Engelsk

Radioaktivt affald

Radioaktivt affald er materiale, der ikke har nogen anden anvendelse, og som har et indhold af radioaktive stoffer, man skal tage hensyn til, når det håndteres og bortskaffes.

På samme måde som ved brugen af radioaktive stoffer, skal affaldet håndteres og bortskaffes sådan, at det ikke spredes utilsigtet eller udgør en risiko for mennesker eller miljø

Hvor stammer affaldet fra?

Det største andel af det radioaktive affald i Danmark stammer fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø.

Radioaktivt affald kommer desuden fra brug af radioaktive stoffer til undersøgelser og behandlinger på hospitaler, industrielle anvendelser såsom måling af indhold i tanke, bestemmelse af massefylde og fugtighed i vejbelægninger, kontrol af svejsninger og konstruktioner m.m., samt til forskning. Ved bl.a. olie-gas produktion, afbrænding af kul og produktion af geotermal varme kan radioaktive stoffer desuden forekomme som restprodukt.

Efter endt brug skal det radioaktive affald håndteres, så der ikke er risiko for mennesker og miljø.

Hvordan håndteres affaldet?

For radioaktive kilder med et særligt høj aktivitet er det et krav for at opnå tilladelse til brug, at virksomhederne indgår en bindende aftale med leverandøren om, at kilderne returneres til producenterne/leverandøren efter endt brug.

Affaldet fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø lagres på stedet af virksomheden, som er ansvarlig for afviklingen, Dansk Dekommissionering (DD). Brugere i sundhedsvæsenet og indenfor industri og forskning skal også overdrage radioaktivt affald til DD.

Læs mere om Sundhedsstyrelsens tilsyn med radioaktivt affald

Opdateret 03 MAJ 2019