xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Viden om værdighed

Case: Forebyggende hjemmebesøg sætter spot på pårørendes udfordringer

Faxe Kommune har systematisk fokus på de pårørende i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg, og det har ført til, at langt flere får rådgivning og hjælp til at undgå fx mistrivsel eller ensomhed.

Opdateret 12 JAN 2023

Hvordan har du det? Hvad er svært for dig? Hvad gør du for at passe på dig selv?

Ofte er få simple spørgsmål nok til at åbne en samtale, og når medarbejderen fra kommunen alligevel er på besøg i hjemmet, virker det lettere at tale om de udfordringer, som følger med at have en syg ægtefælle, end hvis man selv skulle have opsøgt hjælpen.  Det viser erfaringerne fra Faxe Kommune, der har indført et systematisk fokus på pårørende i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg hos ældre. 

Pårørende har højere risiko for at udvikle ensomhed, dårligt helbred eller mistrivsel, men ofte har de ikke overskuddet til at undersøge, hvilken støtte og tilbud der findes.
For dem er hjemmebesøget en oplagt anledning til at tage imod en udstrakt hånd fra kommunen, og i Faxe har indsatsen bl.a. betydet, at langt flere pårørende efter mødet med den forebyggende konsulent tager imod tilbuddet om samtaler med kommunens pårørendevejleder eller bliver hjulpet ind i nye fællesskaber og aktiviteteter. 

 

”Vi ved, at de pårørende er i større risiko for at blive syge eller ensomme, så det gælder om at have skarpt øje for dem, så vi ikke pludselig har to syge i stedet for én., 

- Birgitte Espenhein Bang, leder, Faxe Sundhedscenter og Sundhedsfremme
 

Forebyggende hjemmebesøg

Kommunerne skal, jf. servicelovens § 79 a, tilbyde forebyggende hjemmebesøg til følgende grupper med følgende faste intervaller:

  • Ældre, som bor alene, i det år de fylder 70 år
  • Alle ældre i de år de fylder 75 år og 80 år
  • Alle ældre årligt fra de er fyldt 82 år.

Ud over de aldersbestemte besøg skal kommunerne gennemføre behovsbestemte forebyggende hjemmebesøg til ældre i alderen 65-81 år, som er i særlig risiko for nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne. I Faxe kommune har man indført i kvalitetsstandarden, at alle borgere, der har alvorlig sygdom i den nærmeste familie, skal have tilbud om besøg.


Opsporing 
I Faxe Kommune opspores borgerne til de aldersbestemte besøg via dataudtræk, mens interne og eksterne samarbejdspartnere henviser til tilbuddet om behovsbestemte besøg.

Læs mere
Læs mere om at planlægge, udføre og følge op på forebyggende hjemmebesøg hos ældre i Sundhedsstyrelsens vejledning:

Hent Vejledning om forebyggende hjemmebesøg til ældre

Spørger og informerer 

Beslutningen om at sætte fokus på pårørende ved de forebyggende hjemmebesøg blev taget i forbindelse med en organisationsændring i Center for Social Sundhed og Pleje i Faxe Kommune. Forebyggelseskonsulenterne, der gennemfører hjemmebesøgene, blev en del af kommunens sundhedsfremme, som i forvejen havde pårørendevejlederen ansat, og her besluttede ledelsen at udnytte begge funktioner og anlægge et bredere perspektiv på de forebyggende besøg.

Hvor forebyggelseskonsulenterne førhen kun koncentrerede sig om den borger, der fx var syg, er de pårørende nu blevet et fast punkt på dagsordenen. Dels spørger medarbejderen til deres helbred og trivsel, og derudover får de pårørende informationer om tilbud, som kunne være relevante for dem. Hvad enten det handler om at komme ud og møde andre mennesker, få noget ordentligt at spise eller få hjælp til psykiske udfordringer. 

Indsatsen foregår ikke efter en bestemt metode eller ud fra en fastlagt spørgeramme, men kommunen oplever, at alene den indledende interesse og formidlingen af tilbud er afgørende for, at flere pårørende får den nødvendige hjælp og støtte. 

”På den her måde fanger vi rigtig mange, som ellers aldrig ville have fået googlet sig frem til kommunens tilbud., 

- Michelle Nielsen, pårørendevejleder, Faxe Kommune
 

Henviser til tilbud

Hvis den pårørende under eller efter samtalen viser sig at have behov eller ønsker, hjælper forebyggelseskonsulenten ved enten at: 

  • Tilbyde en opfølgende individuel samtale, evt. med pårørendevejleder. Samtalen kan foregå i hjemmet eller på sundhedscenteret 
  • Skabe kontakt til andre pårørende, fx ved at etablere netværksgrupper 
  • Henvise til relevante aktivitetstilbud i civilsamfundet eller kommunalt regi.

