xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggelses­pakker: Private arbejdspladser

Alkohol

Understøtte alkoholpolitik på private arbejdspladser (U)

Kommunen støtter private arbejdspladser i at udarbejde og implementere alkoholpolitikker, fx via konsulentbistand eller ved at samarbejde med fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitikker og alkoholproblemer på arbejdspladsen”60, “Health and social responses to drug problems”57, “Misbrugspolitik og handlingsplan på arbejdspladsen”61.

Stoffer

Rådgivning til forældre til teenagere (U)

Kommunen etablerer tilbud om rådgivning målrettet forældre til teenagere med henblik på at styrke relationen mellem den unge og forældrene, støtte forældrene i deres position som rollemodeller, tale med den unge om rusmidler samt håndtere mistanke om brug af rusmidler, herunder kende til tegn på brug af rusmidler. Tilbuddet tænkes sammen med anbefalingen vedr. forældremøder og forældreinddragelse. Tilbuddet bør ses i relation til tilbud om forældreuddannelse til småbørnsforældre, da der er god dokumentation for tidlig styrkelse af forældre/barn relationen mv. – også i relation til stofforebyggelse på sigt. Se forebyggelsespakken om mental sundhed.

Inspiration til handling: ”International Standsards on Drug Use Prevention”1, ”Til forældre på ungdomsuddannelser: Hjælp din teenager – med at skabe rammer for alkohol, tobak og stoffer”24, ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”26, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”52, ”Viden og dialogredskaber om cannabis for forældre til teenagere”85. Læs mere om forældregrupper hos U-turn91 og hos Unge og Rusmidler92 samt webbaseret rådgivning af forældre og øvrige pårørende hos Netstof90 og Helsingung89.

Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)

Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.

Tidlig opsporing ved personale med borgerkontakt (G)

Kommunens personale, der møder de unge i dagligdagen, bidrager til tidlig opsporing af stofbrug ved hjælp af en kort opsporende samtale. Det gælder personale i fx socialforvaltningen, sundhedsplejen, jobcentre, ungdomsklubber, SSP, skoler, ungdomsuddannelsesvejledningen og udsatte boligmiljøer. Det er vigtigt, at personale med borgerkontakt har klare handlevejledninger ift. viderehenvisning af unge med stofbrug/begyndende stofbrug. Der bør være særligt fokus på unge, der mistrives, unge udenfor uddannelsessystemet og unge med en psykisk lidelse. Forebyggelsespakken om mental sundhed indeholder en række anbefalinger til tidlig opsporing i forhold til mental sundhed og trivsel, som bør medtænkes i arbejdet. Forældre og pårørende inddrages, hvis det skønnes relevant. Ved tidlig opsporing af unge med et eksperimenterende brug af stoffer får man tillige identificeret personer, som allerede har udviklet et regelmæssigt brug af stoffer eller har et decideret stofmisbrug eller afhængighed. Unge med et regelmæssigt brug eller stofmisbrug motiveres til at søge relevante rådgivnings- og behandlingstilbud. Gravide med et stofbrug skal henvises til det regionale familieambulatorium.

Inspiration til handling: ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45, ”Inspirationsmaterialer fra satspuljen Unge, alkohol og stoffer”62, ”Handlingsvejledning til Sagsbehandlere i Børneforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”41, ”Handlingsvejledning til Sagsbehandlere i Voksenforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”42.

Tobak

Røgfri skoletid på private grundskoler og efterskoler (U)

Kommunen samarbejder med private skoler i kommunen om at indføre røgfri skoletid, dvs. ingen rygning i skoletiden - hverken på eller uden for skolens område. Det anbefales også, at indførelsen af røgfri skoletid kobles med forebyggende undervisning i udskolingen samt forældresamarbejde.

Inspiration til handling: ”X:IT – rygeforebyggende indsats til grundskolerne” www.xit-web.dk, ”På vej mod røgfri skoletid” – eksempel fra Københavns Kommune52, www.cancer.dk/roegfriskoletid

Røgfri miljøer i samarbejde med lokale foreninger og fritidsmiljøer (U)

Kommunen samarbejder med idrætsforeninger, klubber mv., herunder klubber og foreninger, der låner kommunens lokaler, om røgfrie miljøer, hvor fx trænere og andre voksne ikke ryger. Kommunen kan fx informere klubberne om værdien af røgfri rollemodeller og røgfri rammer, og der kan samarbejdes om at indføre røgfri tilskuertribuner.

Røgfri arbejdstid på ikke-kommunale arbejdspladser (U)

Kommunen samarbejder med ikke-kommunale arbejdspladser i kommunen for at inspirere til indførelse af røgfri arbejdstid og afskaffelse af rygerum og -kabiner.

Inspiration til handling: www.hjerteforeningen.dk/roegfriarbejdstid og www.cancer.dk/roegfriarbejdstid

Samarbejde med privatpraktiserende tandlæger og tandplejere (U)

Kommunen samarbejder med privatpraktiserende tandlæger og tandplejere om 1) systematisk identifikation af borgere, der er ønsker at holde op med at ryge og 2) elektronisk henvisning til kommunalt rygestop. Der bør være særligt fokus på henvisning af gravide, der ryger. Hvis praksispersonalet er uddannede rygestoprådgivere, kan kommunen etablere et samarbejde om afholdelse af rygestopforløb. Tilbuddet bør leve op til anbefalingerne for rygestoptilbud i kommunen.

Inspiration til handling: VBA-e-læringsprogram til tandlæger63, ”Anbefalinger for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom”33.

Opsøgende rekruttering til rygestoptilbud (G)

Kommunen gennemfører opsøgende indsatser i arenaer, hvor målgrupper, som af forskellige årsager kan have vanskeligt ved selv at opsøge de kommunale tilbud, færdes. Målgruppen er som minimum unge på ungdomsuddannelserne (særligt erhvervsskoler) og produktionsskoler, gravide, der ryger, og deres partner, borgere i udvalgte boligområder, udviklingshæmmede, indsatte i fængsler, psykisk syge, hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Det bør overvejes at etablere udgående rygestoptilbud, der tilgodeser de specifikke gruppers særlige behov. Indsatsen kan tænkes sammen med indsats for at markedsføre rygestoptilbud til samme målgrupper.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse i nærmiljøet”81, ”Få hjælp til rygestop - rygestopaktiviteter for socialt udsatte”68, ”Forstærket indsats over for storrygere 2014-2017- Slutevaluering”39, Inspirationsark ”Rygestop - Rekruttering og fastholdelse” www.sst.dk, ”Køge Kvitter Smøgerne”65, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54.

Opdateret 04 APR 2019