xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Få gode skærmvaner om aftenen

Hvilket monster forstyrrer dit barns nattesøvn?

 

Har I styr på skærmen om aftenen?

Skærme – uanset om det er mobiler, tablets og computere - er en naturlig og vigtig del af børn og unges liv. Men alt for mange børn sover for lidt og for dårligt, fordi de bruger skærm op til og efter sengetid.

Hvis skærmen også forsinker eller forstyrrer dit barns søvn, er det en god ide at se på jeres skærmvaner derhjemme og sammen lave nye skærmaftaler.

Det kan du gøre:

Lav faste aftaler om, hvornår skærmen skal slukkes om aftenen, og hjælp dit barn med at overholde dem. Mind dit barn om, at skærmen snart skal slukkes, så der er tid til at sende den sidste besked eller afslutte spillet med vennerne på en god måde.

Hjælp dit barn med at komme ned i gear inden sengetid. Det kan være svært at finde ro og mærke træthed, hvis skærmen er det sidste man ser inden øjnene lukkes. Sørg for at skærmen slukkes, så der fx er tid til at tale om dagens oplevelser eller at få læst en godnathistorie.

Lav en aftale med andre forældre – til barnets klassekammerater eller nære venner – om, hvornår der lukkes ned for skærmene. Det er svært at hoppe ud af chatten eller computerspillet, hvis vennerne stadig er på.

Hold mobiler, tablets og bærbare computere ude af børneværelset om natten, så de ikke frister og forstyrrer.

Vær et godt eksempel: Læg mobilen fra dig omkring sengetid og hold den ude af soveværelset. Brug et vækkeur i stedet for mobilen.

Aftal et sted i hjemmet, hvor alle mobiler og tablets parkeres og sættes på lydløs om natten.

Inspiration

Vil du have mere inspiration til gode skærmvaner eller viden om, hvad skærmbrug lige inden sengetid kan betyde for søvnen?
Læs mere her

 

Sover dit barn nok?

Søvn har stor betydning for børn og unges trivsel og sundhed. En god nattesøvn sørger for, at hjerne og krop bliver ladet ordentligt op til en ny dag. Når man ikke sover nok, påvirkes humøret og overskuddet til at være sammen med vennerne, og trætte børn bruger deres krop for lidt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn mellem 7-12 år sover mellem 9 og 11 timer hver nat. For de 13-18-årige er anbefalingen 8-10 timer.

Fakta

Hver fjerde 11-årige sover ikke nok. For de 15-årige er det tre ud af fire.

Børn og unge går senere i seng, sover mindre og har en dårlige søvnkvalitet, når de bruger skærm op til og efter sengetid.

Skærmens blå lys holder hjernen vågen og snyder den til at tro, at det stadig er dag. Derfor er det sværere at falde i søvn, hvis man bruger skærm omkring sengetid eller hvis man vågner om natten.

Børn og unge, der sover for lidt, får svært ved at koncentrere sig, får dårligt humør og får sværere ved at følge med i skolen.

Læs alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger om brug af skærm