xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggelses­pakker: Socialområdet

Alkohol

Støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer (G)

Kommunen etablerer en støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer. Indsatsen skal tilpasses det enkelte barn eller unges behov, og der skal være mulighed for både individuelle og gruppebaserede indsatser. Tilbuddet skal ses i sammenhæng med tilsvarende indsatser for børn og unge i familier med stofproblemer samt andre sociale indsatser til sårbare børn og unge.

Inspiration til handling: ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer” 49, ”Når mor og far drikker – 8 faktablade”23.

Informationsindsatser til ældre (G)

Kommunen arrangerer foredrag og temadage målrettet kommunens ældre borgere, hvor emnet alkohol og konsekvenser af alkoholindtag indgår, fx i regi af sundhedscenter, plejecenter eller på kommunens informationsdage for nye pensionister.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse på ældreområdet – håndbog til kommunerne”64.

Systematisk tidlig opsporing i jobcentre og ved forebyggende hjemmebesøg (G)

Kommunen sikrer, at der systematisk gennemføres korte opsporende samtaler om alkohol i jobcentre og i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg hos ældre borgere. Det skal ligeledes sikres, at der henvises til behandling eller kort intervention, når der er behov for det. Til brug herfor udarbejdes handlevejledninger til personale. De kan fx indeholde oplysninger om rådgivning og behandling i kommunen eller på Alkolinjen, handleanvisning om underretninger i familier med alkoholproblemer samt en guide til opsporende samtale om alkohol.

Inspiration til handling: ”Guide til implementering - Systematisk tidlig opsporing ved frontpersonale”47, ”Afsluttende evaluering af ”Styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper” – tidlig opsporing og indsatser i jobcentre”63, ”Forebyggelse på ældreområdet. Håndbog til kommunerne”64, ”Spørg til alkohol – det kan gøre en forskel”14. Henvisning til Alkolinjen tlf. 80 200 500 og www.alkolinjen.dk

Handlevejledninger ved bekymring om alkoholproblemer i familier (G)

Kommunen udarbejder handlevejledninger til medarbejdere med borgerkontakt til brug ved tidlig opsporing, når der opleves bekymring eller mistanke om alkoholproblemer i familier. Handlevejledningen kan indeholde oplysning om muligheder for rådgivning og behandling i kommunen og om underretninger i familier med alkoholproblemer samt guide til opsporende samtale om alkohol. Handlevejledningen til skoler, daginstitutioner, sundhedspleje mv. bør indeholde vejledning til underretning samt beskrive, hvordan institutionen kan støtte børn, der belastes af forældres brug af alkohol.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitiske handleplaner – en håndbog for kommuner”31, ”Spørg til alkohol – det kan gøre en forskel”14, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Hvad gør du, når din klient drikker? Til sagsbehandlere i socialforvaltningerne”68, ”Handlevejledning til Sagsbehandlere i Voksenforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”32, Handlevejledning til Sagsbehandlere i Børneforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”33, ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer”49

Fysisk aktivitet

Samarbejde om fremme af fysisk aktivitet på tværs af forvaltningsområder (G)

Borgernes muligheder for at være fysisk aktive i hverdagen er i høj grad bestemt af en række forhold, som går på tværs af forvaltninger. Det gælder fx byplanlægning, infrastruktur, adgang til idrætsfaciliteter, fysiske rammer i dagtilbud og skoler, dagtilbud og skolers arbejde med bevægelse og fysisk aktivitet, tilbud i de lokale idrætsforeninger og kommunale arbejdspladsers fokus på fysisk aktivitet. Det anbefales, at der samarbejdes på tværs af kommunens forvaltninger om fremme af fysisk aktivitet blandt kommunens borgere.

Inspiration til handling: ”Sundhed på tværs”21.

Let adgang til idrætsfaciliteter (G)

Kommunen sikrer let adgang for alle borgerne til idrætsfaciliteter i nærområdet (svømmehaller, idrætshaller, boldbaner mm.).

