Engelsk

Ioniserende stråling

Ioniserende stråling forekommer både i naturen og i menneskeskabte teknologier.

Ioniserende stråling forekommer i naturen og er en del af menneskets naturlige miljø. Jorden indeholder mange radioaktive stoffer, og dertil rammes den også konstant af kosmisk stråling fra verdensrummet. Radioaktivitet er betegnelsen for ioniserende stråling fra ustabile former af grundstoffer.

Alfa-, beta- og gammastråler

Der findes flere typer ioniserende stråling, og de har meget forskellige fysiske egenskaber. Radioaktive stoffer kan udsende typerne alfa-, beta- og gammastråling.

Alfastråling

Alfastråling er den mindst gennemtrængende type. I luft har den en rækkevidde på ca. 4 cm, og den kan ikke trænge igennem menneskets hud. Derimod kan et alfastrålende stof blive sundhedsskadeligt, hvis det kommer ind i kroppen. Et almindeligt eksempel er radongas, som afgiver alfastråling til lungerne, når den bliver indåndet.

Betastråling 

Betastråling har en længere rækkevidde i luft og kan trænge ind i huden. Hvor gennemtrængende betastrålingen er, afhænger af dens energi.

Gammastråling

Gammastråling er en af de strålingstyper, der er mest gennemtrængende. Rækkevidden og gennemtrængningsevnen er større, jo højere energi gammastrålingen har. For at afskærme gammastråling kan der kræves en tyk væg af mursten eller beton, eller et lag af metal (bly eller stål).

Røntgenstråling

I en accelerator eller et røntgenrør kan man fremstille røntgenstråling. Den har de samme fysiske egenskaber som gammastråling, men kommer ikke fra radioaktivt henfald. I modsætning til stråling fra radioaktive stoffer dannes røntgenstråling med elektricitet, så strålingen ophører, når acceleratoren eller røntgenrøret slukkes.

Opdateret 05 MAJ 2019