xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggelses­pakker: Socialområdet

Alkohol

Støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer (G)

Kommunen etablerer en støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer. Indsatsen skal tilpasses det enkelte barn eller unges behov, og der skal være mulighed for både individuelle og gruppebaserede indsatser. Tilbuddet skal ses i sammenhæng med tilsvarende indsatser for børn og unge i familier med stofproblemer samt andre sociale indsatser til sårbare børn og unge.

Inspiration til handling: ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer” 49, ”Når mor og far drikker – 8 faktablade”23.

Forældremøder og inddragelse af forældre (G)

Forældre inddrages gennem forældremøder i grundskolen og på ungdomsuddannelsesinstitutioner med henblik på dialog om børn og unges brug af alkohol, herunder hvordan man kan snakke med sin teenager om rusmidler, lave klare aftaler og grænser for den unges brug af alkohol, håndtering af fester mm. I grundskolen kan møderne endvidere bruges til at indgå forældreaftaler i klasserne om alkoholdebut, fester og håndtering af problematikker relateret til alkohol og andre rusmidler mv.

Inspiration til handling: ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”20, ”Til grundskolens lærere, ledelse og skolebestyrelse: Sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”19, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”60, ”Fuldafliv – materiale til forældremøder om alkohol”54.

Systematisk tidlig opsporing i jobcentre og ved forebyggende hjemmebesøg (G)

Kommunen sikrer, at der systematisk gennemføres korte opsporende samtaler om alkohol i jobcentre og i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg hos ældre borgere. Det skal ligeledes sikres, at der henvises til behandling eller kort intervention, når der er behov for det. Til brug herfor udarbejdes handlevejledninger til personale. De kan fx indeholde oplysninger om rådgivning og behandling i kommunen eller på Alkolinjen, handleanvisning om underretninger i familier med alkoholproblemer samt en guide til opsporende samtale om alkohol.

Inspiration til handling: ”Guide til implementering - Systematisk tidlig opsporing ved frontpersonale”47, ”Afsluttende evaluering af ”Styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper” – tidlig opsporing og indsatser i jobcentre”63, ”Forebyggelse på ældreområdet. Håndbog til kommunerne”64, ”Spørg til alkohol – det kan gøre en forskel”14. Henvisning til Alkolinjen tlf. 80 200 500 og www.alkolinjen.dk

Fysisk aktivitet

Samarbejde om fremme af fysisk aktivitet på tværs af forvaltningsområder (G)

Borgernes muligheder for at være fysisk aktive i hverdagen er i høj grad bestemt af en række forhold, som går på tværs af forvaltninger. Det gælder fx byplanlægning, infrastruktur, adgang til idrætsfaciliteter, fysiske rammer i dagtilbud og skoler, dagtilbud og skolers arbejde med bevægelse og fysisk aktivitet, tilbud i de lokale idrætsforeninger og kommunale arbejdspladsers fokus på fysisk aktivitet. Det anbefales, at der samarbejdes på tværs af kommunens forvaltninger om fremme af fysisk aktivitet blandt kommunens borgere.

Inspiration til handling: ”Sundhed på tværs”21.

Infrastruktur der fremmer aktiv transport (G)

Kommunen planlægger og videreudvikler den lokale infrastruktur, så den fremmer gang og cykling. Det kan fx ske ved at vedtage lokalplaner og gennemføre anlægsprojekter med målet om at skabe et sammenhængende cykelsti- og fodgængernetværk. Sikkerhed, tryghed, hurtighed, æstetik, fremkommelighed og fx god skiltning, er væsentligt at have fokus på, når kommunen forbedrer cykelinfrastrukturen. Løbende vedligehold og snerydning samt saltning i vinterhalvåret bidrager desuden til, at cyklister og fodgængere har sikre og bekvemme transportforhold.

Inspiration til handling: “Towards More Physical Activity in Cities. Transforming public spaces to promote physical activity – a key contributor to achieving the Sustainable Development Goals in Europe”22. WHO har udviklet et sundhedsøkonomisk vurderingsværktøj kaldet HEAT24, som estimerer værdien af forebyggelse af for tidlig død ved regelmæssig gang og cykling. HEAT kan bruges af transport- og byplanlæggere til fx at vurdere helbredsgevinsterne lokalt.