Mange pårørende er tilbageholdende under samtalen, fordi det primære fokus er på fx en syg ægtefælle, men kommunen oplever, at de pårørende har nemmere ved at tage kontakt ved en senere lejlighed, fordi de har fået sat et ansigt på kommunens medarbejder.

”Tit bliver den pårørende overset i al sygdomssnakken, men bare det at spørge, hvordan vedkommende har det, gør en kæmpe forskel. Det kræver ikke, at medarbejderen har en særlig faglighed. Det er bare vigtigt, at den, som gennemfører samtalen, tør stoppe op og gå ind i den pårørendes problematik., 

- Michelle Nielsen, pårørendevejleder, Faxe Kommune
 

Styrker indsatsen

Faxe Kommune har en bred vifte af tilbud - lige fra gågrupper til samtalecaféer - som de kan henvise de pårørende til, efter deres udfordringer og behov er afdækket i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg. 

På baggrund af de mange gode erfaringer har kommunen besluttet formelt at sammenlægge funktionerne som pårørendevejleder og forebyggelseskonsulent, så der fremover er tre ”forebyggelses- og pårørendevejledere”, der kan varetage de forebyggende hjemmebesøg med fokus på både borgeren og de pårørendes tryghed, trivsel og sundhed.

Bag om casen

Faxe Kommune har gennem flere år prioriteret pårørende som en vigtig målgruppe. Kommunen har bl.a. ansat en pårørendevejleder, der tilbyder rådgivning og støtte. Typisk henvises borgerne til pårørendevejlederen fra interne og eksterne samarbejdspartnere. 

Da kommunen besluttede at styrke fokus på pårørende i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg, satte man pårørendevejlederen til at afprøve ordningen ved at gennemføre en række hjemmebesøg. 

Erfaringerne førte til, at kommunen nu formelt slår funktionerne som forebyggelseskonsulent og pårørendevejleder sammen. I den forbindelse planlægger kommunen at udarbejde en fast spørgeramme med fokus pårørende, så medarbejderne har et fælles udgangspunkt for indsatsen.

De fire trin i forebyggende hjemmebesøg i Faxe

Borgeren inviteres

Borgeren inviteres til at modtage forebyggende hjemmebesøg. I brevet står, at pårørende er velkomne til at deltage.

Forebyggelseskonsulenter husker at spørge til den pårørende

Under besøget spørger forebyggelseskonsulenten udover borgeren også ind til den/de pårørendes tryghed, trivsel og sundhed og oplyser om relevante tilbud.

Henviser den pårørende til tilbud

Hvis borgeren viser sig at have behov for støtte, henviser forebyggelseskonsulenten til individuel samtale eller andre aktivitetstilbud.

Efterlader information

Forebyggelseskonsulenten efterlader kontaktoplysninger og relevante foldere, så de pårørende efterfølgende kan tage kontakt. 

Gode råd fra Faxe Kommune

Organisér

Ideelt set skal sundheds- og pårørendeområdet være knyttet organisatorisk sammen eller i alt fald samarbejde meget tæt.

Prioritér

Både blandt ledere og medarbejdere skal indsatsen prioriteres. I forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg er der allerede fokus på en række temaer, og det er nemt at komme til at gå hurtigt videre fra punktet ”pårørende”, men brug tid på at spørge ind til den pårørendes hverdag og oplevelse af situationen.

Hold det simpelt

Det er ikke nødvendigt med længerevarende kompetenceudvikling af medarbejdere eller helt nye metoder for at sikre et systematisk fokus på pårørende i forbindelse med de forebyggende hjemmebesøg. Det handler blot om at spørge ind og kende til de relevante tilbud i lokalområdet. 

Henvis

Det er afgørende, at kommunen ikke blot opsporer, men også opretter eller kan henvise til tilbud for de pårørende.

Støt

Pårørende bruger som oftest alle kræfterne på deres kære, og derfor gælder det om at gøre det let for dem at tage imod hjælpen, så de ikke oplever at skulle sætte en masse ekstra i gang. Sørg fx at efterlade en pjece med kontaktinformationer på relevante personer – og allerhelst den, der har været på besøg, så det er trygt og nemt at tage kontakt.