Let adgang til udearealer, der indbyder til fysisk aktivitet (G)

Kommunen sikrer let og lige adgang til trygge og indbydende rekreative arealer, legepladser og andre bevægelsesvenlige udearealer for alle borgere. For at styrke brugen af områderne anbefales det, at kommunen laver en strategi for øget anvendelse af både eksisterende og nye offentlige udearealer, hvor adgangen og brugen for fysisk inaktive borgere styrkes.

Information om muligheder for et fysisk aktivt fritidsliv i kommunen (G)

Kommunen kommunikerer om de lokale muligheder for at være fysisk aktiv. Det kan bl.a. ske via en lettilgængelig oversigt på kommunens hjemmeside. Informationen omfatter både organiserede tilbud (fx foreninger) og mere uorganiserede tilbud (fx skaterbaner, parkour-anlæg, legepladser parker, motionsstier, fitnessfaciliteter mm).

Hygiejne

Lokale retningslinjer for hygiejne på kommunens skoler, institutioner, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen udarbejder lokale retningslinjer for kommunens skoler, institutioner, plejecentre og botilbud mv., der kan bruges som værktøj i forhold til at sikre god hygiejne, herunder sikre den nødvendige viden hos medarbejderne om smitteveje, hånd- og uniformshygiejne og generelle infektionshygiejniske retningslinjer.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler”51, ”Smitsomme sygdomme hos børn og unge. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler mv.”52, ”Hygiejne i daginstitutioner. Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed”61, ”Vejledning om arbejdsdragt inden for sundheds- og plejesektoren”34

Gode fysiske rammer i skoler, institutioner, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen etablerer fysiske rammer, der fremmer god hygiejne. Fx bør der være gode og tilstrækkeligt antal håndvaske- og toiletfaciliteter til rådighed, herunder håndvaske med håndfrit armatur, flydende sæbe, håndsprit og engangshåndklæder. Gode rammer kan med fordel indgå i institutionernes handleplaner og bør medtænkes ved renovering og nybygning i samarbejde med den kommunale hygiejneorganisation.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for nybygning og renovering i sundhedssektoren”62 og ”Hygiejne i daginstitutioner. Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed”61.

Adgang til rådgivning ved infektionsudbrud (G)

Kommunale institutioner har adgang til hygiejnisk rådgivning i kommunen i forbindelse med infektionsudbrud og smitte med resistente eller særligt smitsomme mikroorganismer. Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning, kan kontaktes ved udbrud, enten gennem en repræsentant fra den kommunale hygiejneorganisation eller den kommunale sundhedstjeneste. I mangel på en kommunal hygiejneorganisation kontaktes Styrelsen for Patientsikkerhed direkte fra hjemmeplejen, plejecenteret eller bostedets medarbejdere. I tilfælde af udbrud i dagtilbud og skoler kontaktes sundhedsplejen eller den kommunale sundhedstjeneste, der kontakter Styrelsen for Patientsikkerhed ved behov. Almen praksis informerer patienter om forholdsregler for at undgå smittespredning.

Inspiration til handling: Kommunens egen sundhedsberedskabsplan, ”Smitsomme sygdomme hos børn og unge. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler m.v.”52, ”Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA”35.

God rengøringsstandard på kommunens skoler, dagtilbud, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen sikrer god rengøringsstandard i kommunens institutioner og på kommunale arbejdspladser.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for rengøring i hospitals-og primærsektoren, herunder dagtilbud og skoler”63.

Implementering af infektionshygiejniske retningslinjer (G)

Hjemmepleje og plejecentre, botilbud mv. arbejder efter Statens Serum Instituts generelle infektionshygiejniske retningslinjer, både i borgerens hjem og på institutioner. Det gælder i arbejdet med ældre, kronisk syge børn, for tidligt fødte børn, misbrugere, hjemløse og borgere med udviklingsforstyrrelser, borgere med multiple funktionsnedsættelser eller psykisk sygdom.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler i sundhedssektoren”51.

