitive function. Phys Ther, vol. 86(4), pp. 489-498.

15. Pedersen, M.T., et al. (2017). Effect of team sports and resistance training on physical function, quality of life, and motivation in older adults. Scand J Med Sci Sports, vol. 27(8), pp. 852-864.

16. Sundhedsstyrelsen (2011). Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling.

Funktionsevne og demens

”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” anvender en forståelse af funktionsevne, som bygger på ICF-modellen (International Classification of Functioning), og guiden har Tom Kitwood’s demensligning som referenceramme.

Funktionsevne i henhold til ICF-modellen:

ICF-modellen er en helhedsorienteret model, der favner den enkeltes livssituation gennem et fokus på både fysisk, psykisk og social funktion i kombination med helbred og kontekstuelle faktorer. Modellen er en udbredt og internationalt accepteret referenceramme til at beskrive funktionsevne [1].

  • Ved ”fysisk funktion” forstås fysiske færdigheder og evnen til at udføre hverdagsaktiviteter. Det kan for eksempel være at transportere sig selv, gøre rent og lave mad. Den fysiske funktion påvirkes af den pågældendes generelle helbredstilstand, eventuelle sygdomme, midlertidige skader eller handicaps mv.
  • Ved ”psykisk funktion” forstås forskellige kognitive funktioner. Det kan være evnen til at huske, udtrykke sig sprogligt, regne, planlægge, tage initiativ, holde fokus, problemløse, bevare overblik og orientere sig i forhold til tid, rum og retning.
  • Ved ”social funktion” forstås evnen til at indgå i forskellige sociale sammenhænge og følge sociale spilleregler. Social funktion handler om at have en fornemmelse af sig selv i forhold til andre mennesker. Den sociale funktion giver den enkelte mulighed for at indgå i sociale sammenhænge eller i relationer med andre mennesker.

De tre funktioner påvirker gensidigt hinanden, og en positiv eller negativ påvirkning af én funktion kan have betydning for den samlede funktionsevne. For eksempel kan en sikker gangfunktion være en forudsætning for at komme uden for eget hjem og dermed opretholde den kontakt til andre mennesker, som medvirker til at opretholde både den psykiske og sociale funktion. Fysisk aktivitet kan altså i sig selv bidrage til at vedligeholde og forbedre de fysiske, psykiske og sociale funktioner.

Tom Kitwood's demensligning som referenceramme:

Det er vigtigt at tage højde for, hvad der påvirker demenssygdommen og den måde sygdommen kommer til udtryk på, da dette påvirker funktionsevnen. Her er ”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” inspireret af Kitwoods demensligning, som bruges til at tage højde for de elementer, der kan påvirke demenssygdommen [2]. Ligningen og dens elementer er beskrevet nedenfor:

D = P + B + PH + NI + SP

I ligningen står bogstaverne for hvert deres element, som tilsammen udgør demenssygdommens symptomer og adfærd:

  • D står for demens (som sygdommen fremtræder i form af symptomer og adfærd).
  • P står for personlighed.
  • B står for biografi (livshistorie).
  • PH står for fysiske helbredsforhold (somatiske sygdomme samt virkninger og bivirkninger af medicin).
  • NI står for neurologisk forfald eller hjerneskade.
  • SP står for socialpsykologi – det vil sige samspillet mellem den enkelte og andre. Der er især tale om omsorgsgiverne.

”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” indeholder med inspiration herfra forslag og gode råd  til, hvordan guidens 19 øvelser kan planlægges og udføres i fem forskellige hverdagsmiljøer. Det vil sige, at planlægning og udførelse tager højde for, at mennesker med demens er mennesker med forskellige evner, muligheder og begrænsninger. Evner, muligheder og begrænsninger er blandt andet bestemt af borgerens livshistorie, og demenssygdommen udgør kun en del af denne historie. To jævnaldrende med samme køn, demenssygdom og psykiske funktionsniveau kan have meget forskellig funktionsevne og forudsætninger for at være fysisk aktive. Det kan skyldes forskellig handicaps, sygdomme og træningshistorik.

