Nye korte e-læringsmoduler om populære metoder til ældreplejen
Isbjerget, Blomsten, Perspektivskifte og Trivselskarret er centrale metoder i Videnscenter for værdig ældreplejes værktøjskasse. Nu har vi udviklet fire korte e-læringsmoduler om dem, som kan bruges af medarbejdere i ældreplejen.
Hvordan sætter I gang i den faglige refleksion og kompetenceudvikling i afdelingen hvis der ikke er tid eller økonomi til at sende medarbejderne på kurser? Et første skridt kunne være, at I sammen eller hver for sig gennemgår vore nye, korte e-læringsmoduler.
Kickstart den faglige refleksion
De fire nye moduler handler om nogle af Videnscenter for værdig ældreplejes væsentligste metoder, nemlig henholdsvis Isbjerget, Blomsten, Perspektivskifte og Trivselskarret. Det er metoder, som kan kickstarte den faglige refleksion og dialog samt styrke det systematiske arbejde med værdig ældrepleje. I kan læse mere om de enkelte metoder i faktaboksen nederst.
”Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde nye e-læringskurser på nogle af de metoder, som vi har erfaring med kan styrke den personcentrede omsorg i praksis og som er centrale på vores rejseholdsforløb. Vi ved, det kan være svært at få tid til lange kurser i en travl hverdag, så vores håb er, at disse ultrakorte læringsmoduler på en overskuelig måde kan sætte skub i udvikling og faglig refleksion ude i enhederne,” siger sektionsleder Sara Louise Friis Rose
Det praktiske
Hvert læringsmodul varer cirka fem minutter, og her vil I blive introduceret til metodens formål og få vist, hvordan metoden kan bruges på en konkret situation.
De korte læringsmoduler kan bruges af den enkelte medarbejder, som søger inspiration til sit daglige arbejde, og de kan også anvendes til større grupper på arbejdspladsen, hvis man fx skal have genopfrisket, hvordan Blomsten kan anvendes til at blive klogere på en borger.
E-læringsmodulerne er gratis og kan bruges både af medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjem. For at tilgå kurset vil du blive bedt om at oprette et login.
Lidt om metoderne
Isbjerget er et billede på, at der bag borgerens adfærd er behov og følelser. Hvis du som medarbejder ikke forstår borgerens adfærd, kan du gå på opdagelse under havets overflade.
Blomsten er et redskab til at forstå og arbejde med de fem grundlæggende psykologiske behov hos en person.
Perspektivskifte er en metode til at se verden fra borgerens eller den pårørendes perspektiv.
Trivselskarret er en model, der kan bruges til at danne overblik over, hvilken trivsel borgeren er i.