Arbejdsdragt i sundheds- og plejesektoren (G)

Personalet på plejecentre, botilbud mv. anvender arbejdsdragt, når personalet undersøger, behandler eller plejer syge eller borgere, og når personalets tøj kan komme i direkte kontakt med borgeren/patienten eller i direkte kontakt med borgerens/patientens udskillelser eller ting, som borgeren/patienten har tæt berøring med, fx sengetøj.

Inspiration til handling: ”Vejledning om arbejdsdragt inden for sundheds- og plejesektoren”34.

Mad og måltider

Handleplaner for mad og måltider på botilbud samt på samværs- og aktivitetstilbud (G)

Kommunen, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud udarbejder lokale handleplane for mad og måltider. Fokusområder i handleplanerne kan være:

  • Tilbud om mad og drikkevarer, der følger kostanbefalingerne
  • Inddragelse af borgere og brugerne på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud i at skabe et godt spisemiljø, i madlavning og i fællesspisning
  • Adgang til friskt, koldt drikkevand
  • Sundhedspædagogisk arbejde om sundhed, mad og måltider, således at brugernes viden og handlekompetencer i forhold til smag og glæde ved måltidet fremmes
  • Etablering af en frugt- og grøntordning
  • Eventuel inddragelse af pårørende i implementeringen af de valgte fokusområder. 

Inspiration til handling: ”Socialt udsatte borgeres sundhed – barrierer, motivation og muligheder”89, materiale udviklet i ”God mad – godt liv”90, ”Den Nationale Kosthåndbog”63, www.økologisk- pisemærke.dk75 og ”Anbefalinger for den danske institutionskost”8.

Mental sundhed

Adgang til åbne lavtærskelstilbud for unge (G)

Kommunen sikrer, at unge, som oplever dårlig mental sundhed, men som endnu ikke har eller viser symptomer på psykisk sygdom, har adgang til et lettilgængeligt åbent tilbud, hvor de uden visitation kan modtage rådgivning og evt. tale med andre unge om deres problemstillinger samt indgå i positive fællesskaber. Indsatsen kan sammentænkes med andre åbne, frivillige tilbud.

Inspiration til handling: www.headspace.dk, www.insp.dk

Styrke flere børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter (G)

Kommunen arbejder for, at de fleste børn og unge deltager i fritidsaktiviteter med henblik på at skabe nye sociale relationer og øget trivsel. Der bør være særlig opmærksomhed på at sikre deltagelse af børn og unge, som er sårbare eller som ikke er foreningsvante, herunder fx børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Kommunerne samarbejder med frivillige organisationer, etablerer fritidsvejledning og kan kombinere vejledningen med muligheder for økonomisk støtte til børnenes deltagelse i og gennemførelse af aktiviteter. Ligeledes kan der etableres et samarbejde mellem foreningslivet og skolerne i kommunen med henblik på at inddrage foreningerne i den understøttende undervisning.

Inspiration til handling: ”Kom godt i gang med en fritidspas ordning”55, www.psykiatrifonden.dk søg på ”Boost trivslen”.

Understøtte forenings- og fællesskabsaktiviteter for ældre (G)

Kommunen understøtter forenings- og fællesskabsaktiviteter med fokus på samvær og netværk for ældre. Der skal være særlig opmærksomhed på at sikre rekruttering blandt ældre borgere med risiko for ensomhed og isolation (fx efter dødsfald af partner) eller enlige ældre. Der kan ligeledes være fokus på at invitere yngre ældre til deltagelse i foreningsaktiviteter, så de kan opbygge og fastholde et netværk i forbindelse med, at de træder tilbage fra arbejdsmarkedet. Centrale samarbejdspartnere uden for kommunen er fx foreningslivet.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse på ældreområdet”58, ”Håndbog i rehabiliteringsforløb på ældreområdet”59, ”Styrket indsats mod ensomhed hos ældre mennesker med meget hjemmehjælp”60 samt ”Indsatser der fremmer ældres mentale sundhed”61.

