xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ved du, hvordan antipsykotisk medicin påvirker en hjerne med demens?

Sundhedsstyrelsen har udviklet et nyt e-læringskursus om demens og antipsykotisk medicin til medarbejdere i ældreplejen. Her får du også viden om, hvad man kan sætte i stedet for medicin.

27 FEB 2023

Ved du, hvor mange mennesker med demens, der får antipsykotisk medicin, og kender du til virkningen og bivirkningerne ved denne type medicin?

Sundhedsstyrelsens nye e-læringskursus giver dig svar på disse spørgsmål. Du får også mere viden om, hvordan du kan arbejde med at øge borgerens trivsel, for eksempel gennem personcentreret omsorg og på den måde forebygge, at mennesker med demens får antipsykotisk medicin, hvor det kunne være undgået.

”Der er mange alvorlige bivirkninger forbundet med antipsykotisk medicin, når man har en demenssygdom, blandt andet øget dødelighed. Samtidig forringer medicinen personens mulighed for at kommunikere sine behov, og medarbejderne får derved sværere ved at hjælpe borgeren til at trives og have det godt. Vi håber, at e-læringskurset kan være med til at udbrede viden om virkning og bivirkninger ved antipsykotisk medicin til mennesker med demens,” siger sektionsleder Sara Louise Friis Rose.

I den nationale demenshandlingsplan 2025 blev der fastsat et mål om, at en forbedret pleje og behandlingsindsats skal halvere forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens inden år 2025.

Se e-læringsmodulet her

Guide til nedbringelse af antipsykotisk medicin

Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde en guide, som ældreplejen kan anvende til at arbejde systematisk med at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens.

Guiden forventes offentliggjort i foråret 2023 på www.sst.dk/demens-antipsykotiskmedicin 

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vi har udskiftet det system, som vi udsender nyheder og pressemeddelelser med.

 

Vores pressemeddelelser og nyheder er nu opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

 

Denne nyheds temaer:

 

Nyt på ældreområdet