Let adgang til udearealer, der indbyder til fysisk aktivitet (G)

Kommunen sikrer let og lige adgang til trygge og indbydende rekreative arealer, legepladser og andre bevægelsesvenlige udearealer for alle borgere. For at styrke brugen af områderne anbefales det, at kommunen laver en strategi for øget anvendelse af både eksisterende og nye offentlige udearealer, hvor adgangen og brugen for fysisk inaktive borgere styrkes.

Hygiejne

Samarbejdsaftaler mellem region og kommune (G)

Kommunen indgår en samarbejdsaftale med regionen om hygiejnerådgivning, fx med afsæt i sundhedsaftalerne. En samarbejdsaftale kan indeholde aftale om rådgivning, undervisning og overvågning. En sådan aftale kan understøtte en sammenhængende indsats på tværs af kommuner og understøtte vidensdeling mellem kommuner og regioner.

Inspiration til handling: Inspiration kan søges hos de kommuner, der allerede har lavet samarbejdsaftaler med regionen26.

Mad og måltider

Handleplaner for mad og måltider på botilbud samt på samværs- og aktivitetstilbud (G)

Kommunen, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud udarbejder lokale handleplane for mad og måltider. Fokusområder i handleplanerne kan være:

  • Tilbud om mad og drikkevarer, der følger kostanbefalingerne
  • Inddragelse af borgere og brugerne på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud i at skabe et godt spisemiljø, i madlavning og i fællesspisning
  • Adgang til friskt, koldt drikkevand
  • Sundhedspædagogisk arbejde om sundhed, mad og måltider, således at brugernes viden og handlekompetencer i forhold til smag og glæde ved måltidet fremmes
  • Etablering af en frugt- og grøntordning
  • Eventuel inddragelse af pårørende i implementeringen af de valgte fokusområder. 

Inspiration til handling: ”Socialt udsatte borgeres sundhed – barrierer, motivation og muligheder”89, materiale udviklet i ”God mad – godt liv”90, ”Den Nationale Kosthåndbog”63, www.økologisk- pisemærke.dk75 og ”Anbefalinger for den danske institutionskost”8.

Mental sundhed

Adgang til åbne lavtærskelstilbud for unge (G)

Kommunen sikrer, at unge, som oplever dårlig mental sundhed, men som endnu ikke har eller viser symptomer på psykisk sygdom, har adgang til et lettilgængeligt åbent tilbud, hvor de uden visitation kan modtage rådgivning og evt. tale med andre unge om deres problemstillinger samt indgå i positive fællesskaber. Indsatsen kan sammentænkes med andre åbne, frivillige tilbud.

Inspiration til handling: www.headspace.dk, www.insp.dk

Etablere opsøgende indsats til sårbare og socialt udsatte borgere (G)

Kommunen etablerer opsøgende indsatser til støtte og fremme af mental sundhed hos sårbare og socialt udsatte borgere, som oftere har psykiske sygdomme og livsstilssygdomme. For sårbare og socialtudsatte, der ikke er brugere af sociale tilbud, er det nødvendigt med en opsøgende, tværfaglig indsats, som fungerer på de sårbare og socialt udsatte borgeres præmisser (fx teams med gade- eller socialsygeplejersker samt ordninger med støtte og kontaktpersoner).

Inspiration til handling: ”Et sundt liv for udsatte borgere”62 og ”Social ulighed i sundhed – hvad kan kommunen gøre?”39.

Understøtte fritidsaktiviteter for sårbare borgere (U)

Kommunen understøtter, at der er tilbud til sårbare borgere med fx psykiske sygdomme, som har svært ved at deltage i det etablerede fritids- og foreningsliv. Tilbuddet skal med udgangspunkt i borgerens behov og ressourcer understøtte muligheden for at indgå i sociale sammenhænge og føle sig som en del af et positivt fællesskab. Der kan fx etableres særlige idrætsforeninger eller samværs- og aktivitetstibud for denne målgruppe. Samarbejde med eksisterende foreningsliv med henblik på at inkludere denne gruppe borgere er også en mulighed.

