Kom til webinar om relationsarbejde i ældreplejen
Deltag i Sundhedsstyrelsens webinar den 26. november, og bliv inspireret til, hvordan I kan styrke jeres arbejde med relationer i ældreplejen.
Relationelt arbejde er en kernekompetence i ældreplejen. Det er i relationerne, at medarbejderne lykkedes med at skabe et godt samarbejde med både borgere og deres pårørende. Det er fundamentet for god pleje og omsorg, og stærke relationer styrker arbejdsglæden for medarbejderne i ældreplejen.
Det kan være svært at sætte ord på, hvordan relationsarbejdet i praksis tager sig ud, og hvilke faglige kompetencer der sættes i spil. Derfor kan det også være svært at udpege, hvad vi i ældreplejen skal afprøve og øve os i for at blive endnu bedre til relationsarbejdet. Det kan ligeledes være svært at anerkende og få anerkendelse for, at det er vigtigt og komplekst, når man arbejder relationelt, hvis man ikke har et fælles sprog for det.
Sundhedsstyrelsen afholder derfor et webinar, der kommer med konkrete bud på, hvordan man kan arbejde fagligt med relationer samt styrke relationsarbejdet, når man som medarbejder hver dag arbejder med at yde pleje og omsorg for ældre borgere.
I oplæggene på webinaret får du:
- Viden om, hvorfor det er vigtigt at arbejde fagligt med relationer
- Inspiration til, hvordan du selv kommer i gang med at arbejde mere bevidst med relationer i ældreplejen, og hvilke værktøjer du kan anvende
- Gode råd og praksisnære eksempler på, hvilke greb og tilgange man kan etablere for at styrke relationsarbejdet.
Mød eksperterne
På webinaret kommer du bl.a. til at møde:
- Lone Grøn, professor og ansat i VIVE, som står bag rapporten Uden relationer kommer vi ingen vegne fra 2023 om, hvordan man i ældreplejen forstår og praktiserer relationsarbejde
- Hanne Jensen, konsulent på Sundhedsstyrelsens Værdighedsrejsehold, som i en årrække har undervist i og faciliteret forløb i at styrke værdigheden i ældreplejen gennem praksisnær undervisning med fokus på bl.a. relationsarbejdet
På webinaret vil du også møde en leder fra ældreplejen, som deler ud af sine erfaringer fra hverdag.
Målgruppe
Webinaret er målrettet ledere og medarbejdere, særligt dem som har ansvar for at understøtte udviklingen af faglighed og kvalitet i ældreplejen. Andre interesserede er selvfølgelig også velkomne til at deltage.
Se gerne webinaret med dine kollegaer, så I kan blive klogere sammen.
Tilmelding
Webinaret er gratis og afholdes tirsdag den 26. november kl. 13-14.
Når vi har fået din tilmelding, modtager du en bekræftelsesmail, og senest dagen før webinaret modtager du linket til webinaret.
Husk at skrive din mail korrekt, så du er sikker på at modtage den relevante information og link til arrangementet. Webinaret vil blive lagt ud på Sundhedsstyrelsens hjemmeside efterfølgende, og alle deltagere får tilsendt et link til optagelsen.