Sundhedsrelaterede konsekvenser, narkotikasituationen, 2023
Narkotikasituationen i Danmark - delrapport 4
Denne delrapport er fjerde del af en serie af udgivelser fra Sundhedsstyrelsen, der tilsammen beskriver Narkotikasituationen i Danmark.
Foreliggende delrapport omhandler de helbredsmæssige konsekvenser og skader som følger af brugen af illegale stoffer.
Disse skader omhandler blandt andet forgiftninger og dødsfald, psykiske lidelser og infektionssygdomme blandt personer med et stofmisbrug, og som de optræder i registre og meldesystemer.
I delrapporten fremlægges de seneste opgørelser og tal fra dødsårsaggisteret, Landspatientregisteret, Meldesystemet for smitsomme sygdomme samt Rigspolitiets opgørelse over narkotikarelaterede dødsfald.
Narkotikasituationen i Danmark: delrapport 4, 2023 | Sundhedsstyrelsen
Indhold
26 sider
- 1 Stofrelaterede infektiøse sygdomme
- 2 Ikke-dødelige forgiftninger med illegale stoffer
- 3 Psykisk sygdom og stofmisbrug
- 4 Narkotikarelaterede dødsfald
- Referenceliste
Hovedresultater og generelle tendenser
Stofrelaterede infektiøse sygdomme
- Der er i 2022 registreret 20 HIV-tilfælde med intravenøst stofbrug, hvilket er en stigning set ift., at der var tre anmeldelser i 2020 og 11 anmeldelser i 2021. En del af denne stigning kan skyldes, at der har været en stor stigning i nydiagnosticerede HIV-tilfælde – delvist grundet nytilkomne personer fra udlandet.
- Der har i 2022 været en stigning i andelen af kronisk hepatitis C-tilfælde, hvor smittemåden er anmeldt som værende intravenøst stofbrug. Andelen er 96 pct. for hepatitis C i 2022 sammenlignet med 66 pct. i 2021. Stigningen i hepatitis C tilfælde som følge af intravenøst stofmisbrug afspejler, at der i det seneste år har været forskellige screeningsindsatser på steder, hvor en stor andel er eller har været stofbrugere (rusmiddelbehandlingscentre, i fængsler, i psykiatrien og på gadeplan).
Narkotikarelaterede dødsfald
- I 2022 blev der ifølge Rigspolitiet registreret 280 narkotikarelaterede dødsfald. Efter at have været 279 i 2016 har antallet i perioden 2017-2021 været lavere med et gennemsnit på 253 dødsfald om året. Når man ser på de seneste 20 år, har antallet overordnet set været stabilt med udsving mellem 210 og 285 om året.
- Forskning har vist, at narkotikarelaterede dødsfald hovedsageligt kan forklares ved forgiftning som følge af et blandingsmisbrug. Der påvises i gennemsnit mellem fire og fem stoffer i blodet blandt de døde på dødstidspunktet. Antallet af tilfælde, hvor det har været muligt at konkludere, at kokain var den formodede hovedårsag til dødsfaldet er steget fra 9 til 18 tilfælde fra 2021 til 2022. I samme periode er der observeret højere renhed i kokainen samt rapporteret om generel større tilgængelighed af kokain i Europa.
- Der har i de seneste år været en tendens mod en højere gennemsnitsalder ved narkotikarelaterede dødsfald. I 1993 var gennemsnitsalderen 33 år, mens den i 2022 var 43 år (mod 44 år i 2021 og 42 år i 2020). Andelen af unge under 30 år udgjorde 19 pct. af samtlige narkotikarelaterede dødsfald i 2022 (andelen var 20 pct. i 2021, 21 pct. i 2020, 17 pct. i 2019 og 16 pct. i 2018).
5 delrapporter
Rapporten er en del af en serie af udgivelser fra Sundhedsstyrelsen, der tilsammen beskriver Narkotikasituationen i Danmark. Delrapporterne udgives løbende efterhånden som data og undersøgelsesresultater bliver tilgængelige.