Nyt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel
Børn og unge i hele landet, der er i psykisk mistrivsel, skal fremover have mulighed for afklaring og behandling i et nyt kommunalt behandlingstilbud. Behandlingstilbuddet skal være etableret og i gang i løbet af 2024.
Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Social- og Boligstyrelsen, og på baggrund af rådgivning fra en bredt sammensat arbejdsgruppe, udarbejdet de faglige rammer for det nye kommunale behandlingstilbud. Kommunerne skal nu i gang med at etablere tilbuddet med udgangspunkt i de faglige rammer.
Det nye tilbud skal gøre, at der kan sættes ind hurtigt overfor psykisk mistrivsel ved at forkorte tiden fra, at børn og unge oplever symptomer på psykisk mistrivsel, og til den rette behandling sættes i gang.
”Vi har en ambition om at skabe en gennemgribende forandring i den måde, vi hjælper børn og unge i psykisk mistrivsel på. Samtidig skal det nye tilbud også styrke det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde. Flere kommuner har allerede prioriteret at tilbyde behandling, men der er ikke et ensartet tilbud i hele landet i dag. Derfor vil det nye tilbud være med til at mindske den sociale ulighed i sundhed, fordi de børn og unge, der har behov for et tilbud, får adgang til det, uanset hvor de bor i landet,” siger enhedschef Agnethe Vale Nielsen.
Det nye tilbud skal være gratis, og børn, unge og forældre skal selv kunne henvende sig uden henvisning. Behandlingen skal være helhedsorienteret, og skal, hvor det er relevant, kobles til barnets/den unges hverdag ved for eksempel at inddrage skole/ungdomsuddannelse og familien. Det nye behandlingstilbud skal supplere den nuværende vifte af kommunale indsatser og indgå i en helhedsorienteret indsats for børn og unge, der mistrives psykisk.
”Når et barn eller ung har symptomer på psykisk mistrivsel, skal man kunne kontakte det kommunale tilbud, der vil vurdere alvorligheden og lægge en plan. Tilbuddet skal indeholde dokumenteret behandling, der kan afhjælpe symptomerne og forbedre livskvaliteten. Det betyder også, at det for mange kan forebygge, at den psykiske mistrivsel forværres og for nogle udvikler sig til en egentlig psykisk lidelse,” siger Agnethe Vale Nielsen.
Det kræver faglige kompetencer at afklare karakteren af symptomerne på psykisk mistrivsel. Derfor skal tilbuddet være sammensat, så familierne tidligt møder en psykolog med særlig viden om børn og unges udvikling, så det bliver afklaret, hvor alvorlige symptomerne er, og hvor meget barnets/den unges dagligdag er påvirket.
Afklaringen er fundamentet for at finde den rigtige behandling, som er tilpasset til den unges individuelle behov - eller for at guide barnet eller den unge videre til en anden indsats, hvis der er behov for det.
”Vi ved, at jo tidligere, man får tilbud om relevant hjælp ved mistrivsel, jo større er muligheden for at forebygge de negative konsekvenser af psykisk mistrivsel og psykisk lidelse. Heldigvis er der behandlingsformer, der har dokumenteret effekt, og det er dem, behandlingsforløbene i det nye tilbud skal baseres på,” siger Agnethe Vale Nielsen.
Rapporten beskriver de faglige rammer for tilbuddet. Lovforslaget, der udmønter det, skal behandles i starten af 2024, og der udestår også en endelig fordeling af økonomien mellem regioner og kommuner. Derfor kan der komme mindre justeringer af de faglige rammer.
Principper
Tilbuddet vil bygge på følgende principper:
Synlighed og let adgang
Børn, unge og deres familier skal kende til tilbuddet i kommunen og skal selv kunne kontakte tilbuddet.
Hjælp til at finde den rette hjælp
Ved den første kontakt til tilbuddet skal det afklares, om barnet eller den unge er i målgruppen for behandling i tilbuddet. Hvis barnet eller den unge ikke er det, guides der til anden relevant indsats på skolen, i kommunen eller i civilsamfundet.
Behandling af høj kvalitet
Hvis barnet vurderes at være i målgruppen, vil det faglige personale i dialog med familien tilrettelægge behandlingen. Hvis barnet har symptomer på psykisk lidelse i en grad, at det vurderes, at barnet er i målgruppen for den regionale børne- og ungdomspsykiatri, henvises der direkte dertil.
Afklaringen af behandlingsbehovet og behandlingen i tilbuddet skal baseres på dokumenterede metoder og manualer. Selve behandlingen skal som udgangspunkt være samtaleterapi tilpasset det enkelte barn, men kan også være rettet mod forældre eller gruppebehandling.
Sammenhæng og koordination
Behandlingen i tilbuddet skal kobles til barnets eller den unges hverdagsliv, og der skal sikres sammenhæng i indsatserne omkring barnet og familien på tværs af kommunens øvrige indsatser, den alment praktiserende læge og børne- og ungdomspsykiatrien.