Understøtte fritidsaktiviteter for sårbare borgere (U)

Kommunen understøtter, at der er tilbud til sårbare borgere med fx psykiske sygdomme, som har svært ved at deltage i det etablerede fritids- og foreningsliv. Tilbuddet skal med udgangspunkt i borgerens behov og ressourcer understøtte muligheden for at indgå i sociale sammenhænge og føle sig som en del af et positivt fællesskab. Der kan fx etableres særlige idrætsforeninger eller samværs- og aktivitetstibud for denne målgruppe. Samarbejde med eksisterende foreningsliv med henblik på at inkludere denne gruppe borgere er også en mulighed.

Inspiration til handling: www.idvi.dk (Sport for livet – de udsattes idrætsfællesskab), www.dai-sport.dk (information om idrætsforeninger og aktiviteter for mennesker med psykisk sygdom).

Overvægt

Forebyggelse af overvægt på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud (G)

Medarbejdere på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud medvirker til at forebygge overvægt blandt brugerne, fx ved at understøtte sundere mad, øge det fysiske aktivitetsniveau samt skabe kultur og omgivelser, der fremmer sunde madvaner og fysisk aktivitet. Ledelsen støtter medarbejderne i arbejdet med sundhedsfremme, fx gennem kompetenceudvikling. Beboere og brugere kan med fordel inddrages i det sundhedsfremmende arbejde.

Inspiration til handling: ”Sundhed i sociale tilbud – til voksne med særlige behov”78, ”Tilbud der gør en forskel – Idræt til børn og unge med særlige behov”79, “Mad til forhandling. Udviklingshæmmede, livsstil og overvægt”80, ”Det gør en forskel. Om livsstilsændringer i socialpsykiatrien”81, ”Struktur på sundheden – inspiration til sundhedsindsatser til borgere med psykiske lidelser”82, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1 og ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2.

Forebyggelse af mobning og stigmatisering relateret til overvægt på kommunens arbejdspladser, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud (G)

Som led i arbejdet med de ansattes trivsel på kommunens arbejdspladser arbejdes der med at forebygge mobning og stigmatisering relateret til overvægt på arbejdspladsen. Tilsvarende inddrages forebyggelse af mobning og stigmatisering på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud. Fx kan emnet integreres i trivselspolitikker og handleplaner.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3 og ”Stigmatisering – debatoplæg om et dilemma i forebyggelsen”36.

Tilbud til skolebørn med moderat overvægt (G)

Kommunen tilbyder indsatser til skolebørn med moderat overvægt. Indsatsen inddrager familien og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af barnets psykosociale situation. Ved behov henvises til udredning i almen praksis. Der sker en løbende gensidig orientering mellem almen praksis, sundhedsplejen og eventuelle andre relevante aktører, fx frivillige foreninger. For nogle børn kan det være relevant at inddrage socialforvaltningen, men overvægt alene er ikke tilstrækkelig grund til underretning. Ved overgang fra en aktør til en anden tilstræbes en koordineret og sammenhængende indsats, som fx samarbejde mellem kommunen og Julemærkehjemmene i forbindelse med ophold på Julemærkehjem.

Inspiration til handling: ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11, ”Skolesundhedsarbejde - håndbog til sundhedspersonale”18 og ”Sammenfattende evaluering af projekterne i satspuljen: ”Kommunens plan mod overvægt blandt børn og unge”94, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2, ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97,”Evaluering af satspuljen Forebyggende indsatser for overvægtige børn og unge. Kommunale modelprojekter”98, ”Satspuljeindsatser for børn og unge med overvægt”99 og ”Evaluering af satspuljen Forebyggende indsatser for overvægtige børn og unge. Projekt ”Øget udbytte” på Julemærkehjemmene”100, hvori indgår model for samarbejdet med Julemærkehjemmene.