Inspiration til handling: www.idvi.dk (Sport for livet – de udsattes idrætsfællesskab), www.dai-sport.dk (information om idrætsforeninger og aktiviteter for mennesker med psykisk sygdom).

Sikre tilbud til pårørende (G)

Kommunen sikrer, at der er tilbud til pårørende (fx børn og partnere) til borgere, der har psykiske eller livstruende sygdomme. Tilbuddet kan bestå af en kombination af rådgivning, gruppesamtaler og individuelle samtaler. Tilbuddet skal forebygge, at pårørende udvikler dårlig mental sundhed og psykiske sygdomme. Kommunen informerer om evt. regionale tilbud.

Inspiration til handling: www.patientuddannelse.info søg på ”lær at tackle hverdagen som pårørende”, www.bedrepsykiatri.dk (Landsforeningen for Pårørende), www.sind.dk og www.psykiatrifonden.dk

Sikre tidlig indsats til børn og unge med sociale og psykiske problemer (G)

Kommunen sikrer en sammenhængende indsats via SSD-samarbejdet (det tidlige tværfaglige samarbejde mellem Socialforvaltning, skole, sundhedspleje og dagtilbud) for at støtte børn og unge med tidlige tegn på sociale og psykiske problemer, fx hyppig hoved- og mavepine, adfærdsproblemer i dagtilbud, højt fravær, rusmiddelbrug eller unge med selvmordsrisiko.

Inspiration til handling: ”Dialog om tidlig indsats”71.

Overvægt

Tilbud til skolebørn med moderat overvægt (G)

Kommunen tilbyder indsatser til skolebørn med moderat overvægt. Indsatsen inddrager familien og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af barnets psykosociale situation. Ved behov henvises til udredning i almen praksis. Der sker en løbende gensidig orientering mellem almen praksis, sundhedsplejen og eventuelle andre relevante aktører, fx frivillige foreninger. For nogle børn kan det være relevant at inddrage socialforvaltningen, men overvægt alene er ikke tilstrækkelig grund til underretning. Ved overgang fra en aktør til en anden tilstræbes en koordineret og sammenhængende indsats, som fx samarbejde mellem kommunen og Julemærkehjemmene i forbindelse med ophold på Julemærkehjem.

Inspiration til handling: ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11, ”Skolesundhedsarbejde - håndbog til sundhedspersonale”18 og ”Sammenfattende evaluering af projekterne i satspuljen: ”Kommunens plan mod overvægt blandt børn og unge”94, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2, ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97,”Evaluering af satspuljen Forebyggende indsatser for overvægtige børn og unge. Kommunale modelprojekter”98, ”Satspuljeindsatser for børn og unge med overvægt”99 og ”Evaluering af satspuljen Forebyggende indsatser for overvægtige børn og unge. Projekt ”Øget udbytte” på Julemærkehjemmene”100, hvori indgår model for samarbejdet med Julemærkehjemmene.

Tilbud til børn med trivselsproblemer relateret til overvægt (G)

Kommunen sikrer den nødvendige hjælp til børn og skoleklasser, der har trivselsproblemer, og som oplever drilleri og mobning i klassen pga. overvægt. Indsatsen iværksættes i et koordineret samarbejde mellem pædagoger, lærere, forældre og sundhedsplejen samt andre relevante aktører og integreres i kommunens generelle tilbud til børn, der bliver mobbet.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Tilbud til unge (16-18 år) med moderat overvægt (U)

Kommunen tilbyder opfølgende indsats til unge med moderat overvægt opsporet på udskolingstrinnet eller i forbindelse med udskolingsundersøgelsen, eller som er henvist af andre sundhedsprofessionelle, omsorgspersoner eller fx Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejledere). Indsatsen involverer aktivt den unge, inddrager familien og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af den unges psykosociale situation. Ved behov henvises til udredning i almen praksis, herunder ved mistanke om en spiseforstyrrelse. Der sker en løbende gensidig orientering mellem almen praksis, sundhedsplejen og eventuelle andre relevante aktører, fx sundhedscentre og frivillige foreninger. I nogle tilfælde kan det være relevant at inddrage socialforvaltningen, men overvægt alene er ikke tilstrækkelig grund til underretning11. Ved overgang fra en aktør til en anden tilstræbes en koordineret og sammenhængende indsats.

