Engelsk

Helbredsrisici

I mange af dagligdagens situationer bliver det moderne menneske udsat for radiobølger og mikrobølger fra blandt andet mobiltelefoner og trådløse netværk. Det er derfor vigtigt at redegøre for, om udsættelsen for de trådløse teknologier kan påvirke helbredet.

Det samlede nuværende vidensgrundlag tyder ikke på, at normal dagligdags brug af trådløse teknologier har negativ virkning på befolkningens helbred.

Da den udbredte brug af de trådløse teknologier fortsat er relativt ny, vil studier af eventuelle langtidseffekter dog være påkrævede lang tid fremover.

 

WHO’s klassifikation

Verdenssundhedsorganisationen WHO placerede i 2011 radio- og mikrobølger (30 kHz-300 GHz) i kategorien 2B: Muligvis kræftfremkaldende. Det betyder, at det ikke er muligt at udelukke en sammenhæng mellem udsættelse for radio- og mikrobølger og udvikling af kræft. Klassifikationen er generel for alle former for radio- og mikrobølger og alle kræftformer, men baggrunden for klassifikationen begrænser sig til mobiltelefoni og bestemte typer hjernekræft.

Baggrunden for klassifikationen var, at et internationalt ekspertpanel bestående af 30 forskere gennemgik og vurderede den hidtidige forskning på området. Her fandt et flertal, at to videnskabelige undersøgelser viste tilstrækkelig sammenhæng mellem brug af mobiltelefoner og forekomsten af særlige typer hjernekræft. Dette gjaldt for brug af mobiltelefoner til samtale i mere end 30 minutter om dagen i mere end 10 år. Denne sammenhæng kunne dog ikke findes i andre studier, og flertallet vurderede derfor, at der er en mulig sammenhæng mellem radio- og mikrobølger og kræft.

Læs baggrundsrapporten for klassifikationen

Opdateret 05 MAJ 2019