Workshop om personcentreret omsorg i ældreplejen
Vil I styrke jeres faglige fundament og skabe større fokus på selvbestemmelse og værdighed i plejen? Denne workshop klæder jer på til at arbejde med omsorg og pleje ud fra den personcentrerede tilgang. Målgruppen er ledere og medarbejdere i ældreplejen.
Workshoppen introducerer jer til de centrale principper bag personcentreret omsorg – både teoretisk og praktisk. Dermed får I også et fælles sprog og fundament på tværs af personale- eller ledelsesgruppen.
Målet med workshoppen er, at I får:
- viden om personcentreret omsorg med fokus på selvbestemmelse og værdighed i ældreplejen
- redskaber og metoder til at identificere muligheder og udfordringer for endnu mere selvbestemmelse i egen praksis
- et fælles udgangspunkt for arbejdet med personcentreret omsorg i ældreplejen
- en øget opmærksomhed på sammenhængen mellem personcentreret omsorg og arbejdet med borgerens ret til selvbestemmelse.
Om workshoppen
- Varighed: Ca. 3,5 time inkl. pauser.
- Indhold: Korte oplæg, praktiske øvelser og fælles refleksion. Bl.a. gennemgår vi videnscentrets modeller inden for personcentret omsorg som fx ”Trivselskarret ” og ”Isbjerget”.
- Forberedelse: Vi kontakter jer forud for workshoppen for et kort møde (på Teams), hvor vi sammen med konsulenten får afklaret nærmere om formål, deltagere og det praktiske.
- Sted: Workshoppen foregår hos jer, så I skal kunne stille et egnet lokale til rådighed.
Målgruppe
Workshoppen henvender sig til medarbejdere og ledere i ældreplejen – både kommunale og private aktører. Workshoppen kan fx være en del af et lokalt arbejdsseminar eller en temadag/-eftermiddag.
Vi forventer, at der deltager omkring 20-30 deltagere pr. workshop, og at den lokale ledelse er repræsenteret ved mindst to deltagende daglige ledere. Workshoppen kan også målrettes en sammensat ledergruppe.
Sådan søger I
Er I interesserede i en workshop, så hent, udfyld og send blanketten vedlagt mail til os: aeldrepleje@sst.dk
Når vi har modtaget og behandlet jeres ansøgning, kontakter vi jer for at aftale tid, sted, tema og deltagere.