Længe har folk båret håbet for mig, men i dag bærer jeg det selv

Billede af Emma

Jeg havde levet i depressionen længe. Mit liv havde længe været fuldstændig farveløst. Jeg havde gået rundt i forskellige nuancer af grå. Nogle gange endda sort. Ingen gnist. Ingen drømme. Intet håb. Bare en rodet omgang magtesløshed, der kom i overvældende bølger.

Jeg var netop blevet udskrevet fra psykiatrien igen. Jeg sad og græd overfor min far, mens jeg sagde til ham, at det var så det liv. Jeg vidste ikke, hvad jeg mere skulle gøre. Hver dag blev værre, og der var ikke mere tilbage for mig. Jeg havde virkelig givet op. Det eneste, der holdt mig i live, var tanken om, hvor stor en smerte, jeg ville give videre til mine nærmeste. Mine forældre havde gjort alt for mig. De havde bakket mig op hele vejen. Holdt mig ud, når alt var uudholdeligt. Elsket mig, når jeg var nærmest uelskelig. Båret håbet, når alt virkede håbløst. Jeg kunne ikke give dem den smerte at miste mig, men hold nu op, hvor gjorde det ondt at leve i. Jeg kunne ikke fortsætte sådan.

Jeg debatterede med mig selv. Hele tiden faktisk. Jeg sov stort set ikke, og jeg balancerede på den mest skrøbelige vægt - skulle jeg fortsætte eller give op? Var der overhovedet mening med at blive ved, når alt var så håbløst, og hvert sekund gjorde så ondt? Det åd mig op indeni, og der var snart ikke mere Emma at tage af. Det var for pinefuldt. For uoverskueligt. Der var flere ting, der drev mig til at tage min næste beslutning. En beslutning ingen troede, jeg kunne tage - heller ikke mig selv. Men det gjorde jeg.

Jeg besluttede mig for, at jeg skulle leve et halvt år mere. Et halvt år. Ikke en dag mere. I det halve år skulle jeg give det mit bedste forsøg. Mit største og mest inderlige forsøg. Min hidtil vigtigste kamp. Jeg var nødt til at finde ud af, om der kunne ske en forandring. Egentlig var jeg overbevist om, at det var et håbløst projekt, jeg gik i gang med. Jeg tog ikke beslutningen, fordi jeg troede på eller overhovedet turde håbe på, at mit liv skulle blive bedre. Jeg havde bare brug for at kunne retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg ville vælge livet fra. Jeg var nødt til at kunne slutte fred med min beslutning og føle, at jeg overfor mine forældre havde gjort ALT, hvad jeg kunne. For dem og for mig selv. Et sidste forsøg.

Så hvad skulle det halve år indebære, før jeg kunne sige, at jeg havde gjort alt? Det skulle indebære terapi, så jeg fandt en privat psykolog, som jeg havde tillid til. Det skulle indebære medicin, så jeg var åben overfor at prøve nye præparater og præparater, jeg tidligere havde prøvet uden effekt. Det skulle indebære min familie, som jeg brugte endnu mere tid på og gik op i at skabe gode oplevelser med. Det skulle indebære veninder, selvom de havde været nedprioriteret længe. Det skulle indebære, at jeg sorterede ud i mit liv: Valgte usunde relationer og aktiviteter fra, mens jeg valgte nye og mere positive til.

Det var en hård proces. Det lyder måske som “nemme” valg for nogen, men det var udfordrende for mig. Jeg oplevede meget angst, mange nederlag og følte mig på dybt vand det første lange stykke tid. Jeg følte, at jeg sejlede fuldstændig på gyngende grund. Ligeså hurtigt som jeg genfandt dele af mig selv, ligeså hurtigt følte jeg, at jeg mistede andre dele. Jeg anede ikke, hvem jeg var, og hvor jeg var på vej hen, men jeg blev ved. Med ugentlig terapi, medicin der begyndte at virke, mine families støtte, mine veninder og ham, der senere blev min kæreste, så blev det hver dag en smule nemmere.

Jeg startede processen uden håb. Ikke en eneste snert af håb. Men nogle gange kræver håb, at man er tålmodig og bliver ved, selv når man ikke tror på, at det nogensinde finder vej. For at håbet kunne få plads, var jeg nødt til at tage en pause fra at overveje, hvornår jeg skulle herfra. Jeg havde brug for at leve i nuet. Jeg havde brug for at kaste mig ud i ting, der var angstprovokerende. Få noget mere indhold i livet end bare sygdom. Finde en mening med alt den smerte, jeg skulle gå i gennem. Mærke glæde. Grine helt ned i maven. Få drømme for fremtiden og gå efter dem. Investere i min fremtid. Starte uddannelse. Langsomt begyndte de ting, der lykkedes at overskygge alt det, der længe var gået galt. For hver gode oplevelse, fik jeg en smule mere håb. En smule mere styrke. En smule mere mig.

Det er nu over et år siden, at jeg gav mig selv et halvt år at leve i. Et halvt år som gav mig mod på at fortsætte. Fremtiden var for lys til, at jeg kunne vælge den fra. Jeg ved, at livet fortsat bliver udfordrende, men jeg ved også, at det er det værd. Længe har folk båret håbet for mig, men i dag bærer jeg det selv - og jeg gør det med oprejst pande og et smil på læben.