Henvisning til hospitalet: ansvar, rettigheder og ventetider
Denne pjece giver dig information og overblik over, hvem der har ansvaret i forbindelse med henvisning til hospitalet, samt hvilke ansvar og rettigheder der gælder i forhold til bl.a. frit sygehusvalg og ventetider. Læs også om de særlige regler, der gælder, når der er mistanke om kræft og visse hjertesygdomme.
Henvisning til hospitalet: ansvar, rettigheder og ventetider
Versioner
Version 2: Februar 2025
Version 1: Juni 2023
Når du får en henvisning til hospitalet
Henvisning
Når du har behov for undersøgelse eller behandling på et hospital, skal du henvises af en læge eller tandlæge (det vil ofte være din praktiserende læge). Henvisningen skal indeholde en beskrivelse af din tilstand og dine behov. Den læge, der henviser dig, har ansvaret for dig og dit behandlingsforløb, indtil hospitalet har indkaldt dig til første aftale. Herefter overtager hospitalet behandlingsansvaret.
Visitation
På hospitalet vurderes henvisningen, og det besluttes, om du kan tilbydes undersøgelse eller behandling. Dette kaldes en visitation. Når hospitalet har visiteret henvisningen, er de forpligtet til at indkalde dig til udredning eller behandling indenfor de lovfastsatte frister (udrednings- og behandlingsretten).
Ved kræft- og visse hjertesygdomme gælder særlige regler (maksimale ventetider)
Tilbagehenvisning
Hospitalet kan sende henvisningen tilbage til den henvisende læge. For eksempel hvis du bør undersøges hos en praktiserende speciallæge uden for hospitalet først, eller hvis der er brug for flere oplysninger om dig. Dette kaldes en tilbagehenvisning.
Hvis hospitalet tilbagehenviser en henvisning, forbliver ansvaret hos den henvisende læge.
Viderehenvisning
Hvis hospitalet ikke kan tilbyde undersøgelse eller behandling, kan hospitalet sende henvisningen videre til fx en særlig afdeling på nabohospitalet. Dette kaldes en viderehenvisning. Behandlingsansvaret ligger fortsat hos henvisende læge, indtil den er landet det rette sted og er visiteret.
Indkaldelse til første aftale
Hvis hospitalet kan tilbyde dig undersøgelse eller behandling, vil du blive kontaktet direkte af hospitalet. Behandlingsansvaret ligger nu hos en læge på hospitalet.
Din ret til hurtig udredning og behandling
Hvis du er indkaldt til undersøgelse (udredning) på et hospital, har du ret til at blive undersøgt, få information om, hvad du fejler eller ikke fejler, og blive informeret om, hvilke behandlingsmuligheder du har, inden for 30 kalenderdage. Der er tilsvarende tidsfrister for, hvor lang tid der må gå, inden behandlingen igangsættes.
Læs mere på sst.dk/hurtig-udredning-og-behandling
Maksimale ventetider
Der gælder særlige regler for, hvor længe du må vente på undersøgelser og behandling, hvis der er mistanke om kræft eller mistanke om bestemte hjertesygdomme.
Læs mere på sst.dk/maksimale-ventetider
Patientansvarlig læge
Ved længerevarende eller komplicerede forløb, kan du få tilknyttet en såkaldt patientansvarlig læge. Din patientansvarlige læge har det overordnede koordinerende ansvar for dit samlede forløb på hospitalet, og kan ved behov hjælpe dig med at skabe et samlet overblik på tværs af afdelinger og hospitaler.
Patientvejledning og din mulighed for at klage
Alle hospitaler har patientvejledere, der har til opgave at hjælpe dig som patient. En patientvejleder kan informere, vejlede og rådgive dig om dine rettigheder, herunder om adgangen til behandling, frit og udvidet sygehusvalg, ventetider m.v. samt om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Hvis du har konkrete spørgsmål til dit behandlingsforløb kan du i udgangspunktet kontakte den afdeling, som har ansvaret for dine undersøgelser og/eller behandling. Du kan også kontakte din egen læge eller tandlæge, som har henvist dig, så de kan tage kontakt til den afdeling, du er henvist til.
Ønsker du at klage over dit behandlingsforløb eller over en konkret sundhedsperson, skal klagen sendes til Styrelsen for Patientklager. Hvis du har fået en skade efter sygdomsbehandling, undersøgelse eller sundhedsfaglig pleje, kan du anmelde denne skade til Patienterstatningen. Du kan også tale med patientvejlederen om dine muligheder.
Frit sygehusvalg
Som udgangspunkt tilbydes du undersøgelse eller behandling på et hospital i din egen region, hvis hospitalet kan tilbyde den undersøgelse eller behandling, du har behov for.
Dog har alle ret til at vælge frit mellem alle offentlige hospitaler og afdelinger i landet, uanset hvilken sygdom du skal undersøges eller behandles for. Der gælder dog enkelte undtagelser.
Læs mere på sst.dk/frit-sygehusvalg
Hvis hospitalet ikke kan undersøge eller behandle dig indenfor 30 dage, har du ret til såkaldt ’udvidet frit sygehusvalg’.