Referencer:

1. MarselisborgCentret (2017) ICF

2. Kitwood, T. (2009). En revurdering af demens – personen kommer i første række. København: Munksgaard.

Kommunikation og demens

”Guide til fysisk træning og aktivitet for mennesker med demens” tager afsæt i, at kommunikation om og under fysisk aktivitet er vigtig for, at mennesker med demens så vidt muligt selv kan være med til at vælge den rette fysiske aktivitet og være med til at bestemme, hvor, hvornår og hvordan aktiviteten skal foregå.

Kommunikation kan være en udfordring, da mange mennesker med demens kan have svært ved at kommunikere verbalt. Når de kognitive og sproglige færdigheder svækkes, bliver den nonverbale, altså kropslige kommunikation, særlig vigtig. 

Kommunikative vanskeligheder og svækket evne til at tage initiativ kan afholde mange fra selv at opfordre til fysisk aktivitet, hvilket kan betyde, at den enkeltes behov for fysisk aktivitet ikke bliver dækket. Vejledning og guidning under fysisk aktivitet og træning er vigtig. Her er kommunikation og gensidig forståelse central, for at samspillet mellem borger og den medarbejder, pårørende eller frivillige, der bistår under aktiviteten, lykkes.

Derfor bygger guidens anbefalinger om kommunikation på, at både verbal og nonverbal kommunikation er vigtig og bør have principperne for ”personcentreret omsorg” som omdrejningspunk.

Verbal og nonverbal kommunikation:

Professor Albert Mehrabian fra University of California har i sine studier fundet ud af, at mennesker kommunikerer mere nonverbalt end verbalt – ifølge Mehrabian kommunikerer vi kun 7 pct. via sproget, 38 pct. via tonelejet og 55 pct. via kropssprog [1].

Fysioterapeutisk specialist i rehabilitering Jens Olesen har beskrevet, hvordan tilpasset verbal og nonverbal kommunikation kan muliggøre, at mennesker med demens, der har svært ved at kommunikere sprogligt, kan ”vækkes til live” i en fysisk aktivitet, hvor sproget ikke er en forudsætning for deltagelse. Olesen understreger vigtigheden af at arrangere træningssituationen, rummet og miljøet i træningssituationen, således at patientens "kropslige erfaring" og/eller "tavse viden" bliver ”vakt til live” [2].

Med en tilpasset kommunikation kan borgeren endvidere komme til at føle sig kompetent, opleve selvbestemmelse og stå i relation til andre. Det giver oplevelsen af at høre til, hvilket ifølge Deci og Ryan’s “Self Determination Theory” er nøglen til vellykket motivation [3].

Menneskers præmotoriske nerveceller, kaldet spejlneuroner gør, at vi kan imitere andre ved hjælp af handlinger og lyde. Spejling er et kendt pædagogisk redskab indenfor demensomsorg. Spejling bruges blandt andet i situationer, hvor man gerne vil understrege sine ord med bevægelser for derved at fremme forståelse af det talte sprog. Spejling kan med fordel bruges til også at give anvisninger i forbindelse med fysisk træning og aktivitet[4].

Spejlneuronsystemet  gør også, at vi kan begribe andres sind gennem direkte efterligning, altså ved at føle og ikke ved at tænke. Det ses tydeligt hos spædbørn, som ikke har sprog, men det er en ubevidst proces hos alle mennesker. Spejlneuroner betyder, at når en følelse kommer til udtryk i for eksempel et ansigtsudtryk og bliver set af en anden, vil personen være i stand til at fornemme den samme følelse i sig selv. Derfor skal man være opmærksom på sit kropsprog og sin mimik, når man kommunikerer med mennesker med demens. [5] 

Med denne grundlæggende inspiration indeholder guidens råd til kommunikation både nonverbale og verbale elementer.

Personcentreret omsorg og motivation:

Guidens råd til nonverbal og verbal kommunikation har ”personcentreret omsorg” som omdrejningspunkt, jf. Tom Kitwood og Nationalt Videnscenter for Demens. Det grundlæggende synspunkt er, at det er vigtigt at have fokus på mennesket fremfor sygdommen [6,7].

