Vaccination af gravide mod covid-19
Da gravide har en øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide bliver vaccineret. Vaccination beskytter både mor og det ufødte barn. Er du gravid, kan du læse mere her.
Booster-vaccinationsprogrammet mod covid-19 for efterår- og vintersæsonen 2022/23 blev afrundet pr. 1 marts, og dette gælder også for gravide. Men Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at du bliver vaccineret, hvis du er gravid og ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19.
Vaccination er sikkert for dig og dit barn mens du er gravid. Desuden er det sikkert for både dig og dit barn at blive vaccineret mens du ammer. Her på siden kan du læse mere om covid-19 vaccination af gravide.
Ellers anbefaler vi, at du som gravid taler med din egen læge eller jordemoder, hvis du er i tvivl, om du skal lade dig vaccinere.
Følg de gode råd
Som gravid skal du fortsat følge de smitteforbyggende råd – især hvis du ikke er vaccineret.
- Bliv hjemme, hvis du er syg
- Hold afstand
- Luft ud og skab gennemtræk
- Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
- Gør rent, særligt overflader som mange rører ved
Se de gode råd: Forebyg at blive smittet med covid-19 og influenza
Jeg er gravid
1. Hvorfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod covid-19?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide, som ikke tidligere er vaccineret, bliver vaccineret mod covid-19. Dette gælder både 1. og 2. stik samt en booster-vaccination. Hvis du er gravid, anbefaler vi vaccination fra 1. trimester.
De fleste gravide, som bliver smittet med covid-19, får et mildt sygdomsforløb. Dog viser forskning, at gravide er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 sammenlignet med kvinder i samme aldersgruppe, som ikke er gravide. Det gælder særligt for gravide med underliggende sygdomme eller tilstande som fx overvægt, forhøjet blodtryk, diabetes eller behandlingskrævende astma. Risikoen er også højere, hvis man ryger.
Når en gravid bliver alvorligt syg, er det også en belastning for barnet i maven, og det øger bl.a. risikoen for at føde for tidligt. Derfor er det en god idé at beskytte sig så godt som muligt mod alvorlig sygdom. Vaccination beskytter godt imod alvorlige forløb af covid-19 og vaccination vil både være med til at beskytte dig som gravid, men også dit barn i maven. Moderens antistoffer mod covid-19 overføres nemlig til barnet under graviditeten og gennem amningen, og beskytter også barnet mod covid-19 den første tid efter fødslen.
Derfor anbefaler vi, at du bliver vaccineret, hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19.
2. Skal jeg vaccineres igen, hvis jeg er tidligere vaccineret?
Nej. Hvis du har fået 1. og 2. stik og 1. booster-vaccination, anbefaler vi ikke yderligere vaccination på nuværende tidspunkt.
Både international forskning og danske data viser, at man er godt beskyttet mod alvorlig sygdom med covid-19, hvis man er vaccineret. Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der ikke skal tilbydes yderligere booster-vaccination på nuværende tidspunkt.
Sundhedsstyrelsen følger smitteudviklingen for covid-19 tæt, og det er forventet, at der bliver behov for at vaccinere udvalgte grupper mod covid-19 igen til efteråret. Planlægningen af det kommende vaccinationsprogram til efteråret vil begynde i løbet af foråret/sommeren 2023.
3. Hvornår i min graviditet bør jeg blive vaccineret?
4. Hvad ved vi om effekt og sikkerhed ved vaccination af gravide?
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination af gravide, da vaccinerne vi bruger i Danmark er sikre, effektive og giver en god beskyttelse mod alvorlige forløb med covid-19. Vaccinerne mod covid-19 er givet til rigtig mange gravide verden over, og data viser, at vaccinerne er både effektive og sikre.
Sundhedsmyndighederne holder løbende øje med effekt og sikkerhed ved vaccinerne, og der er intet, der tyder på, at vaccination mod covid-19 udgør en risiko for hverken mor eller det ufødte barn. Der er ingen mistanke om, at selve vaccinen overføres til barnet gennem moderkagen eller via modermælken. Det er kun de antistoffer, som moderen danner på grund af vaccinen, der overføres til barnet. Selve indholdsstofferne, der er i vaccinen, nedbrydes hurtigt i moderens krop.
5. Hvilke bivirkninger har vaccinerne?
Vaccination mod covid-19 er sikkert for både mor og barn. Gravide kan få de samme bivirkninger som alle andre. De hyppigste bivirkninger forbundet med covid-19 vaccination er milde og varer ikke længe, og vi anser vaccinerne for at være meget sikre og veldokumenterede. Bivirkninger kan være træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, let temperaturstigning samt rødme og hævelse på indstiksstedet.
I meget sjældne tilfælde kan der desuden ses allergiske reaktioner, hjertehindebetændelse (perikarditis) eller hjertemuskelbetændelse (myokarditis). Risikoen for alvorlige bivirkninger er meget lille og på niveau med andre vaccinationer.
Covid-19 vaccination påvirker ikke dit fosters udvikling, og du må gerne amme dit barn, når du er vaccineret. Som ammende overfører du antistoffer fra vaccinen, som også er med til at beskytte dit barn.
Læs mere hos Lægemiddelstyrelsen om indberettede bivirkninger ved covid-19 vaccinerne
6. Påvirker vaccinationen fosterets udvikling?
Nej, vaccinen påvirker ikke fosterets udvikling.
Vaccinen indeholder ikke levende virus. Der er ingen mistanke om, at selve vaccinen overføres til barnet gennem moderkagen eller via modermælken. Det er kun de antistoffer, moderen danner på grund af vaccinen, der overføres til barnet. Selve indholdsstofferne, der er i vaccinen, nedbrydes hurtigt i moderens krop.