Engelsk

Historisk overblik

Hvordan var det nu det var? Her er et historisk overblik over udviklingen af kræftbehandlingen siden 2007 og hvilke initiativer, der er blevet sat i gang.

Politisk aftale

kræftpakkeforløbene blev indført af Regeringen og Danske Regioner i efteråret 2007. For at læse om det politiske grundlag, hvorpå kræftpakkerne blev besluttet, læs yderligere i "Aftale om gennemførelse af målsætningen om akut behandling og klar besked til kræftpatienter" og "Generelle rammer for indførelse af pakkeforløb". Med aftalen blev det vedtaget, at der inden udgangen af 2008 skulle indføres kræftpakkeforløb for alle kræftformer, og at regionerne bar ansvaret for implementeringen heraf.

Forløbstider og monitorering

Ved indføringen af kræftpakkerne var det beskrevet, at der løbende skulle foretages monitorering af kræftpakkeforløbene fra central side – via Landspatientregisteret på grundlag af de patientadministrative systemer. I foråret 2009 udgav Sundhedsstyrelsen et notat ved forløbstider i pakkeforløb, hvor det fastlægges, hvor mange dage, der som udgangspunkt afsættes til eksempelvis behandling af vævsprøver, billeddiagnostik og MDT-konferencer. Disse vurderinger blev foretaget i samarbejde med relevante faglige selskaber.

I oktober 2012 blev det obligatorisk at registrere specifikke målepunkter defineret i kræftpakkeforløbene for at kunne følge de anbefalede forløbstider angivet i kræftpakkebeskrivelserne. Fra ultimo 2012 er der således kvartalsvist blevet offentliggjort data for at følge kræftpakkeforløbene, hvor Sundhedsstyrelsen offentliggør en skriftlig kommentar med tolkning og vurdering af resultaterne. 

Forløbskoordinatorfunktion

Med indførelsen af kræftpakkeforløbene, blev der sat øget fokus på forløbskoordination på sygehusene, og det blev således beskrevet, at det er nødvendigt med en forløbskoordinator. Formålet med forløbskoordinationsfunktionen er at sikre sammenhæng i patientforløbet og undgå unødig ventetid. Forløbskoordinationsfunktionen skal sikre sammenhængende aktiviteter i hele patientforløbet fra henvisning til opfølgning uden unødig ventetid med samtidig effektiv udnyttelse af den tilstedeværende kapacitet.

Rehabilitering og palliation

I 2008 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som udarbejdede et notat om, hvordan områderne psykosocial omsorg, pleje og symptomlindring, rehabilitering og palliation bør inddrages i relation til kræftpakkeforløbene (se her). Med baggrund i arbejdsgruppens arbejde udgav Sundhedsstyrelsen en række anbefalinger i forbindelse med rehabilitering for patienter i pakkeforløb. Siden hen (2012) er Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft blevet udarbejdet. Forløbsprogrammet læner sig op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger for den palliative indsats (ikke kræftspecifik), som blev udarbejdet i 2011. Begge publikationer er opdateret i forbindelse med Kræftplan IV.

Opfølgningsprogrammer

Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet besluttede i 2011, at kvaliteten af opfølgningsforløb for kræftpatienter skulle udvikles og optimeres. I 2013 blev der nedsat arbejdsgrupper med det formål, at beskrive og strukturere opfølgningen af patienter med kræft.

I opfølgningsprogrammerne for kræft er de tidligere kontrolforløb efter endt kræftbehandling nytænkt. Begrebet opfølgning dækker over en bred vifte af mulige indsatser, herunder opsporing af recidiv og resttumor, behovsvurdering, rehabilitering og palliation, håndtering af senfølger, støtte til egenomsorg mv. Opfølgningsprogrammerne implementeredes i løbet af 2015-2016. Det er i forbindelse med revision af kræftpakkeforløbene, i regi af Kræftplan IV, blevet besluttet, at opfølgningsprogrammerne skal indarbejdes i kræftpakkeforløbene i takt med revisionen. 

Komorbiditet

Kræftpakkeforløbene er udarbejdet til at beskrive patientforløb. Nogle mennesker har andre sygdomme sideløbende med deres kræftsygdom (komorbiditet). Det er vigtigt, at der i planlægningen af et patientforløb tages højde for dette – også i et pakkeforløb. I 2009 udarbejdede Sundhedsstyrelsen således et notat, der beskriver, hvordan komorbiditet skal håndteres i forbindelse med kræftpakkeforløb. Notatet blev opdateret i 2011 og kan læses her. Der er ligelededs udarbejdet et skema til anvendelse ved vurdering af komorbiditet, som kan læses her.

Overblik over revisioner af pakkeforløb og udarbejdelse af opfølgningsprogrammer

Dato

Handling

2016

Kræftplan IV: Beslutning om servicetjek af pakkeforløb

2015

Udgivelse af opfølgningsprogrammer

2011

Beslutning om indførelse af opfølgningsprogrammer

2010

Kræftplan III: Beslutning om revision af pakkeforløb

2007

Udarbejdelse og indførsel af pakkeforløb af regeringen og Danske Regioner

2005

Kræftplan II: Fokus på sammenhæng og organisering af patientforløb - fokus på at pakkeforløb er relevante

2000

Kræftplan I: Fokus på afdækning af epidemiologien af kræftsygdomme i Danmark, sammenlignet med de øvrige nordiske lande, samt forøgelse af kapacitet


Læs mere om 
Kræftplan I-IV

Opdateret 16 APR 2019