xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Overvågning af hjerteområdet

Siden starten af 2017 har Sundhedsstyrelsen overvåget udredning og udvalgte behandlingsforløb på hjerteområdet ud fra en model, som erstatter den tidligere monitoreringsmodel på området. Her finder du alle rapporter i forbindelse med overvågningen.

Hjerteområdet i Danmark er et område i udvikling, og det er kendetegnet af en høj overlevelsesrate, som er blandt de bedste i verden. Det er dog fortsat nødvendigt at følge området for at sikre den bedste udredning og behandling for hjertepatienter.

Sundhedsstyrelsen udgav i februar 2018 faglige anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med hjertesygdomme som erstatning for hjertepakkeforløbene. Sundhedsstyrelsens nuværende overvågning erstatter den tidligere monitorering af pakkeforløb, som blev udfaset i 4. kvartal 2016.

I regi af Danske Regioner og RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram) arbejdes der nu med udvikling af Nyt Dansk Hjerteregister, som Sundhedsstyrelsen vil basere den fremtidige monitorering af hjerteområdet på.

Indtil da vil Sundhedsstyrelsen følge hjerteområdet med en monitoreringsmodel kaldet ”Overvågning af udredning og udvalgte behandlingsforløb på hjerteområdet”. Modellen indeholder udvalgte centrale indikatorer med fokus på patientrettigheder, herunder udredningsretten og maksimale ventetider, samt andre kritiske indikatorer såsom ventetid til invasive hjerteprocedurer.

Monitoreringsmodellen er baseret på eksisterende datakilder som Landspatientregisteret og Dansk Hjerteregister, og de kvartalsvise afrapporteringer kan findes herunder.

Med denne rapport udgiver Sundhedsstyrelsen overvågning af udredning og udvalgte behandlingsforløb på hjerteområdet med afrapportering af 3. og 4. kvartal 2021.

Overvågningen fokuserer på overholdelse af udredningsretten for alle patienter, som diagnosticeres med hjertesygdomme, samt på ventetider til invasiv diagnostik og behandling for udvalgte hjertesygdomme. Sundhedsstyrelsen drøfter rapporten i Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet.

Den forrige rapport er for 1. og 2. kvartal 2021. Der har ikke været udgivet kvartalsrapporter for 2019 og 2020. Årsagen hertil er, at Landspatientregisteret (LPR) i perioden 2019-2020 er blevet omlagt fra LPR2 til LPR3, hvilket resulterede i databrud for overgangsperioden. I 2019 og 2020 blev hjerteområdet i stedet fulgt gennem en interim monitoreringsmodel, hvor regionerne kvartalsvis har indberettet data til Sundhedsstyrelsen.

Opdateret 24 MAJ 2022