SSA 2023-2026: Tidlig indsats og forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge
Pulje sætter fokus på at udvikle og afprøve en model for tidlig opsporing af psykisk mis-trivsel og tidlige tegn på psykisk lidelse hos børn og unge i grundskolen.
To projekter har i alt fået tilsagn fra Sundhedsstyrelsen om, at de har fået midler fra puljen til tidlig indsats og forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge. Puljen blev opslået i september 2023, hvor projekterne fik tildelt midler i perioden september 2023 til de-cember 2026. De to projekter modtager i alt 6.400.000 kroner over denne tre år lang periode.
Puljen er en del af regeringens aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026, hvor der i 2023-2026 afsættes 13,2 mio. kroner til et initiativ om tidlig indsats og forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge. Dette som en del af den politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed fra september 2022. Administrationsudgifter udgør 1,2 mio. kroner, hvor det samlede beløb, som kan udmøntes i ansøgningspuljen er 12 mio. kroner. Projekterne skulle igangsættes september 2023 og skal afsluttes inden udgangen af 2026.
Herunder kan du læse hvilke projekter, der har fået tilsagn om midler fra puljen:
- Ringsted Kommune og Absalon: ”Har du det godt”
- Høje-Taastrup Kommune: ”Styrket mental trivsel i børnefællesskaber”
Baggrund
Et stigende antal børn og unge er i psykisk mistrivsel, og mere end hvert syvende barn eller ung bliver ramt af psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Psykisk mistrivsel og psykisk lidelse hos børn og unge kan have store konsekvenser for deres udviklingsmuligheder, ligesom det påvirker deres evne til at fungere i skolen, med jævnaldrende og derhjemme. Dertil kommer de konsekvenser, det kan give for den enkelte familie og for samfundet som helhed.
Psykiske lidelser debuterer ofte i barndommen, idet halvdelen viser sig før 14-årsalderen. Unge i psykisk mistrivsel og med psykiske lidelser kan have begyndende tegn på mistrivsel allerede i indskolingsalderen. For medfødte udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD vil de første tegn ofte vise sig inden for de første leveår, og det er således muligt at få øje på børn og unge, der har et behov for behandling tidligt. Målet er, at med den rette indsats tidligt kan man være med til at forebygge eller forsinke udviklingen af psykisk lidelse eller følgevirkninger af en uopdaget udviklingsforstyrrelse.
Tidlig identifikation af børn og unge i mistrivsel kan bidrage til at forebygge forværring ved at hjælpe børnene til den rette behandling. Her kan det pædagogiske personale i grundskolen spille en vigtig rolle.
Til trods for at der findes flere tidlige indsatser peger rapporter fra Vidensråd for Forebyggelse om børn og unges mentale helbred på, at der mangler systematisk dokumentation af opsporingsindsatser, og at der er et behov for at øge brugen af validerede opsporingsværktøjer.
For at understøtte en systematisk opsporing er der behov for øget viden og kompetencer ift. psykiske lidelser med et sundhedsfagligt behandlingsbehov blandt udvalgte fagpersoner tæt på børnene.
Formål
Det overordnede og langsigtede mål med puljen er at forebygge udvikling og forværring af psykiske lidelser hos børn og unge.
Initiativet har til formål at understøtte det pædagogisk personale i grundskolen med at opspore begyndende psykisk mistrivsel og tidlige tegn på psykiske lidelser hos børn/unge, samt, understøtte dialogen mellem personalet og andre faggrupper, når der opstår bekymring for et barn/en ung.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af en eller flere kommuner i samarbejde med de skoler, der skal gennemføre afprøvningen. Puljen kan med fordel søges i samarbejde med en forskningsinstitution eller andre lignende offentlige, semioffentlige eller private aktører.
Økonomi
Det samlede beløb, som der kan ansøges om i puljen for perioden 2023-2026 er 12 mio. kr.
Ansøgningsfrist
Frist for ansøgning om midler var fredag d. 27. oktober 2023
Link til puljeopslag, ansøgningsskema og vejledning til ansøgningsskema kan findes nedenfor.
Tidsramme
Afprøvning af indsatsen skal igangsættes i starten af 2024 og afsluttes inden udgangen af 2026.
Yderligere oplysninger
Sundhedsstyrelsen kan kontaktes i ansøgningsperioden vedr. spørgsmål til puljen. Spørgsmål af faglig karakter kan rettes til:
Ida-Marie Vibjerg Søby T: 29 40 62 61, M: imvs@sst.dk
Spørgsmål vedrørende økonomi og administration kan rettes til:
Per Hemmingsen, T: 20 54 57 23, M: pehe@sst.dk