Et af de grundlæggende elementer i personcentreret omsorg er, at mennesker med demens opfordres til at fortælle om sig selv og sit liv. Derved kan vedkommende anerkendes som det menneske, han eller hun er. Det indebærer, at personerne omkring den pågældende borger:

  • Behandler vedkommende som et menneske med oplevelser, selvfølelse og rettigheder 
  • Forsøger at forstå, hvad der er bedst for den pågældende ud fra vedkommendes eget synspunkt 
  • Værner om den enkeltes selvbestemmelse og mulighed for medbestemmelse
  • Ser vedkommende som en aktiv samarbejdspartner
  • Støtter den enkelte i sin egen oplevelse af verden
  • Tilstræber at involvere den pågældendes sociale netværk 
  • Forsøger at etablere en personlig relation til borgeren
  • Er opmærksom på borgerens særlige behov

Referencer:

1. Mehrabian, A. (1981). Silent Messages: Implicit Communication of Emotions and Attitudes.

2. Olesen, J. (2003). Kropslig handle- og dømmekraft. Kognition & pædagogik, vol.13 (48), pp. 28-33.

3. Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self Determination Theory - Basic Psychological Needs in Motivation, Development and Wellness. New York: Guilford Press.

4. Servicestyrelsen (2008). Håndbog om demens – til pleje og omsorgspersonale på ældreområdet, undervisere og frivillige.

5. Hart, S. (2007). Spejlneuroner, kontakt og omsorg Psykolog Nyt, vol. 11, pp. 14-20.

6. Kitwood, T. (2009). En revurdering af demens – personen kommer i første række. København: Munksgaard. 

Nationalt Videnscenter for Demens (november, 2017). Personcentreret pleje og omsorg.

Mere viden og litteratur

Læs mere om fysisk aktivitet:

  • Bihl-Nielsen, A., Rasmussen, K. S., Wahl-Brink, D. & Bach, K. (2016). Udvikling af den kommunale demensindsats – Inspirationskatalog. Aarhus: Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence & Viden.

  • Jensen, M., Stræde Andersen, M. & Kallehauge, J. (2012). Rehabilitering ved demenssygdom. Sundhedsmæssige, sociale og omgivelsesmæssige indsatser.  København: Munksgaard.

Læs mere om inspiration til kommunale demensindsatser:

  • Bihl-Nielsen, A., Rasmussen, K. S., Wahl-Brink, D. & Bach, K. (2016). Udvikling af den kommunale demensindsats – Inspirationskatalog. Aarhus: Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence & Viden.
  • Jensen, M., Stræde Andersen, M. & Kallehauge, J. (2012). Rehabilitering ved demenssygdom. Sundhedsmæssige, sociale og omgivelsesmæssige indsatser.  København: Munksgaard.

Læs mere om ensomhed:

  • Jørgensen, K. (2016). Ensomhed som forvarsel om Alzheimers sygdom, Nationalt Videnscenter for Demens.
  • Masi, C. M., Chen, H-Y., Hawkley, L. C. & Cacioppo, J. T. (2011). A Meta-analysis of Interventions to Reduce Loneliness. Personality and Social Psychology Review, vol. 15 (3), pp. 219-266.
  • Sundhedsstyrelsen (2016). Rapport: Styrket indsats mod ensomhed blandt ældre mennesker med meget hjemmehjælp.

Læs mere om medicin:

Læs mere om ernæring:

Læs mere om metoder til pleje om omsorg:

Læs mere om kommunikation og motivation:

  • Merleau-Ponty, M. (1994 [1945]). Kroppens fænomenologi.  København: Det lille forlag.
  • Moltke, H. (2009). Systemisk coaching – En grundbog. København: Dansk psykologisk Forlag.

  • Sundhedsstyrelsen (2017). Tema om kommunikation: Reminiscensmetoden kan støtte til at kommunikere om egen livshistorie.

Opdateret 25 JAN 2019