Behandling af børn og unges brug af opioider
Grafen nedenfor viser udviklingen i antal nyindskrevne med opioider angivet som hovedstof. I antallet af ny-indskrevne i opgørelsesåret indgår både personer, som er indskrevet i behandling for første gang samt personer, som indskrives i behandling på ny, men som tidligere har modtaget behandling. Grafen er interaktiv, og du kan derfor selv vælge aldersgruppe og hvilke hovedstoffer, du gerne vil se udviklingen indenfor.
Grafen illustrerer, at der i 2018 var 642 personer, der angav ”Opioider” som hovedproblem for deres misbrug, mens det samme gjaldt for 836 personer i 2023. I visningen dækker ”Opioider” over stofferne ”Heroin (illegal)”, ”Metadon (illegal)”, ”Buphrenorphin (illegal)” og ”Andre opioider”.
Grafen illustrerer også antallet af stofbrugere i behandling i årrækken 2018-2023, der angiver ”Andre opioider” som hovedstof, som blandt andet dækker over de afhængighedsskabende smertestillende tramadol og oxycodon. I 2018 angav 225 personer ”Andre opioider” som hovedproblem for deres misbrug, mens det gjaldt for 448 i 2023. Det er især blandt aldersgruppen 16-20 år, at der observeres en udvikling.
Note: Nyindskrevne personer dækker over personer, der blev indskrevet i stofbehandling i opgørelsesåret. Dvs. fx mellem 1. januar og 31. december 2023. Indberetningen af hovedstof er frivillig. Det kan betyde, at tallene er undervurderede. ”Opioider” angivet som hovedstof indeholder flg. hovedstofkategorier i SIB følgende stoffer: Heroin (illegal), metadon (illegal), buphrenorphin (illegal) og andre opioider. Der gøres opmærksom på, at antal personer indskrevet med ”Andre opioider" som hovedstof er en delmængde af antal personer indskrevet med ”Opioid” som hovedstof.
Kilde: Stofmisbrugere i behandling (SIB) pr. juni 2024, CPR-registeret (pr. november 2024), Sundhedsdatastyrelsen.
Data for 2024 forventes klar i september 2025.