xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Klinisk basisuddannelse for læger (KBU)

Den kliniske basisuddannelse (KBU) er første led i den lægelige videreuddannelse, som alle læger skal gennemføre for at opnå tilladelse til selvstændigt virke. Sundhedsstyrelsen tilrettelægger tilmeldingsproceduren, mens regionerne tilrettelægger ansættelsesproceduren. Her kan du læse om forløb og tilmelding til KBU.

 I KBU’en bruger lægen den opnåede viden fra lægeuddannelsen på universitetet. Efter afsluttet og godkendt KBU kan lægen søge om tilladelse til selvstændigt virke, som der skal være opnået før det efterfølgende introduktionsforløb i speciallægeuddannelsen kan blive godkendt.

Reglerne om KBU er beskrevet i Bekendtgørelse om lægers kliniske basisuddannelse.

Om tilmelding

Forhåndsregistrering til den kliniske basisuddannelse (KBU) sker gennem din uddannelsesinstitution, som videresender dine oplysninger (cpr. nr. og e-mail) til Sundhedsstyrelsen.

På basis af disse oplysninger modtager du en informationsmail fra Sundhedsstyrelsen om den bindende tilmeldingsprocedure til KBU. Først når du tilmelder dig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og har modtaget en kvitteringsmail, er du endelig tilmeldt.

Du kan finde oplysninger om tidsfrister for tilmelding i den tilsendte e-mail eller her på siden. Husk at orientere Sundhedsstyrelsen hvis du skifter e-mail, så vi kan skrive til dig fremover.

Tilmelding til KBU finder sted to gange årligt:

  • Medio januar måned, med forventet uddannelsesstart i august-oktober måned det samme år
  • Medio august måned, med forventet uddannelsesstart i februar-april måned det følgende år

Tilmelding til KBU kan kun ske én gang.

Valg af forløb

Når du har tilmeldt dig KBU, vil du modtage et lodtrækningsnummer fra Sundhedsstyrelsen. Lodtrækningsnummeret angiver i hvilken rækkefølge du skal vælge forløb på basislaege.dk.

Dit KBU-forløb

Ca. 3 måneder før du skal begynde på arbejdet, vil du modtage information om tid og sted fra dit første ansættelsessted. Hvis du har brug for at aftale forhold omkring ferie eller høre nærmere om bolig, vagter og andet skal du kontakte ansættelsesstedet.

Du skal senest 14 dage efter første ansættelsesdag have udarbejdet en individuel uddannelsesplan sammen med dit ansættelsessted. Uddannelsesplanen er en aftale om dit uddannelsesforløb og de kompetencer, du skal opnå i løbet af din ansættelse. I målbeskrivelsen for den kliniske basisuddannelse (KBU) kan du se hvilke kurser og kompetencer, du skal have godkendt i KBU.

Du har under hele forløbet krav på supervision og vejledning efter behov. Det er dit ansvar, at du opnår alle målbeskrevne kompetencer og får dokumentation for dem.

Du har mulighed for individuel karrierevejledning i forbindelse med den lægelige videreuddannelse. Hvis du har behov for det, kan du drøfte eventuelle karriereplaner med din vejleder eller den uddannelsesansvarlige overlæge, og eventuelt få hjælp til at udarbejde din egen karriereplan. Karriereplanen skal fungere som udgangspunkt for refleksioner over egne kompetencer og muligheder i forhold til et eller flere specialer.

Tidsplan

Den kliniske basisuddannelse med start af KBU-forløb sommer 2023
Senest fredag den 13. januar 2023 Informationsbrev om tilmeldingsprocedure sendes til de kandidater der er indrapporteret fra universiteterne.
16. - 27. januar 2023 Tilmeldingsskema til KBU med start sommer 2023, er tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. 
Fredag den 27.januar 2023 Sidste frist for tilmelding til KBU herunder særlig fordeling.
Fredag den 2. februar 2023 Antal tilmeldte sendes til videreuddannelsesregionerne (til dimensionering af antal KBU-forløb).
Senest i uge 8 Afgørelse på ansøgning om særlige hensyn sendes til ansøgeres e-boks.
Senest i uge 9 Meddelelse om lodtrækningsnummer sendes til alle tilmeldte
 

Senest i uge 9 sender Sekretariatet for Klinisk basisuddannelse mail om frist for at udskyde, hvis man véd at man ikke skal starte i KBU sommer 2023.

Af hensyn til dine fremtidige kollegaer og til de involverede afdelinger, skal alle der ikke vil gøre brug af deres plads i ordningen alligevel, meddele dette på mail KBU@rm.dk senest den 13. marts 2023 klokken 12.00

Senest i uge 13 udsender Basislaege en mail/SMS der indeholder den præcise dato og klokkeslæt, hvor den enkelte tilmeldte kan træffe sit valg af forløb i basisuddannelsen

Valg af forløb
Tirsdag den 4. april  Basislaege.dk åbner for gennemsyn af endelige KBU-forløb.
Tirsdag den 11. april 09:00 Valg af KBU-forløb for særlige hensyn.
Tirsdag den 11. april 12:00 Valg af KBU-forløb for øvrige.
 
 

Tilmelding KBU vinteren 2022/2023

Der er modtaget 530 tilmeldinger til den kliniske basisuddannelse vinteren 2022/2023.

 

De 530 forløb fordeles efter en fast fordelingsnøgle baseret på befolkningstallet i de tre videreuddannelsesregioner:

  • Videreuddannelsesregion Øst: 238 forløb
  • Videreuddannelsesregion Syd: 117 forløb
  • Videreuddannelsesregion Nord: 175 forløb

Oversigt over lodtrækningsnumrenes fordeling på de fire universiteter vinteren 2022/2023.

Oversigt over antal tilmeldte siden 2018.

Opdateret 20 DEC 2022