Sund aldring - udvikling i Danmark i løbet af de seneste årtier
Rapporten beskriver, hvad sund aldring er, og hvordan det kan måles, samt på hvilke områder ældre +65 år er blevet sundere i løbet af de seneste to årtier, og hvor der er plads til forbedringer.
Danskernes middellevetid er steget støt de seneste årtier, og også de kommende år forventes ældrebefolkningen at vokse betragteligt. Med sådanne demografiske forandringer rejser der sig spørgsmål om, hvorvidt de ekstra leveår har medført flere gode leveår blandt de ældre, eller om de ekstra leveår derimod er præget af dårligt helbred og begrænset funktionsniveau.
I faglitteraturen benyttes begrebet sund aldring som en samlet betegnelse for, at man i takt med stigende alder bevarer en relativt god helbredstilstand og godt funktionsniveau. Men hvordan sund aldring bør defineres og operationaliseres, samt hvordan det måles i befolkningen, er spørgsmål, som gennem mange år har været genstand for omfattende international interesse og forskning.
Endvidere har der ikke været foretaget en gennemgang af litteraturen på området i Danmark. Tidligere forskning på området har tydeliggjort, at sund aldring er et komplekst område at belyse og monitorere på befolkningsniveau, da der blandt andet er stor variation i ældrebefolkningen, hvad angår blandt andet alder, funktionsniveau, helbredstilstand og arbejdsmarkedstilknytning.
Denne rapport har til formål at bidrage til en nærmere forståelse af, hvad sund aldring er. I første del af rapporten belyses, hvordan sund aldring kan defineres og operationaliseres, hvilke indikatorer der er centrale i dette arbejde, samt hvilke tilgængelige, danske datakilder der findes til at belyse sund aldring. I anden del af rapporten beskrives på baggrund af en gennemgang af litteraturen udviklingen i ældres sundhed i Danmark i løbet af de seneste årtier.
Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Afsnit
1. Baggrund
2. Centrale indikatorer for sund aldring
3. Udvikling i ældres sundhed
4. Konklusion