Engelsk

Helbredsrisici

Ioniserende stråling indebærer en vis sundhedsrisiko for mennesker. Bl.a. stiger risikoen for at få kræft, hvis man eksponeres for ioniserende stråling. Risikoen for at udvikle kræft på grund af udsættelse for ioniserende stråling er dog ganske lille sammenlignet med den generelle risiko for at få kræft.

Hvis atomer i en celle ioniseres, kan der opstå skader på cellens DNA. Hvis cellen ikke kan reparere dem, kan skaderne føre til, at cellen dør eller, i et længere perspektiv, udvikler sig til en kræftcelle. For et menneske betyder det, at udsættelse for ioniserende stråling øger risikoen for kræft senere i livet.

Ved høje doser, især hvis de modtages på kort tid, kan der også opstå akutte skader, blandt andet forbrænding og strålesyge. Der er dog ingen risiko for akutte skader ved de stråledoser, som man normalt modtager ved for eksempel en røntgenundersøgelse.

Arvelige effekter af ioniserende stråling er aldrig blevet påvist hos mennesker. Selv om en person udsættes for en høj stråledosis, er der således ingen kendt risiko for skader på personens fremtidige børn. Et menneske bliver heller ikke radioaktivt af at udsættes for ioniserende stråling. Det sker kun, hvis et radioaktivt stof kommer ind i kroppen eller sætter sig på huden.

Ioniserende stråling og kræft

Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark, og risikoen for i løbet af livet at udvikle kræft er over 30 procent. Eksponering for ioniserende stråling indebærer, at denne risiko øges. Selv de mindste stråledoser anses at give en øget kræftrisiko, og jo højere stråledosen er, jo mere øges risikoen.

Den statistiske sandsynlighed for at få dødelig kræft pga. stråling er dog samlet set ganske lille - helt præcist 0,0005 pct. pr mSv. Det svarer til, at hvis en million mennesker blev udsat for en stråledosis på 1 mSv over hele kroppen, ville 50 af dem med tiden udvikle dødelig kræft. Det betyder dog ikke, at hver enkelt person i denne gruppe har en ekstra kræftrisiko på 0,005 procent.

Det er vanskeligt at studere sammenhænge mellem stråleudsættelse og kræft. Det er ikke muligt at afgøre, om et tilfælde af kræft skyldes stråleudsættelse eller andre påvirkninger. Desuden kan det tage årtier fra bestrålingen fandt sted til at sygdommen udvikles.

Generelt kan det fastslås at:

  • Jo højere stråledosen er, jo mere øges kræftrisikoen.
  • Der findes ingen grænseværdi, under hvilken man kan sige, at stråledoser er helt ufarlige.
  • Sandsynligheden for at få kræft som følge af en vis stråleudsættelse er individuel og beror blandt andet på alder og køn. Risikoen er højere for børn og unge mennesker end for ældre.
  • Den øgede risiko for kræft pga. bestråling er meget lille i forhold til den generelle kræftrisiko.

Gravide og børn

Børn er mere følsomme overfor ioniserende stråling end voksne. Deres celler deler sig oftere, og de lever længere efter bestrålingen, hvilket giver en eventuel kræftsygdom mere tid til at udvikle sig. De, der arbejder med ioniserende stråling inden for sundhedsvæsenet, tager hensyn til barnets alder, når de planlægger og udfører for eksempel røntgenundersøgelser.

Væsentlig stråleudsættelse tidligt i graviditeten kan øge risikoen for fosterskader. Derfor skal man altid fortælle lægen, om man er gravid, når man skal have taget røntgenbilleder, modtage strålebehandling eller have udført en nuklearmedicinsk undersøgelse. 

Ved tandlægerøntgen er stråledosis så lille og så langt væk fra livmoderen, at bestrålingen ikke udgør en risiko for fostret.

Læs om ikke-ioniserende stråling fra fx mobiltelefoner og trådløse netværk

Myter

I tegneserier sker det, at folk bliver selvlysende eller får ekstra kropsdele eller andre spændende egenskaber, fordi de er blevet eksponeret for ioniserende stråling. Dette kan dog ikke ske i virkeligheden.

Den første idé skyldes formentlig gamle dages ur med lysende visere. De var malet med en farve, der indeholdt radium, som er radioaktivt. Energien fra radiummets henfald brugtes til at få et andet stof i farven til at lyse. Radium, og de fleste andre radioaktive stoffer, er dog ikke selvlysende. Et menneske bliver heller ikke radioaktivt af at udsættes for ioniserende stråling. Det sker kun hvis et radioaktivt stof kommer ind i kroppen eller sætter sig på huden (kontaminering).

Den anden idé har sin grund i, at ioniserende stråling kan medføre mutationer (forandringer i cellernes DNA). Mutationer skyldes dog for det meste ikke stråling, men opstår spontant eller af andre årsager, når celler deler sig. De fleste mutationer fører ikke til noget andet, end at den muterede celle dør.

Arvelige effekter af ioniserende stråling er aldrig blevet påvist hos mennesker. Selv om en person udsættes for en høj stråledosis, er der således ingen kendt risiko for skader på personens fremtidige børn.

Opdateret 05 MAJ 2019