Inspiration til handling: ”Sammenfattende evaluering af projekterne i satspuljen: Kommunens plan mod overvægt blandt børn og unge”96, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2 og ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Tilbud til voksne med moderat overvægt, primært efter henvisning (U)

Kommunen har et forebyggelsestilbud til voksne med moderat overvægt, som ønsker at tabe sig. Tilbuddet retter sig primært mod borgere, hvor den praktiserende læge eller sygehuset vurderer, at der vil være et sundhedsmæssigt udbytte af et vægttab, og hvor en eventuel spiseforstyrrelse er udelukket. Indsatsen inddrager aktivt borgeren og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af psykosociale forhold. Kommunen sikrer, at tilbuddene også tilgodeser specifikke målgrupper, som kvinder, der har udviklet overvægt i forbindelse med graviditet, voksne med anden etnisk baggrund end dansk fra visse lande, borgere med psykisk sygdom og borgere med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser.

Inspiration til handling: ”Slutevaluering af satspuljen: ”Vægttab og vægtvedligeholdelse blandt svært overvægtige voksne”104, ”Små skridt til vægttab – der holder”105, ”10 veje til vægttab”106www.diaetist.dkwww.altomkost.dk, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2 og ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Opsporing af førskolebørn med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt (G)

Sundhedsplejersken identificerer børn med overvægt eller børn med øget risiko for at udvikle overvægt ved besøg i hjemmet i barnets første leveår og eventuelle besøg i småbarnsalderen. Ved identifikation af et barn med overvægt sikres et samarbejde mellem sundhedsplejersken, familien og den praktiserende læge. Ansatte i dagtilbud og den kommunale tandpleje og praktiserende tandlæger, der behandler børn, medvirker også til tidlig opsporing af børn med overvægt (uden dog at foretage målinger af barnet) i samarbejde med sundhedsplejen.

Inspiration til handling: ”Monitorering af vækst hos 0-5-årige børn. Vejledning til sundhedsplejersker og praktiserende læger”10 og ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95.

Opsporing af skolebørn med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt (G)

Sundhedsplejen identificerer børn og unge med overvægt eller børn med øget risiko for overvægt ved ind- og udskolingsundersøgelserne samt ved funktionsundersøgelserne i 1. klasse og midt i skoleforløbet. Den kommunale tandpleje og praktiserende tandlæger, der behandler børn, kan understøtte opsporingen (uden dog at foretage målinger af barnet). Ved identifikation af et barn eller en ung med overvægt inddrages familien med henblik på det videre forløb. Sundhedsplejersken tilbyder relevant opfølgning og vurderer, om der er behov for at involvere almen praksis.

Inspiration til handling: ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11.

Opsporing af voksne med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt (G)

Sundhedsprofessionelle i kommunen, fx i sundhedscentre og hjemmeplejen, identificerer voksne med overvægt eller med øget risiko for at udvikle overvægt og henviser ved behov til i almen praksis. Andre kommunale medarbejdere kan understøtte opsporingen i relevante arenaer, fx jobcentre og væresteder.

Inspiration til handling: ”Opsporing og behandling af overvægt hos voksne”9.

Opsporing af børn og voksne med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud (G)

Ansatte på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud identificerer børn, unge og voksne med overvægt og opfordrer ved behov til opfølgning i almen praksis eller fx sundhedscenter, for børns vedkommende hos sundhedsplejen.

Inspiration til handling: ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95, ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11og ”Opsporing og behandling af overvægt hos voksne”9.