Tilbud til børn med trivselsproblemer relateret til overvægt (G)

Kommunen sikrer den nødvendige hjælp til børn og skoleklasser, der har trivselsproblemer, og som oplever drilleri og mobning i klassen pga. overvægt. Indsatsen iværksættes i et koordineret samarbejde mellem pædagoger, lærere, forældre og sundhedsplejen samt andre relevante aktører og integreres i kommunens generelle tilbud til børn, der bliver mobbet.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Tilbud til unge (16-18 år) med moderat overvægt (U)

Kommunen tilbyder opfølgende indsats til unge med moderat overvægt opsporet på udskolingstrinnet eller i forbindelse med udskolingsundersøgelsen, eller som er henvist af andre sundhedsprofessionelle, omsorgspersoner eller fx Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejledere). Indsatsen involverer aktivt den unge, inddrager familien og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af den unges psykosociale situation. Ved behov henvises til udredning i almen praksis, herunder ved mistanke om en spiseforstyrrelse. Der sker en løbende gensidig orientering mellem almen praksis, sundhedsplejen og eventuelle andre relevante aktører, fx sundhedscentre og frivillige foreninger. I nogle tilfælde kan det være relevant at inddrage socialforvaltningen, men overvægt alene er ikke tilstrækkelig grund til underretning11. Ved overgang fra en aktør til en anden tilstræbes en koordineret og sammenhængende indsats.

Inspiration til handling: ”Sammenfattende evaluering af projekterne i satspuljen: Kommunens plan mod overvægt blandt børn og unge”96, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2 og ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Opsporing af voksne med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt (G)

Sundhedsprofessionelle i kommunen, fx i sundhedscentre og hjemmeplejen, identificerer voksne med overvægt eller med øget risiko for at udvikle overvægt og henviser ved behov til i almen praksis. Andre kommunale medarbejdere kan understøtte opsporingen i relevante arenaer, fx jobcentre og væresteder.

Inspiration til handling: ”Opsporing og behandling af overvægt hos voksne”9.

Opsporing af børn og voksne med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud (G)

Ansatte på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud identificerer børn, unge og voksne med overvægt og opfordrer ved behov til opfølgning i almen praksis eller fx sundhedscenter, for børns vedkommende hos sundhedsplejen.

Inspiration til handling: ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95, ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11og ”Opsporing og behandling af overvægt hos voksne”9.

Seksuel sundhed

Handleplaner for støtte til barnets naturlige seksuelle udvikling (G)

Kommunen udarbejder fælles handleplaner med fokus på at understøtte børns seksuelle trivsel og udvikling i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud mv. Heri præciseres ansvaret for at sikre et fagligt stærkt miljø og tilstrækkelige faglige kompetencer og handlemuligheder. Ledelse og personale i kommunens tilbud tager sammen aktivt stilling til, hvordan man forholder sig til og bedst støtter barnets naturlige seksuelle udvikling i den relevante aldersgruppe, samt hvordan der skabes et inkluderende og mangfoldigt miljø. Personale bør have tilstrækkelige faglige kompetencer til aktivt at understøtte et tolerant miljø for alle børn.

Inspiration til handling: ”Det kan være pinligt for forældrene. En national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet”44 og ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”45. Der kan desuden hentes inspiration hos Normstormerne på www.normstormerne.dk

Deltagelse i nationale initiativer (G)

Kommunen understøtter lokal deltagelse i nationale kampagner og undervisningsindsatser med fokus på seksuel sundhed, fx ”Uge Sex”, som henvender sig til grundskoler og ungdomsuddannelser samt nationale indsatser, herunder Sundhedsstyrelsens kondom-kampagner.

