xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Skip to content

Målgruppe

Unge i alderen 12 – 18 år er den primære målgruppe for Fælles om ungelivet. Målgruppen er at finde i grundskolens 7. – 10. klasse samt på ungdomsuddannelser. På ungdomsuddannelser vil en del af eleverne være ældre end 18 år, men vil stadig kunne deltage i dataindsamlingen og afrapporteringen.

Indsatsen fokuserer på det store flertal af unge, som i udgangspunktet trives og har det godt med vennerne og i familien, og som har få psykiske problemer. Indsatsen er således ikke rettet mod gruppen af unge, som er særligt udsatte eller belastede. Udsatte unge vil dog på linje med andre unge opleve en styrkelse af de beskyttende faktorer, fordi indsatsen sigter mod at ændre strukturerne omkring alle unge.

Målsætningen er at ændre rammerne for de unges liv og fremme de beskyttende faktorer. Derfor er indsatsens medierende og sekundære målgrupper lokale aktører omkring de unge, herunder særligt forældre til teenagere, voksne engageret i fritidsliv og skoler mv., der skal involveres i at ændre rammerne og fremme de beskyttende faktorer omkring de unge.


De voksne skal tage ansvar

I rusmiddelforebyggelsen i Danmark, og særligt i alkoholforebyggelsen, har der i mange år været fokus på at klæde børn og unge på til at kunne begå sig i den eksisterende alkoholkultur, i stedet for at forsøge at ændre på selve kulturen. Ansvaret er blevet lagt på de unges skuldre.

 

Det gælder både den rusmiddelforebyggende indsats i skolerne og hjemme. Blandt mange forældre er det fx en udbredt praksis og tilgang, at børn skal lære at drikke alkohol i hjemlige omgivelser. Intentionen fra forældrenes side er at lære børnene at drikke, så de ved, hvordan det føles, inden de skal ud i festlivet. Men på den måde kommer forældrene til dels at understøtte en forventning om, at de unge skal begynde at drikke, dels at understøtte den nuværende kultur, hvor danske unge begynder at drikke tidligt og drikker meget. Vi ved fra forskningen, at unge, der får serveret alkohol af deres forældre, drikker mere end unge, der ikke får alkohol af deres forældre.

 

I Fælles om ungelivet arbejder vi for, at voksne omkring de unge i stedet tager ansvaret på deres skuldre. Det gælder alle voksne omkring de unge, som fx forældre, lærere, ansatte i kommunale fritidstilbud, frivillige ledere, arbejdsgivere, trænere/instruktører m.fl. Vi ønsker at motivere voksne og forældre til at involvere sig og sætte tydelige rammer for de unge og understøtte fællesskaber og fester, hvor alkohol ikke er omdrejningspunktet. Vi vil understøtte og skabe rammer, som gør, at flere unge bliver og forbliver aktive i deres fritidsliv og deltager i organiserede fritidsaktiviteter, og vi vil påvirke kulturen omkring unges fritidsaktiviteter til at støtte op om et ungeliv uden rusmidler.