Opsporing af ældre med overvægt eller i risiko for udvikling af overvægt på plejecentre, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen (G)

Medarbejdere på plejecentre, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen identificerer ældre med overvægt og opfordrer ved behov til opfølgning i almen praksis eller fx sundhedscenter. For at identificere ældre i risiko for udvikling af svær overvægt kan medarbejdere i kontakt med ældre systematisk spørge ind til den ældres vægt og eventuelle uhensigtsmæssige vægtudvikling. Det kan fx ske ved forebyggende hjemmebesøg, ved visitation til forskellige former for hjælp eller i forbindelse med fysioterapi, ergoterapi eller omsorgstandpleje.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse på ældreområdet. Håndbog til kommunerne”83.

Opsporing af ældre med overvægt eller i risiko for udvikling af overvægt ved forebyggende hjemmebesøg (G)

I forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg til ældre identificeres ældre med overvægt. Dette kombineres med en vurdering af den ældres funktionsevne. Ved de forebyggende hjemmebesøg er det desuden vigtigt at opspore ældre med undervægt. Ved behov henvises til yderligere udredning på sygehus eller i almen praksis og til relevante tilbud i kommune, i almen praksis eller på sygehus.

Inspiration til handling: ”Værktøjer til tidlig opsporing af sygdomstegn, nedsat fysisk funktionsniveau og underernæring – sammenfatning af anbefalinger”107, ”Opsporing af ældre i særlig risiko for nedsat funktionsevne. En guide til kommuner vedrørende forebyggende hjemmebesøg”108 og ”Adipositas – sygdom, behandling og organisation”6.

Seksuel sundhed

Rådgivning til forældre om børns seksualitet og naturlige seksuelle udvikling (G)

Forældre til præ-pubertetsbørn modtager rådgivning og information om barnets naturlige seksuelle udvikling og adfærd i forskellige udviklingstrin, samt hvordan denne udvikling understøttes. Rådgivning kan fx varetages af sundhedsplejersken eller af personalet i kommunens daginstitutioner.

Kommunen understøtter tilbud om vaccination (U)

Kommunen understøtter, at mænd, der har sex med mænd, tilbydes hepatitis B vaccination, jf. Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om HIV (human immundefekt virus), hepatitis B og C virus”49, mens stofbrugere skal tilbydes gratis vaccination mod hepatitis A og B, jf. ”National handlingsplan til forebyggelse af hepatitis C blandt stofmisbrugere”50 samt ”Bekendtgørelse om gratis hepatitisvaccination til særligt udsatte persongrupper”51.

Information om HPV-vaccination (G)

Sundhedsplejerskerne informerer piger i den relevante alder og deres forældre om det gratis tilbud om HPV-vaccination. Sundhedsplejerskerne bør også oplyse om muligheden for at vaccinere drenge.

Inspiration til handling: Der kan findes information til både sundhedsprofessionelle, børn, unge og forældre samt materialer til brug i informationsindsatsen på www.stophpv.dk

Rådgivning ved hjemmebesøg efter fødsel (G)

I forbindelse med de første hjemmebesøg efter fødslen drøfter sundhedsplejersken mulige problemstillinger relateret til sex og samliv efter fødsel og familieforøgelse. Forældre rådgives om brug af præventionsmidler og pjecen ”Baby på vej – sexlivet før og efter fødsel” udleveres, hvis den ikke allerede er udleveret af egen læge eller jordemoder.

Inspiration til handling: ”Baby på vej – sexlivet før og efter fødsel”55.

Information til borgere med kroniske sygdomme (G)

Borgere med kroniske lidelser får information om, hvordan seksualitet og parforhold kan påvirkes af disse sygdomme, og hvordan eventuelle udfordringer kan håndteres. I det omfang det skønnes relevant, bringes seksuelle emner op i rehabiliteringstilbud til borgere med kronisk sygdom. Det samme gælder i den palliative pleje, hvor støtte til intim kontakt kan være værdifuld. Der er opmærksomhed på særlige behov hos unge mennesker med kronisk sygdom.

Målrettet information om seksualitet og prævention til borgere med anden etnisk baggrund end dansk (G)

Kommunen understøtter, at borgere med anden etnisk baggrund end dansk har adgang til information om prævention, familieplanlægning og seksualitet på deres modersmål. Der er opmærksomhed på særlige behov hos LGBT-personer med anden etnisk oprindelse end dansk.

