Håb på det bedste og forvent det værste. En virksom strategi?

Maria Bonde

For mig er håb sådan en sær størrelse. Ordsproget siger ”håb på det bedste, og forvent det værste”, og det gjorde jeg så. Men når jeg forventede det værste, blev jeg som regel irettesat, fordi det var enormt pessimistisk. Og hvad gør man så i stedet? Min strategi blev at håbe på det bedste, for jeg havde mere end alt andet brug for at passe ind.

Strategien med at håbe på det bedste har jeg gjort brug af nærmest så længe, jeg kan huske. Men paradoksalt nok har jeg fortsat altid forventet det værste, fordi mit håb igen og igen er blevet slukket gennem årene.

Og så vil nogle nok sige ”ahh kan det nu også passe, at dit håb altid er blevet slukket…”. Altid er muligvis at tage munden for fuld, men sådan oplevede jeg det i min opvækst, for det, som jeg håbede allermest på, blev ikke indfriet.

Jeg ville være rask og være fuldstændig ligesom alle andre børn, men det skete bare ikke. Jeg havde børneeksem, og det gjorde mig anderledes. Unormal. Det gjorde, at jeg skilte mig ud fra mængden, og situationen påvirkede mig både fysisk og psykisk. Jeg havde udslæt, mere eller mindre konstant kløe i huden, skulle smørres utallige gange daglig, der var ting jeg ikke måtte spise, fordi det forværrede udslettet, og så blev jeg drillet.

Lægerne havde sat mig i udsigt, at børneeksem var noget man som regel voksede fra i teenageårene, og jeg så med længsel frem til dette. Men jeg blev skuffet, for da jeg blev teenager var eksemen der stadig. I tiende klasse gik jeg til en homøopat, der mente at kunne helbrede mig. Igen håbede jeg inderligt på succes, og ja, det kan I jo så nok godt gætte, at det ikke blev. Flere situationer fulgte efter, men et forløb hos en akupunktør og en indlæggelse på specialafsnit for hudsygdomme bekræftede mig i, at håbet for mig var dømt ude! Både hvad angik min eksem og hvad angik det gode i livet generelt.

I dag er jeg fri af eksem, men situationen har påvirket mig, og faktisk besluttede jeg mig i mine ungdomsår for, at jeg ville stoppe med at håbe. Stoppe med at forvente at gode ting kunne ske. Men her var det så der skete noget! For da jeg stoppede med selv at håbe, bar andre håbet for mig. Hver gang jeg forventede det værste, var der nogle omkring mig, der snakkede om de ting, jeg kunne håbe på og den tiltro, som de havde til mig og mine drømme for fremtiden. Da jeg senere blev uddannet til pædagog, har jeg erfaret, at det er det, som man på fagsprog kalder det ”vikarierende håb” eller at ”bære håbet”. En vigtig erfaring jeg har gjort mig er, at det vikarierende håb for mig ikke er ensbetydende med, at man skal påpege for mig, at jeg skal huske at håbe, for det bidrager blot endnu mere til en oplevelse af, at jeg fejler noget og er anderledes – altså er ’sådan en’, der end ikke selv kan finde ud af at håbe.

Så hvor er jeg nu: formår jeg at håbe og ikke kun forvente det værste?

Ja. Jeg har fundet en livsglæde og den er en afgørende og helende kraft i mig. I dag er jeg mere realistisk end optimistisk omkring, hvad jeg håber på. Jeg har håb for, at jeg kan blive på arbejdsmarkedet i mange år endnu, trods det, at fysisk og psykisk sygdom sætter visse begrænsninger. Jeg håber inderligt på, at mine drenge får det liv, som de ønsker sig. Jeg håber, at min mand og jeg bliver ved med at holde sammen - både i medgang og i modgang. Og så håber jeg inderligt på, at alle de øv ting jeg har skullet igennem i livet for at komme til, hvor jeg er i dag, er noget jeg kan lære at bruge aktivt til at støtte andre på deres vej, når livet bliver særligt svært. Er jeg så stoppet med at forvente det værste?

Nej og det kommer jeg nok heller aldrig til, for sådan er jeg. Forskellen fra tidligere er, at jeg er opmærksom på det og har accepteret det. Min opgave er at tackle det, så det ikke slukker min indre ild og min livsglæde. Jeg arbejder meget på ikke at forvente det værste og  på ikke at se ’spøgelser’. Før var jeg bekymret for at miste en veninde, hvis vi havde haft en uenighed, fordi jeg kunne overbevise mig selv om, at hun fortsat ville vælge at være veninde med mig, når vi ikke var enige om ting. I dag kan jeg godt se, at tanken er absurd og har noget med mine destruktive tankemønstre at gøre.

Jeg heler langsomt, men stødt. Håbet er der, og jeg har fundet en form og en strategi, hvor det virker for mig. Jeg øver mig i at tro på, at jeg kan, og jeg søger selv derud, hvor andre kan hjælpe mig med at huske på det, når jeg indimellem glemmer det. 

Så i min verden har ordsproget fået en anden lyd, nemlig ”vær realistisk og giv dig selv lov at håbe, når du kan”.

Teksten er skrevet i februar 2021.