Opsporing af hiv (U)

I de største byer gøres en indsats i forhold til at reducere antallet af ikke-diagnosticerede hiv-smittede borgere. Det kan ske ved at etablere testmuligheder, som fx checkpoints, for mænd, der har sex med mænd og etniske minoritetsgrupper med høj forekomst af hiv.

Stoffer

Undervisning på ungdomsuddannelser samt kommunens institutioner for unge, herunder produktionsskoler og ungdomsklubber mv. (G)

Kommunen understøtter, at der er undervisning og dialog om brug af stoffer og øvrige rusmidler på ungdomsuddannelser, produktionsskoler, ungdomsklubber mv. Undervisningen kan fx varetages af kommunen som en udgående funktion eller af lærere/medarbejdere på institutionerne. Formålet med undervisningen er at udskyde rusmiddeldebut, forebygge og begrænse brug af stoffer og rusmidler gennem udvikling af personlige og sociale kompetencer, trivsel, holdningsdannelse, begrænse flertalsmisforståelser samt formidle viden om, hvordan man passer på sig selv og hinanden i festmiljøet.

Inspiration til handling: ”Inspirationsmaterialer fra satspuljeprojektet Unge, alkohol og stoffer”62, ”PAS - Rusmiddelforebyggende undervisning til erhvervs og produktionsskoler”64, ”AarhusEksperimentet - Social pejling og social kapital – inspirationskatalog og rapport”50, 51, ”Støtte til sårbare elever - Anbefalinger til udvikling og implementering af politikker og beredskaber på erhvervsuddannelserne”29, ”Sunde erhvervsskoler. Inspiration til at skabe sunde rammer og introducere sundhed i undervisningen”33, ”Information om stoffer til unge”84.

Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)

Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.

Tobak

Røgfri miljøer indendørs (G)

Kommunen indfører røgfri miljøer (uden rygekabiner og lignende) indenfor i lokaliteter, hvor kommunen har instruktionsbeføjelser, eller hvor kommunen kan stille krav til samarbejdspartnere. Det omfatter egne kommunale bygninger, sportshaller og fritidslokaler, samt leverandører af kommunale ydelser, fx beskæftigelsesindsatser, dag- og familiepleje.

Udbygning af samarbejde internt om henvisning til rygestoptilbud (G)

Kommunen udbygger samarbejdet internt med relevante afdelinger (jobcenter, børn- og ungeforvaltning, ældreplejen, den kommunale tandpleje mv.) så borgere systematisk spørges til deres rygevaner og tilbydes henvisning til rygestoptilbud i kommunen.

Inspiration til handling: ”Very Brief Advice – Meget kort rådgivning om rygestop”58, ”Ti skridt til god tobaksforebyggelse – den gode kommunale model”59.

Opsøgende rekruttering til rygestoptilbud (G)

Kommunen gennemfører opsøgende indsatser i arenaer, hvor målgrupper, som af forskellige årsager kan have vanskeligt ved selv at opsøge de kommunale tilbud, færdes. Målgruppen er som minimum unge på ungdomsuddannelserne (særligt erhvervsskoler) og produktionsskoler, gravide, der ryger, og deres partner, borgere i udvalgte boligområder, udviklingshæmmede, indsatte i fængsler, psykisk syge, hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Det bør overvejes at etablere udgående rygestoptilbud, der tilgodeser de specifikke gruppers særlige behov. Indsatsen kan tænkes sammen med indsats for at markedsføre rygestoptilbud til samme målgrupper.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse i nærmiljøet”81, ”Få hjælp til rygestop - rygestopaktiviteter for socialt udsatte”68, ”Forstærket indsats over for storrygere 2014-2017- Slutevaluering”39, Inspirationsark ”Rygestop - Rekruttering og fastholdelse” www.sst.dk, ”Køge Kvitter Smøgerne”65, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54.

Opdateret 04 APR 2019