Inspiration til handling: ”Klar besked, prævention – arabisk”56 eller ”Klar besked, prævention – engelsk”57.

Information om sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab til forældre med anden etnisk baggrund end dansk (G)

Skoler formidler information om formålet med og indholdet af skolernes sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab til forældre til børn med anden etnisk baggrund end dansk.

Inspiration til handling: Sex & Samfund har udviklet forældrebrev om seksualundervisning. Brevet findes på fem sprog og kan findes på www.sexogsamfund.dk under ”Fagfolk” og dernæst ”Multietnisk klasserum”.

Samtale ved forebyggende hjemmebesøg

I forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg til ældre spørges rutinemæssigt ind til borgerens seksuelle sundhed og trivsel. De forebyggende medarbejdere har redskaber til at tale om ældres seksualliv og viden om aldersbetingede ændringer og udfordringer i seksualiteten samt måder at hjælpe og støtte borgeren med udfordringerne.

Inspiration til handling: Relevante kurser udbydes af Sex & Samfund www.sexogsamfund.dk og Seksualvejlederforeningen www.seksualvejlederforeningen.dk

Undervisning på sprogskoler (U)

Elever på sprogskoler kan tilbydes undervisning om seksualitet, køn, familieplanlægning og prævention.

Inspiration til handling: ”Klar besked, prævention – arabisk” 56 eller ”Klar besked, prævention – engelsk”57.

Opsporing af hiv (U)

I de største byer gøres en indsats i forhold til at reducere antallet af ikke-diagnosticerede hiv-smittede borgere. Det kan ske ved at etablere testmuligheder, som fx checkpoints, for mænd, der har sex med mænd og etniske minoritetsgrupper med høj forekomst af hiv.

Stoffer

Samarbejde om stofforebyggelse i festmiljøer (G)

Kommunen etablerer en forebyggende indsats i festmiljøer. I et fast samarbejdsforum med de involverede aktører (kommune, politi, bevillingsindehavere, SSP, ungdomsuddannelsesinstitutioner, foreninger mv.) indgås aftaler om ansvarlig udskænkning. Et fokus i indsatsen er reduktion af tilgængeligheden af stoffer og håndtering af stofrelaterede situationer i nattelivet.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse i nattelivet”55, ”Ansvarlig udskænkning”4, ”Forebyggelse i festmiljøer – om alkohol og stoffer”5, ”Unge i byen”14, erfaringer fra ”STAD-projektet”15, ”Trygt natteliv”63 og forebyggelsespakken om alkohol. I EU regi har projektet Club Health67 en lignende tilgang.

Stofforebyggelse i udsatte boligområder (U)

Kommunen etablerer en stofforebyggende indsats i boligområder, hvor sociale problemer og stoffer er særligt udbredte. Den stofforebyggende indsats tænkes sammen med den kriminalitetsforebyggende indsats samt sociale indsatser i lokalområdet. Indsatsen kan involvere både private og offentlige aktører, fx idrætsforeninger, gadeplansmedarbejdere, politi, SSP og boligforeninger.

Inspiration til handling: ”Vejledning for modelkommunerne i Narkoen ud af byen”2, ”Rusmiddelforebyggelse i praksis. Eksempler fra 14 kommuners arbejde med Narkoen ud af byen”3, ”Effektfulde indsatser i boligområder til forebyggelse af kriminalitet”66.

Støtteindsats til familie og pårørende til unge med stofbrug (G)

Kommunen etablerer en støtteindsats til børn og unge i familier, hvor forældrene har stofproblemer. Tilbuddet skal ses i sammenhæng med tilsvarende indsatser for børn og unge i familier med alkoholproblemer samt andre sociale indsatser til udsatte familier, fx familier med forældre med psykiske lidelser.

Inspiration til handling: ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”34, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”35, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”36, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”37, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”38, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer”48.

Rådgivning til forældre til teenagere (U)

Kommunen etablerer tilbud om rådgivning målrettet forældre til teenagere med henblik på at styrke relationen mellem den unge og forældrene, støtte forældrene i deres position som rollemodeller, tale med den unge om rusmidler samt håndtere mistanke om brug af rusmidler, herunder kende til tegn på brug af rusmidler. Tilbuddet tænkes sammen med anbefalingen vedr. forældremøder og forældreinddragelse. Tilbuddet bør ses i relation til tilbud om forældreuddannelse til småbørnsforældre, da der er god dokumentation for tidlig styrkelse af forældre/barn relationen mv. – også i relation til stofforebyggelse på sigt. Se forebyggelsespakken om mental sundhed.

Inspiration til handling: ”International Standsards on Drug Use Prevention”1, ”Til forældre på ungdomsuddannelser: Hjælp din teenager – med at skabe rammer for alkohol, tobak og stoffer”24, ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”26, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”52, ”Viden og dialogredskaber om cannabis for forældre til teenagere”85. Læs mere om forældregrupper hos U-turn91 og hos Unge og Rusmidler92 samt webbaseret rådgivning af forældre og øvrige pårørende hos Netstof90 og Helsingung89.

Forældremøder og inddragelse af forældre (G)

Forældre til børn og unge i grundskolen inddrages ved forældremøder med henblik på at skabe dialog om stoffer og forældreaftaler i klasserne. Møderne kan fx omhandle: Udskydelse af alkoholdebut (som virker forebyggende i forhold til stofbrug), håndtering af fester, tegn på stofbrug, dialog med den unge om stoffer, og hvordan man håndterer brug af stoffer.

Inspiration til handling: ”For forældre om hash”12, ”Snifning og unge”13, ”Stoffer – hvordan virker de, og hvordan ser de ud”17, ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”26, ”Til grundskolens lærere, ledelse og skolebestyrelse: Sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”27, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”52, ”Inspirationsmateriale til forældremøder om alkohol”88, ”Viden og dialogredskaber om cannabis for forældre til teenagere”85, ”Information om stoffer til unge”84.

Tobak

Røgfri miljøer indendørs (G)

Kommunen indfører røgfri miljøer (uden rygekabiner og lignende) indenfor i lokaliteter, hvor kommunen har instruktionsbeføjelser, eller hvor kommunen kan stille krav til samarbejdspartnere. Det omfatter egne kommunale bygninger, sportshaller og fritidslokaler, samt leverandører af kommunale ydelser, fx beskæftigelsesindsatser, dag- og familiepleje.

Udbygning af samarbejde internt om henvisning til rygestoptilbud (G)

Kommunen udbygger samarbejdet internt med relevante afdelinger (jobcenter, børn- og ungeforvaltning, ældreplejen, den kommunale tandpleje mv.) så borgere systematisk spørges til deres rygevaner og tilbydes henvisning til rygestoptilbud i kommunen.

Inspiration til handling: ”Very Brief Advice – Meget kort rådgivning om rygestop”58, ”Ti skridt til god tobaksforebyggelse – den gode kommunale model”59.

Opsøgende rekruttering til rygestoptilbud (G)

Kommunen gennemfører opsøgende indsatser i arenaer, hvor målgrupper, som af forskellige årsager kan have vanskeligt ved selv at opsøge de kommunale tilbud, færdes. Målgruppen er som minimum unge på ungdomsuddannelserne (særligt erhvervsskoler) og produktionsskoler, gravide, der ryger, og deres partner, borgere i udvalgte boligområder, udviklingshæmmede, indsatte i fængsler, psykisk syge, hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Det bør overvejes at etablere udgående rygestoptilbud, der tilgodeser de specifikke gruppers særlige behov. Indsatsen kan tænkes sammen med indsats for at markedsføre rygestoptilbud til samme målgrupper.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse i nærmiljøet”81, ”Få hjælp til rygestop - rygestopaktiviteter for socialt udsatte”68, ”Forstærket indsats over for storrygere 2014-2017- Slutevaluering”39, Inspirationsark ”Rygestop - Rekruttering og fastholdelse” www.sst.dk, ”Køge Kvitter Smøgerne”65, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54.

Opdateret 04 APR 2019